Ugens Københavnersnude er musiker Sanne Dasseville, der tidligere var medlem af det eksperimenterende og genre-free ensemble, Kvindebandet. Hun har lige debuteret under eget navn med sit soloalbum, hvoraf singlen “Cry Cry Cry” toppede Barometeret på P3 i deres sidste udsendelse i december. Mød Sanne og hendes København her:
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
SD: For tiden har jeg meget fokus på min albumudgivelse. Så alle mulige ting i forbindelse med det, den næste musikvideo, booking af koncerter, etc. Så skriver jeg på nogle nye numre til min næste plade og lægger en masse planer.
LC: Hvor bor du?
SD: På Nørrebro, jeg er akkurat lige flyttet. Men det er mega tæt på, hvor jeg boede før, så samme område tæt ved Nørrebroparken.
LC: Hvor går du tur?
SD: Jeg synes, det er fedt at gå ture næsten alle steder i KBH, det er en god by at vade rundt i. Og af park-agtige-gåture er der også mange hyggelige steder. Jeg kan altid godt lide at gå rundt i HC Ørstedsparken, den er så dreamy.

LC: Hvor drikker du kaffe?
SD: Jeg arbejder meget hjemme, og mest om morgenen, så normalt drikker jeg kaffe derhjemme. Men nu bor jeg tæt ved Jægersborggade, så hvis jeg vil have en kaffe med ud på en gåtur, så går jeg ned og køber en i Coffee Collective.
LC: Hvor spiser du?
SD: Det bliver mest til take away, når jeg bevæger mig fra en destination til en anden. Det kunne feks. være noget fra Californa Kitchen, som ligger tæt ved søerne, de har mange lækre vegetarmuligheder, eller en falafel fra Durum Bar på Nørrebrogade. Eller det gode ramensted, Papa Ramen, lige over for byhaven. De har en rigtig god veganramen.
LC: Hvor fester du?
SD: Festlige ting er mere koncertarrangementer, og det kan variere hvor de finder sted. Men feks. af lokale spillesteder på Nørrebro, kunne jeg godt høre en koncert på Stengade, Mayhem, eller det nye Alice, som åbnede her i starten af året. De har et meget spændende program for foråret, så der kommer jeg helt sikkert til at høre nogle ting. Hvad angår barer, så er der mange hyggelige steder på Nørrebro feks. Bar i Kronborggade, Esrom Kroen, eller hvis det bliver sent, kunne vi godt ende på Sorte Rene på Åboulevarden. Næsten alt med bodegastemninger går an.
LC: Hvor inspireres du?
SD: Lige for tiden er det Youtube. Jeg bruger meget tid på at surfe rundt der og lytte til gamle funky tracks fra blandt andet Taiwan, Ghana, Mali, Brasilien osv. Jeg ser også mange film, og jeg lytter altid til musik, mens jeg går, cykler, eller tager bussen. Ellers bliver jeg mest inspireret af at rejse. Det er godt for mig at tage væk fra Kbh engang imellem og komme tilbage med friske øjne.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
SD: Der er mange gode steder i KBH. Det er hyggeligt at hænge i Hans Tavsens Park om sommeren, og det er også altid godt at besøge Christiania – der er masser at lave der.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
SD: Jeg er jo næsten lige flyttet, og det var fra en lejlighed, der lå lige ud til Nørrebroparken, med et kæmpe vindue og med udsigt til fodboldbanerne. Og en søndag for ikke så længe siden, lå jeg med lidt tømmermænd og stenede i min seng, og kiggede ud ad vinduet på det smukkeste snevejr, der blev vildere og vildere. Dét maleriske billede af Nørrebroparken forklædt i snestorm, blev jeg ret forelsket i.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
SD: Jeg har efterhånden mange gode minder herfra byen, og de har nok allesammen noget at gøre med de mange gode venskaber, jeg har fået. Igennem årene har jeg har lært rigtig mange inspirerende og spændende mennesker at kende, og de har allesammen vævet sig ind i mine minder om København. Så det gør det lidt umuligt at vælge et enkelt ud…
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
SD: I forhold til musikarrangementer så er Mandagsklubben på 5e på Vesterbro altid et besøg værd, og der plejer også at ske en del under CPH Jazzfestival i juli. Jeg planlægger selv at tage til Badesøen Festival i Albertslund i slutningen af august – de havde et rigtig godt program sidste år og har det sikkert igen i år.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
SD: Jeg har slet ingen bud. Måske synes jeg bare at der hele tiden er noget nyt at opdage…
LC: Dit soundtrack til byen?
SD: Kan ikke lige komme på noget specifikt soundtrack til byen, men jeg har selv genhørt denne plade meget på det sidste, mens jeg har transporteret mig selv rundt i København. Rhine Gold af Choir Of Young Belivers. Den er virkelig, virkelig god:
https://open.spotify.com/album
Tusind tak for du ville dele dit København med os, Sanne. Se musikvideoen til singlen Cry Cry Cry lige her.