Ugens Københavnersnude er Rasmus Benner. Han er singer-songwriter med base i København – og byen spiller en tydelig rolle i både hans liv og musik. Fra sin kanalbåd på Christianshavn skaber han nærværende sange, der balancerer det intime med det storladne. Han har optrådt på scener som VEGA, Train, Voxhall og Samsø Festival, og mange vil måske kende hans virale single “Når Stormen Lægger Sig”, der rundede over en million lytninger og førte til omtale i både tv og radio. I dette interview tager Rasmus os med rundt i København og deler nogle af de steder, der betyder mest for ham – både som menneske og som musiker.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Rasmus Benner (RB): Jeg er i fuld gang med at gøre klar til, at min EP kommer ud og en releasekoncert 9. maj – på min båd på Christianshavn. Samtidig roder jeg rundt i en bådrenovering og planlægger koncerter til efteråret.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Rasmus Benner (RB): Jeg bor hos en barndomsven på Frederiksberg, men mit liv foregår på min båd midt i Christianshavns Kanal.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
RB: Der, hvor vandet er. Jeg elsker at gå ved vandet. Det gør mig rolig indeni og nulstiller mit nervesystem. Ofte går jeg fra Wilders Plads, under Knippelsbro og over mod Islands Brygge. Gerne om aftenen, hvor roen har lagt sig over byen, og vandet bliver lyst op fra alle de tændte bygninger fra Indre by.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
RB: På Båden, som er en helt særlig café på Wilders Plads, bestående af tre gamle cirkusvogne og de sødeste, hjertevarme mennesker, som altid står klar til at servere nabokaffen med et smil. Og når solen er over København, er det her sted som blommen i et æg – det skal opleves!
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
RB: Samme sted, som jeg får min cappuccino – Båden og Café Sandø. De laver begge en helt fantastisk hønsesalat! Jeg kan godt lide at hænge ud lokalt og skabe relationer til dem omkring mig. Og så skaber de begge hver især noget helt unikt på Christianshavn i form af liv, sommerevents og hyggelige arrangementer på kajen.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
RB: En røgfri bodega med en kold flaskeøl og et raflebæger – gerne Fingerbøllet på Christianshavn. Og hvis det er med hatten på, er det en taxa mod Kødbyen.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
RB: Til koncerter, hvor der ikke er langt mellem publikum og scene. København byder på mange skønne spillesteder, fra små til store scener, og min krop spirer af inspiration, hverken jeg mærker musikken helt tæt på.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
RB: På Labre Medina (min båd), når sommeren er over København. Lidt ananas, men det er Christianshavns Kanal, der gør det. At sidde der under solen med en kold og mærke stemningen og hilse på alle de sommerglade mennesker, som kommer sejlende forbi. Det er sgu hyggeligt og giver totalt ferie-vibe i egen by.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
RB: Da en god ven tog en gammel kollega med ned på min båd. Han havde prøvet af matche os i et halvt år, og da jeg endelig mødte hende, forstod jeg hvorfor. Mit livs kærlighed og vi er selvfølgelig kærester i dag.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
RB: Da jeg i 2016 stod og så mit store idol Matt Corby for første gang inde på Store Vega. Han fortryllede den sal, og det var helt magisk. Den aften sidder stadig i kroppen, hver gang jeg træder ind i salen.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
RB: At gå planløst rundt. Følge impulserne og se, hvor byen tager dig hen. Der har jeg mine bedste oplevelser fra.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
RB: Flere solskindsdage – så var der ingen behov for at rejse, for København har det hele.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
RB: ’Part of me’ af Ásgeir og Arny Margret. Den giver mig en rolig og pulserende melankolsk vibe, hvor der er plads til eftertænksomhed. Især på mine aftengåture langs kajen, hvor jeg mærker storbyens puls og vandets rolige åndedrag.

