Thomas Ring | Københavnersnuden #492

0
29
Fotocredit: Morten Routh Sørensen

Ugens Københavnersnude er sanger, sangskriver, og musiker, Thomas Ring. I 2010 vandt Thomas Ring X Factor, men ‘Manden med hatten’ har ikke udgivet nye sange siden 2017. Ikke før nu, hvor han er aktuel med albummet ‘Inamoratas’, der udkom digitalt og på vinyl den 3. maj. Thomas bor på Amager med sin kæreste og søn – og her kan du møde hans København. 

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Thomas Ring: Jeg udgav mit femte album ‘Inamoratas’ den 3. maj. Jeg har fire musikvideoer til sange fra pladen ude på YouTube nu. Jeg skal også lidt ud og spille de nye sange og nyde sommeren, så det glæder jeg mig meget til.

Singlen ‘Higher and Higher’ fra albummet ‘Inamoratas’

 

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Thomas Ring: Jeg bor på Amager, tæt på Lergravsparken metrostation.

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Thomas Ring: Jeg elsker at gå tur fra, hvor jeg bor og rundt på Christiania, hvis vejret er godt. Man kan gå bagom via Kløvermarken. Det er meget hyggeligt og der er ingen biler. I det hele taget, kan jeg godt lide Christiania. Det er næsten som at være kommet til et andet land, eller i voksentivoli. 😊

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Thomas: Er i øjeblikket i studiet og lave ny musik. Min producer Noah Rosanes og jeg drikker nogle gange kaffe på ‘Thiemers Kaffebar’ på Valby Langgade. Det er et hyggeligt sted med god kaffe.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Thomas: Der er så utroligt mange gode restauranter i København efterhånden. I de 24 år jeg har boet her, er niveauet steget så sindssygt meget. Der er virkelig mange valgmuligheder, så spiser meget sjældent det samme sted. Elsker at prøve noget nyt.

Et af de steder jeg er kommet tilbage til, er ‘Pho Saigon’ på Vesterbrogade. På en kold vinterdag er deres Pho-suppe min livret.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Thomas: Efter jeg er blevet far, bliver det ikke til så meget, det er nok mest øller efter en koncert. Det kan være Vesterbro omkring Store Vega eller som i gamle dage på Nørrebro i området omkring Nørrebros Runddel eller ned mod Sankt Hans Torv.

Fotocredit: Morten Routh Sørensen

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Thomas: Jeg inspireres meget ved at bevæge mig rundt og observere omgivelserne rundt om mig. Jeg går mest på Amager, hvor jeg bor. Jeg elsker at kigge ud over vandet og se flyene lande med Øresundsbroen i baggrunden. Måske har jeg min fiskestang med. Så bliver jeg helt roligt kroppen, kan få lidt rejselyst eller måske en idé til noget musik, jeg går og arbejder på.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Thomas: Jeg kan godt lide Nørrebro og er kommet der rigtigt meget og kender derfor bydelen rigtig godt. Elsker kulturlivet og den lidt outsider underground fornemmelse den har. De spændende eksotiske dufte og fornemmelsen af at være i udlandet, men hurtigt at kunne komme hjem igen.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Thomas: Jeg tog min nevø og min niece fra Jylland på en gåtur fra Nyhavn og ud til Den Lille Havfrue.  En lille sightseeingtur forbi Marmorkirken, se garderne, Kastellet, Gefionspringvandet osv. Det var en dejlig forårsdag, og solen lavede genskin i vandet på kajen. Man ser lidt byen på en anden måde, når man pludselig bliver turistguide i sin egen by. Pludselig andre ting man lægger mærke til. Jeg kan huske, at jeg tænkte ‘Wow! – den her by er virkelig helt utrolig smuk.’

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Thomas: Det er da jeg flyttede hertil for ca. 24 år siden fra Jylland. Jeg tog sammen med nogle gymnasiekammerater ind og så Kashmir, da de spillede koncert i Tivoli. De havde lige udgivet deres ‘Cruzential’-plade og en masse unge mennesker stagedivede og flippede helt ud. Det var en del tid før den tragiske Pearl Jam koncert på Roskilde, så det var lidt andre tider med lidt højere musik, og færre sikkerhedsforanstaltninger. Det var en meget voldsom oplevelse, og jeg følte virkelig, at jeg var langt væk fra mine forældre i Jylland, og var kommet til storbyen. Men jeg kunne lide det😊.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Thomas: Kig på nogle smukke bygninger, spis en hotdog, stå på pladsen på Amalienborg og kig i retningen mod Marmorkirken, spis en shawarma på Nørrebro, gå en tur på Christianshavn og Christiania, og drik noget koldt med alkohol på kajen, og interager med Københavnerne. De er faktisk ret søde.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Thomas: Jeg savner nogle gange det gamle “Olsen Banden”-agtige faldefærdige København. Det er der ikke rigtigt så meget plads til mere. Så lad os prøve at bevare det så meget som vi kan. I hvert fald nogle steder. Ellers mangler København nok mest plads og flere grønne oaser og åndehuller.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Thomas: Gasolin “Se Din By Fra Tårnets Top” er et godt bud.

 

Du kan følge Thomas Ring og høre lidt af hans musik på Facebook, Instagram, Youtube og Spotify.

Tusind tak fordi du ville dele dit Københav med os, Thomas!