Vores weekend – uge 24

by 13/06/2014

Allerede weekend igen! Alle de her forkortede uger er en af forårets mange fordele. Man bliver forkælet med masser af fridage i solen. Men nu er det slut, og vi sætter punktum for vores sidste forkortede uge i denne omgang. Men det er ok, for for de fleste af os venter sommeren og en dejlig lang ferie lige om hjørnet! Og alt tyder jo på, at det bliver en fremragende sommer! Her kommer lidt om Annes weekend:

Fredag:
Sidste weekend var jeg på ø-ophold på Femø nede ved Lolland. Det var helt fantastisk og afslappende – og så resulterede det i, at jeg fik hjembragt rigtig mange hyldeblomster. Så jeg har selvfølgelig lavet MASSER af hyldeblomst-saft, som jeg skal have tappet i dag. Mums – jeg elsker hjemmelavet hyldeblomstsaft! Men inden da må jeg lige et smut forbi Søstrene Grene i Frederiksberg Centret for at købe nogle patentflasker til saften – de har sådan nogle fine nogle, og så kan den hjemmelavede saft også være en rigtig fin og personlig lille værtindegave – eller lignende! 

Hyldeblomstsaft in the making

Hyldeblomstsaft in the making

Når saften er tappet og gryderne vasket, så er det tid til fodbold! Jeg lægger ikke skjul på, at jeg eeeelsker fodbold og særligt de store slutrunder. Så selvfølgelig synes jeg, at VM er noget ganske særligt, og jeg elsker udsigten til 4 uger med rigtig meget god fodbold. Og i aften vil jeg tage ud i byen og finde et sted, hvor jeg kan se aftenens to kampe – helst en spansk bar for stemningens skyld (Spanien spiller mod Holland)! Og så fordi jeg altid holder lidt med Spanien (og Brasilien. Og Frankrig. Og Argentina)! Jaja – sådan er jeg! Men når nu der er så mange gode og dejlige hold … Hvad skal man så gøre? Du kan for øvrigt læse lidt mere om, hvor du kan se fodbold på storskærm her eller her.

VM i fodbold 2014

VM i fodbold 2014

Lørdag:
Lørdag kommer ikke til at være så meget i fodboldens tegn – tror jeg. Derimod skal jeg faktisk ud af byen. Nordpå til gode venners dejlige datters navngivning! Og jeg glæder mig, for det betyder, at jeg skal tilbringe hele lørdagen sammen med nogle af mine absolut yndlingsmennesker. Hvor heldig har man lov at være?

Hvis jeg ikke skulle til navngivning, så ville jeg helt klart smutte ned på Cafe Dyrehaven på Sønder Boulevard og spise min frokost. Jeg faldt nemlig over Klumbens weekend-anbefalinger på politiken.dk, og mit mundvand begyndte straks at løbe ved tanken om frokost på Dyrehaven! Bagefter ville jeg slentre ned ad boulevarden – og helt sikkert igen ærgre mig over, at jeg ikke ejer en basketball – endnu. For det skal være en af sommerens nyanskaffelser. Jeg synes, det ser SÅ hyggeligt ud med dem, der spiller i buret i midten af boulevarden. Og jeg vil også!

Søndag:
Søndag starter med brunch hos et par venner. De bor i en super lækker lejlighed lige ved Kongens Have, så jeg forestiller mig, at jeg vil stille mig på deres altan og fortabe mig i deres dejlige udsigt! Og selvfølgelig også nyde en lækker, hjemmelavet brunch 🙂

Når brunchen er spist, vil jeg tage til loppemarked på Ravnsborggade på Nørrebro. Jeg har været der mange gange før, og jeg synes, at det er noget af det hyggeligste. Og hvem ved, om man måske falder over noget helt uundværligt!

Hvis jeg kunne nå det, ville jeg også tage ud i Valbyparken og være med i The Color Run – et fem kilometers løb, hvor deltagerne bliver dækket i alverdens farver undervejs. Det er første gang, det bliver afholdt i København, og det ser bare super festligt ud!

Billede fra thecolorrun.dk

Billede fra thecolorrun.dk

Søndag aften vil jeg (som næsten altid) tilbringe i sofaen, men denne søndag, vil jeg tage hul på anden sæson af Orange is the new Black! Jeg har glædet mig som et lille barn, siden jeg så det sidste afsnit af første sæson for snart lææææænge siden! Så det er jeg sikker på, vil være den perfekte afslutning på en dejlig weekend!

Orange is the new Black

Orange is the new Black

Rigtig god weekend til alle jer!

Kærlig hilsen
Anne

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.