Undici – Aperolterrasse og italienske lækkerier på Christianshavn

2
430
Med en perfekt beliggenhed i eftermiddags- og aftensolen ved Christianshavns Kanal har den nye italienske restaurant, Undici netop slået dørene op. Udover en uformel og afslappet stemning byder restauranten også på lækre italienske retter og vine – og en Aperolterrasse!

 

Det har altid undret mig, at der ikke lå flere restauranter med udendørsservering langs Overgaden Neden Vandet, hvor man fuldt ud udnytter eftermiddags- og aftensolen ved Christianshavns Kanal. Nu er der endelig kommet en ny restaurant med perfekt beliggenhed på Wilders Plads. Det er i sig selv fantastisk, men den nye italienske restaurant Undici, har så toppet det hele ved også at bygge en Aperolterrasse, så de på alle måder får udnyttet den ideelle og unikke beliggenhed. Det lød næsten for godt til at være sandt, da jeg hørte om stedet, kort inden de åbnede fredag den 22. juni – så jeg skyndte mig fluks at booke et bord lørdag aften, og jeg var mildest talt begejstret efter mit første besøg.

Det er ejerne bag Sankt Annæ 8 og lalala på Christianshavn, og 20A i Ravnborgsgade på Nørrebro, som nu har åbnet Undici (11 på italiensk) i et gammelt autoværksted på det yderste hjørne af Wilder Plads. Rammerne for et uformel og afslappet spisested kunne næsten ikke være bedre, og dertil kommer at både maden, drikkevarerne og betjeningen er fantastisk.

Menukortet er simpelt og med ganske få retter, lige som jeg kan lide det – alle med lækre og friske råvarer og italienske specialiteter som burrata, risotto, hjemmelavet pasta og porchetta og selvfølgelig Spritz i alle afskygninger. Menukortet byder på antipasti, primi, secondi, og det søde, og derudover har de et stort udvalg af italienske vine. Retterne koster fra 65-195 kr. og det er også muligt at få en menu med fire retter til 325 kr., så alt efter appetitten har du både mulighed for at nyde en Spritz og snacke antipasti eller tage hele menuen. Jeg kunne som altid ikke beslutte mig, så min partner in crime og jeg besluttede os for at dele to antipasti, en primi og en secondi.

Men som det allerførste var vi selvfølgelig nødt til at prøve deres Spritz, og hvis ikke det var fordi, at vinkortet også fristede så meget, kunne jeg sagtens have drukket deres Aperol Spritz resten af aftenen. Især fordi der også blev serveret friskbagt brød med olivenolie ved bordet – og så har man jo nærmest ikke brug for andet – måske lidt mere salt i brødet, men det er så også den eneste bemærkning, jeg har til maden. Der er borde indenfor i det rustikke og gamle autoværksted, borde udenfor og selvfølgelig også den store træterrasse aka Aperolterrassen. Spritz’en bliver serveret fra en hyggelig Piaggio og udover Aperol, er der også Strega, Vermut, Limoncello og Campari til 75 kr.

Vi fik friteret zucchiniblomst med ansjoser, burrata med aubergine alle scapece til forret, og til hovedret kastede vi os ud i rissotto med blæksprutteragout, friske ærter og ærteskud (og rigeligt med parmesan – ja tak!) og porchetta med friske borlottibønner, tomater og forårsløg. Jeg ville gerne kunne fremhæve én af retterne, men de var alle fire så lækre, at det ville være umuligt ­–friske og lækre råvarer, perfekt tilberedt, så jeg kan kun forestille mig, at de øvrige retter med årstidens grøntsager, fisk og skaldyr også er tilsvarende lækre. Som prikken over i’et nød vi også godt af den kølige hvidvin og masser af aftensol.

Smut forbi Undici og smag løs af deres lækre italienske retter, eller sæt dig bare på terrassen med kold Spritz og nyd aftensolen. Jeg glæder mig allerede til mit næste besøg!

Undici ligger på Wilders Plads 11 på Christianshavn og har åbent tirsdag-lørdag fra kl. 15.00-midnat.

 

/ Louise Bro

 

 

2 COMMENTS

Comments are closed.