Weekenden er over os, og hvis du har brug for inspiration til, hvad du mon kan bruge et par fridage til, så læs med her.
København er nemlig rigtig sprunget ud som den sommerpige, vi kender og elsker hende for at være, med solskin, fest og ballade. Det er den sidste fulde forårsmåned (og med fuld mener jeg hel) i 2014, så sørg for at nyde den!
FREDAG
I aften er der koncert på Krudttønden med hele tre hyggelige, upcoming københavnske bands, nemlig Rough Sketch Consolation (eller Rough Sex at the Station, som man også hører dem blive kaldt), Belles & Bones og Dirty Old Town. De lover, at det bliver en aften med masser af dybe kærlighedssange i americana-stilen, og entréen står i 40 kr.
Men inden da er der dømt femi-debat, når Nationalmuseet inviterer indenfor til arrangementet ‘Feministerne kommer‘. Med DJ’s, debat og burlesque er der lagt op til en både seriøs, stærk og lummer start på weekenden.
Og i øvrigt er der også Nordic Noise 2014, som begynder kl. 20.30. Hvis jeg kunne være to steder på én gang, skulle Pumpehuset være det ene!
LØRDAG
Denne dag starter for både Annes og mit vedkommende på Skyttegade på Nørrebro, hvor vores skønne fælles veninde, Lene G, har inviteret til sammenskudsbrunch. Vi er 9 damer, der har kendt hinanden siden gymnasiet, og vi formår stadig at holde kontakten jævnligt, trods travle liv med familie, job og alt det løse.
Når brunchen er slut, smutter jeg tilbage til Vesterbro, hvor jeg skal overraske et polter abend med et par sange. Forhåbentlig er vejret godt, og så kommer seancen til at foregå i Skydebanen. Jeg har heldigvis min musikalske partner, Anders L., med som backup, og vi skal blot spille et par numre, som bruden (som jeg ikke kender) er vild med.
Om eftermiddagen skal jeg hænge ud i solen med en god ven. Måske tager vi forbi Dronning Louises Bro, hvor Distortion holder armbåndsfest! Ja, de drenge forstår virkelig at udnytte enhver lejilghed til at smide en fest, og denne lørdag eftermiddag og aften skal vi altså fejre, at Silas Adler har designet årets Distortion-armbånd. Jeg er egentlig ikke så vild med Distorion og boycuttede det sidste år til fordel for en tur på Christiania, men i år skal nogle venner spille på Vesterbro, og så skal jeg da være med.
SØNDAG
Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg elsker arrangerede løb. Sikkert lige så meget, som mange københavnere hader dem, hvilket jo er sindssygt meget. Jeg ville gerne deltage i dem alle, og jeg bliver helt mormor-glad over alle de mennesker, som er samlet og skal løbe motionsløb sammen. Det største løb er selvfølgelig maraton, som jeg skulle have deltaget i i år, men på grund af en fatal gåtur i de forkerte sko tilbage i januar, blev jeg banket fire måneder tilbage i min løbetræning og måtte indse, at det først bliver til næste år. Derfor tager jeg i stedet Femina Kvindeløb! Armen, det kan KUN bliver vanvittigt festligt. Ikke mindst fordi, jeg skal løbe med min veninde, Rebecca, som nok er den person i verden, der har givet mig flest grineflip – og stadig gør det. Jeg ser os løbe, hulkende af grin, 10 km gennem Fælledparken i grimme, lyserøde kvindeløbstrøjer for bagefter at smide os i græsset og glæde os over, at vi nu fortjener en ordentlig bunke grillpølser. Jeg har ikke kunne lokke Rebecca med på flere løb, så foreløbig er dette det eneste løb, jeg skal deltage i på den side af sommeren. Til september står den på to obligatoriske løb; Fri Løbet og Copenhagen Half Marathon. Men de to løb indgyder jo ikke nær så meget respekt som Femina Løbet!
Og så slutter weekenden som sædvanligt på Østerbro i selskab med gode venner og Homeland. Vi er snart færdige med serien, så hvis du har anbefalinger til gode tv-serier, er vi åbne for forslag (vi har set Breaking Bad, House of Cards, Orange is the new black, Six feet under, Dexter og Mad Men).
Rigtig god weekend,
Kærlig hilsen
Louise