søndag, november 27, 2022
HomeGuidesAnmeldelserVIN - helt enkelt af Thomas Ilkjær

VIN – helt enkelt af Thomas Ilkjær

Er du også træt af ikke at ‘tale sproget’, når du skal deltage i en snak om vin? Så er der hjælp at hente i Thomas Ilkjærs nye bog, VIN – helt enkelt. For han gør det helt enkelt, dog uden at tale ned til nogen. Og især det sidste er en befrielse. 

Af Louise Taarnhøj

For mange år siden efterhånden besluttede jeg mig for at lære lidt om vin. Jeg anede ikke en disse og tog bare den billigste med den pæneste etikette, når jeg handlede vin. Og det gjorde jeg i øvrigt også altid i et supermarked. 

Jeg var i midten af 20’erne, var ikke glad for drinks og cocktails, og ret træt af vin, der ikke smagte mig. Så jeg tog på vinkursus, lånte bøger på nettet og begyndte at tale med min omgangskreds om vin. 

Langsomt kom jeg lidt dybere ind i vinens verden. Jeg var endda så heldig at få en af Danmarks dygtigste vineksperter ind i mit netværk, og vi taler stadig sammen i dag. Siden hen har jeg også været på flere vinture, presseture og mange, mange vinsmagninger.

Men jeg kan stadig blive i tvivl om tingenes tilstand i vinens verden. Hvordan var det nu, det der med maceration, hvordan er det, jeg regner ud hvilken drue der er i vinen, når det ikke står på? Hvad er det nu, denne drue typisk smager af – og hvad er det, jeg serverer til?

Hele tiden opstår nye spørgsmål. Hele tiden. Og det tror jeg sker for rigtig mange vininteresserede på alle niveauer. For man kan jo altid blive klogere. 

Så er det godt, at Ilkjær kommer os til undsætning med 181 svar. På 181 spørgsmål. Om vin. Ja tak!

Overskuelig og i øjenhøjde

Bogen er delt op i overskuelige kapitler; vinhåndtering, vin i hverdagen, vinsmagning og vinens indhold, vintyper, vin og vores klode og vinteknik. Hvert kapitel er yderligere delt op i mindre kapitler, små passager, overskuelige grafiker og fine billeder. 

Det er med andre ord den mest overskuelige vinbog, du finder. Og nu til det, jeg skrev i indledning: der bliver ikke talt ned til os. Nøj, hvor har jeg stået til mange vinsmagninger og hørt en venlig, men også lidt arrogant stemme forklare mig, hvordan jeg skal smage, det han smager. For det er altid en mand, der skal fortælle mig, hvordan jeg smager. 

Ligeledes har jeg en række boger på hylden, som alle er en slags vin for dummies. Og jeg skal lige love for, at læseren bliver opfattet som åndssvag. Sproget er jovialt, lixtallet er helt nede i gulvhøjde, illustrationerne barnlige og farverne gerne glade, ofte lyserøde – for at tiltrække kvinderne, som jo er dem, der ikke ved så meget. 

Fornemmer man en vis harme? Jeg siger bare, at når man har beskæftiget sig med vin på hobby-basis i så mange år, så har man oplevet og læst lidt af hvert. 

Tak på vegne af mange af os

Derfor vil jeg gerne udbringe en skål for denne bog. Tak for at tage læseren seriøst, tak for med fast hånd at guide os sikkert gennem den overordnede vinverden, tak for at skærpe vores sanser både sprogligt og visuelt, så vi får lyst til ikke kun at læse videre men også til at smage vin. Tak for en helt udmærket vinbog til novicerne, til mellemkenderne og til os, der ikke altid helt kan huske fra Riesling og Pinot Noir til Sangiovese og Pinot Gris. 

Viden betaler sig (i nydelsen)

Ilkjær skriver i forordet, at vi nogle gange sætter viden og lærdom som modsætning til nydelse og afslapning – og det vil han gerne gøre op med, for de ting hænger for ham sammen, når det kommer til vin. Her vil jeg gerne være helt enig. Det er en fornøjelse, når der går noget op for én, fordi man har koncentreret sig, erhvervet sig viden, smagt og nydt – og nu sidder og forstår lidt mere af den dejlige drik i det smukke vinglas. 

Skål og tak for bogen. 

Love Copenhagen
Love Copenhagen
Louise Taarnhøj. Indehaver af Lula Media. Stifter og redaktør. Fluffer og ildkugle. Sørger for, at der er indhold på sitet, som du kan lide. Holder derudover meget af smukke ting - mad, musik, vin. Kan ikke leve uden spændende samtaler med interessante mennesker.
RELATED ARTICLES

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev - fyldt med lækre sager og inspiration til alt det, der sker i København.

Mest læste