Vores weekend – uge 31

0
138

Netop vendt hjem fra en fantastisk ferie i Italien, er jeg super klar til at tage fat på en dejlig dejlig sommer weekend i dejlige dejlige København. En sommerweekend af den mere stille og rolige slags dog – for som det altid er, mærkeligt nok, trænger jeg til at slappe lidt af oven på ferien 🙂

I dag, fredag, går turen helt klart til Amager Strandpark. Jeg trænger til en dukkert i dejligt dansk havvand – eller sundvand, om man vil. Og når jeg har været der et par timer, vil jeg smutte forbi Papirøen for en lille snack på Copenhagen Street Food, inden jeg vender snuden mod Skuespilhuset og deres gratis koncerter, Ofelia Live. Jeg elsker sommertiden for alle de gratis tilbud, som byen altid bugner med. I dag spiller Kill J, som jeg faktisk ikke kender, så det er også en dejlig mulighed for mig til at høre lidt ny musik.

Fredag aften bliver brugt på at grille hjemme i min gård – for selv om jeg elsker at rejse ud i verden og opleve den, så ELSKER jeg altså også min egen gård, mit eget hjem. Så en god bøf på grillen, kold hvidvin i glasset – så er jeg mere end tilfreds.

Lørdag har jeg tænkt mig at udforske min indre bilnørd (som jeg formoder er ikke-eksisterende – men hvem ved), for nu har jeg i flere år hørt Louise tale om Copenhagen Historic Grand Prix, og hvor sjovt det er. Derfor vil jeg smutte forbi Rådhuspladsen, hvor mange af de flotte, gamle biler bliver udstillet og vist frem fra 12.30-15 – og de ankommer i kortege-kørsel fra Bellahøj. Jeg tror faktisk, at jeg vil synes, at det er ret så interessant 🙂

Lørdag aften skal jeg ud og drikke vin og drinks! Jeg tror, at vi starter på Ved Stranden 10 og derfra ved jeg ikke, hvor det ender. Men jeg er sikker på, at det bliver både festligt og sjovt!

Søndag skal jeg slappe af. Helt af. Dagen starter med barselsbesøg hos en kær veninde. Og bagefter må jeg nok aflægge badeanstalten Helgoland et besøg. I den her dejlige sommervarme bør man bade HVER dag – eller i det mindste hver anden dag! Efter mange dejlige afslappede timer på badeanstalten begynder hverdagen så småt at kalde igen, og jeg vil tage hjem og gøre mig klar til at se den første mandag i øjnene i meget lang tid. Men det er nu også meget rart at vende tilbage til hverdagen efter en skøn ferie og en skøn weekend!

Må I alle sammen have en fantastisk sommerweekend!

Kærlig hilsen
Anne

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here