En ny, storstilet dansebiennale ser dagens lys i København i sensommeren 2026. yes – dance biennale 2026 løber fra 26. august til 28. september og samler for første gang centrale aktører fra byens danse- og scenekunstmiljø i et fælles format med forestillinger, events og kunstneriske møder på tværs af hovedstaden.
Af Louise Taarnhøj
Bag biennalen står Dansehallerne, København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater, som i et nyt samarbejde har udviklet både format og program.
Målet er at samle kræfterne i danse- og scenekunstfeltet og skabe en fælles platform, der kan fastholde og udbygge det momentum, som samtidsdans og koreografi oplever netop nu – både nationalt og internationalt.
“’yes’ er tænkt som en storslået manifestation af dansen som kunstform. Ved at samle kræfterne kan vi vise, hvad dans og koreografi er og kan, og invitere flere – også nye – publikummer ind i et kunstnerisk felt, der både er modigt, bevægende og i konstant udvikling,” siger Danjel Andersson, direktør for Dansehallerne og initiativtager til biennalen.
Forestillinger på scener og i byrummet
yes – dance biennale udfolder sig på etablerede scener, i mindre studier og i byens offentlige rum. Programmet spænder fra store internationale værker til nye, eksperimenterende produktioner af både danske og udenlandske koreografer.
Blandt højdepunkterne er Dansk Danseteaters Summer Dance, der åbner biennalen 26.–30. august med open air-forestillinger ved vandkanten foran Operaen. I begyndelsen af september præsenterer Sydhavn Teater KIN Festival med stedspecifikke danseforestillinger i Københavns Sydhavn, mens Dansehallerne fra 9.–19. september afholder festivalen OPENINGS, hvor publikum blandt andet kan opleve Skatepark af koreograf Mette Ingvartsen.
Biennalen afsluttes 26.–28. september på Gamle Scene, hvor København Danser præsenterer Afanador af Marcos Morau – et værk skabt i samarbejde med Ballet Nacional de España.
Skal finde sted hvert andet år
yes – dance biennale er planlagt som en tilbagevendende begivenhed hvert andet år og skal over tid udvides med flere aktører og samarbejdspartnere. Ambitionen er at styrke dans og koreografi som synlig kunstform i det offentlige rum og samtidig markere København som en international destination for dans på højt niveau.
Programmet offentliggøres løbende fra 4. februar 2026.
Fakta
Periode: 26. august – 28. september 2026
Sted: Forskellige scener og byrum i København
Arrangører: Dansehallerne, København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater
Mere info: yes-dancebiennale.dk

