Nathalie Meinhardt Lind | Københavnersnuden #107

0
158

LoveCopenhagen har udvidet skribentskaren med endnu en begejstret københavnersnude, som elsker at opleve nye steder i byen. Nathalie Meinhardt Lind har boet i København i 1 år, men er så forelsket i København og nysgerrig på hovedstadens mange tilbud, at hun nu er gyldigt medlem af vores lille kærlighedsfællesskab. Vi er lykkelige for at have skønne Nathalie med på holdet og glæder os til, at du, kære læser, kan nyde godt at hendes fortællinger fra byen her på sitet. Men først skal du lære hende og hendes København at kende, for hun er nemlig ugens Københavnersnude:

LC: Hvad pusler du med for tiden?
NM: Jeg er lidt i en tilstand mellem voksenlivet og studerende, da jeg (forhåbentlig) snart bliver kandidat i Virksomhedskommunikation #krydsfingre. Og så er jeg så heldig, at jeg allerede har fået et fantastisk job OG blevet blogger her på Love Copenhagen – yay!

LC: Hvor bor du?
NM: Jeg bor på dejlige Frederiksberg – ALT for tæt på Frederiksberg Centret, som er min guilty pleasure. Jeg kommer der ret tit.

LC: Hvor går du tur?
NM: Frederiksberg Have ligger et stenkast fra mig, og jeg bliver aldrig træt af at gå ture derinde. Da jeg kun har boet på Frederiksberg (og København i det hele taget) i et år, så har jyden her stadig også lidt svært ved at finde rundt derinde, så mine gåture bliver ofte ufrivilligt længere.

LC: Hvor drikker du kaffe?
NM: Jeg er faktisk ikke den store kaffedrikker, hvilket jeg har fået en del høvl for gennem årene, så lige nu prøver jeg kræfter med iskaffe, hvilket jeg er blevet ret vild med. Og man kan få mange fantastiske iskaffer i København, men jeg er især vild med Ipsen & Co. på Gammel Kongevej. Prøv den i weekenden, det skulle blive fantastisk vejr til det 😉

LC: Hvor spiser du?
NM: Mange steder! Jeg er vild vild vild med mad, og i København er der bare så meget at vælge mellem. Jeg er især glad for Madklubbens restauranter, især når man er på SU, så kan man få utrolig meget mad for ikke særlig mange penge. Forleden spiste en veninde og jeg os mætte på Bistro Royal i deres forretter – de koster jo ikke mere end 35kr! Og Papirøen er jo genialt på grund af deres store udvalg. Jeg har brugt en del sommeraftener derude, hvor de også har ret fantastiske (og stærke) drinks 🙂
Ellers er jeg vild med Mad&Kaffe på Sønder Boulevard, de har et morgenmadskoncept, hvor man kan vælge mellem 3, 5 eller 7 retter. Og så er det bare et sindssygt hyggeligt sted at mødes med en veninde en lørdag formiddag eksempelvis. Uh – og ved Halmtorvet ligger der den mest autentiske og lækre thairestaurant, Ban Gaw, hvor du får meget mad for ikke særlig mange penge. (Jeg er lidt svær at stoppe, når det gælder madsteder).

LC: Hvor fester du?
NM: Jeg ender, af en eller anden grund, altid på en eller anden snusket bar på Nørrebro. Den har været sikker de sidste par gange. Men ellers kommer jeg faktisk ikke på de “store” diskoteker – jeg elsker privatfester, og så er jeg er ret vild med at sidde på en bodega eller cocktailbar. Jeg har da også haft nogle vilde danseaftener i Kødbyen. Og så fører alle veje altid til McDonalds på Nørreport sidst på aftenen. Den er også sikker hver gang!

LC: Hvor inspireres du?
NM: Når man kommer fra en lille jysk by, så er det ret fascinerende, og lidt skræmmende, at komme til København, især når man har efterladt hele sit sociale netværk i Jylland. Jeg havde en forestilling om, at det blev sindssygt hårdt, men efter et år har jeg stadig ikke mærket den frygt blive til virkelighed.  Det har nok noget at gøre med, hvordan man bruger byen. Det er ulig noget, som jeg har set i andre danske byer. I København bruger man bare byen på en anden måde. F.eks så er der bare altid noget nyt, som man kan opleve, og hvis jeg har en dag uden planer, så kan jeg altid finde mindst 10 ting, som jeg gerne ville se og opleve den dag. Det er vildt inspirerende, og min horisont er blevet udvidet meget det sidste år.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
NM: Min kæreste og jeg pakker tit aftensmaden sammen og spiser den i Frederiksberg Have eller ved søerne, hvis vejret er godt. Der er mange skønne steder i København, men for mig er disse to steder helt unikke. Nørrebrogade (og sidegaderne) er også noget helt specielt, hvis jeg skal nævne noget andet. En gåtur i området er altid hyggeligt og spændende.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
NM: Forleden cyklede jeg langs søerne, hvor solen var ved at gå ned, og den kastede et smukt lys over bygningerne og menneskerne. Der skulle jeg lige knibe mig i armen og fatte, at jeg rent faktisk bor i sådan en smuk by.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
NM: Selvom jeg kun har været københavner i et lille års tid, har jeg allerede mange dejlige minder fra byen, og det er svært at vælge. For et stykke tid siden mødtes jeg med to veninder på Vesterbro, et område hvor jeg ikke havde været så meget på det tidspunkt, og vi spiste middag på Lêlê Street Kitchen, tog videre på Dia’legd, som er en hyggelig ølbar, der har et stort sortiment af øl fra hele landet, og så endte vi på en bar på Vesterbro torv. Det var bare sådan en aften, hvor det ene tog det andet, som København nu kan, og det er et dejligt minde om en sjov, og meget fuld, aften.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
NM: Start dagen på Mad&Kaffe og få lækker brunch. Gå rundt i området og oplev de finurlige og spændende områder ved Istedgade og Kødbyen, hvor du kan indtage din frokost på en af de mange restauranter eller cafeer. Gå derefter langs søerne til Nørrebrogade, der er fuld af forskellighed, små sidegader, sjove mennesker og fantastiske madsteder. Tag på La Centrale og bestil deres hjemmelavede pita med falafel og humus – glem ikke deres berømte chili! Gå forbi Fakta og hent en øl og tag maden med ned til Dronning Louises bro, hvor der altid er mange mennesker og god stemning. Afslut aftenen på Diligencen med en kold flaskeøl, hvor der sjældent er kedeligt.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
NM: Flere steder som Papirøen. Det er et fantastisk sted, hvor der er plads til alle, men der er aaaalt for mange mennesker og lang kø til maden.

LC: Dit soundtrack til byen?
NM: “København” af Ukendt Kunstner. Hvad ellers? 😉

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Nathalie – vi glæder os til at dele københavneroplevelser med dig her på bloggen!

GOD SØNDAG!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here