Marc Facchini | Københavnersnuden #544

0
25
Fotocredit: Mads Fisker

Ugens Københavnersnude er den dansk/italienske musiker Marc Facchini, der siden starten af 2010’erne har sat sit helt eget præg på den danske musikscene. Først som karismatisk frontmand i det KarriereKanon-vindende rockband Mescalin Baby, siden som del af det genrebrydende artpop-projekt Mother Lewinsky. Siden 2015 har Facchini turneret landet som solist, og nu er han aktuel med sit sjette soloalbum, Uden Titel.

Spørgsmål: LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?

Marc Facchini: Jeg har lige udgivet min sjette soloplade, Uden Titel. Lige nu er er jeg i gang med at forberede mig til at skulle turnere med projektet Sorte Plader på Strejf i slutningen af november, hvor jeg og fire andre sangskrivere laver et band på tværs af vores fælles bagkatalog.

Derudover er jeg ved at lancere et spændende projekt ved navn Foreningen For Knuste Hjerter (se link ovenfor).

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Marc Facchini: Jeg bor på Istedgade. Siden jeg flyttede til København i 2009 har jeg – med en enkelt afstikker ud af byen – boet forskellige steder på Nørrebro og i Nordvest. Det er stadig nyt for mig at være på Vesterbro, men jeg synes det vokser på mig.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Marc Facchini: Det bliver ikke til så mange gåture for tiden, mest bare ned til Enghaveparken og tilbage sammen med ungerne. Men når jeg har tid elsker jeg at gå hele vejen igennem byen og ud til mit øvelokale på Refshaleøen.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Marc Facchini: Min yndlingskaffe får jeg fra min helt almindelige mokka-kande hjemme på komfuret. Men hvis jeg skal drikke kaffe ude ender jeg ofte hos Original Coffee eller Coffee Collective.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Marc: Jeg synes det er skønt at gå ud og spise – og der er så mange spændende steder at prøve, at jeg sjældent besøger det samme sted flere gange.

Der er dog undtagelser: Et af mine yndlingssteder er Bevi Bevi på Oehlenschlægergade; uprætentiøst, simpelt og bare virkelig dejligt. Til frokost holder jeg både af BEAT Café og Dyrehaven.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Marc: Næsten kun i private sammenhænge. Men jeg forsøger at være i Parken hver gang herrelandsholdet spiller; det er (stort set) altid en fest der er værd at gå til.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Marc: “Inspiration er for amatører” sagde Benny Andersen vist engang. Det er jeg egentlig helt enig i. Men jeg arbejder i mit øvelokale ude på Refshaleøen – og når jeg arbejder føler jeg mig af og til inspireret, selvom det egentlig ikke er en følelse jeg jagter.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Marc: Jeg elsker de steder, hvor jeg har min dagligdag; mit hjem, mit øvelokale, mine venners hjem, etc.

Men jeg tror altid at området omkring Nørrebroparken vil have en særlig plads i mit hjerte; jeg har boet på begge sider af parken og har så mange minder fra nogle gode år i det område.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Marc: Spor 9 på Københavns Hovedbanegård betyder noget helt særligt for mig <3

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Marc: Et af de helt store øjeblikke var den dag jeg flyttede til byen, for efterhånden 15-16 år siden, sammen med to af mine gode venner.

Pludselig stod vi der på Asminderødgade med traileren fuld af store drømme og ikke så meget mere. Jeg har egentlig aldrig troet at jeg skulle blive hængende, men det ser mere og mere ud til at det er sådan det bliver…

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Marc: Jeg vil altid anbefale en nytilkommen bare at slentre rundt i byen. En af de ting København virkelig kan i mine øjne, er at den er en by der er særdeles velegnet til bare at stene rundt i og lade sig gribe af hvad der nu måtte ske.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Marc: Flere offentlige lejeboliger der er til at betale og bedre forhold for de mennesker der lever det meste af deres liv på gaden.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Marc: Jeg lytter næsten altid til podcasts på min vej til og fra det ene og det andet. Radiokanalen R8dio har en særlig plads i mit hjerte, med programmer som En Gonzo Skifter Spor, Kirsten Ringer Til Rasmus, og Undskyld Vi Roder.

Og så er der selvfølgelig Fantino & Bonde, muligvis Danmarks hyggeligste podcast.

Du kan finde meget mere om Marc Facchini, hans musik og projekter på marcfini.dk, Youtube, Facebook, Instagram og foreningenforknustehjerter.dk.
Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Marc!