Modeugen i København er i gang, og det giver rig mulighed for at kigge på smukke mennesker i stilfulde outfits, der løber fra det ene modeshow efter det andet, til det hele slutter om aftenen med adskillige receptioner, hvor der sippes til kølig hvidvin, kindkysses med alle kollegerne og udveksles sladderhistorier fra modeugerne rundt omkring i verden – alt sammen til tonerne af de hotteste dj’s. Ja, det er alt sammen med godt og fashion, men vi springer den altså over i denne omgang – og der er i øvrigt masser af smukke fotos at finde på Instagram, hvis man gerne vil vide, hvordan vi skal klæde os til næste forår og sommer.
Her er nogle bud på gode weekendoplevelser i København:
FREDAG
Vi ville gerne have bragt et interview med én fra holdet bag festivalen, Uhørt, som løber af stablen fra i dag kl. 16.30, men de har haft så tralvt med at få de sidste detaljer på plads for os publikummer, at det interview må vente, til det hele er overstået. Men ud fra de meldinger, der kommer fra pladsen, samt de billeder som popper op på Uhørts Facebook-side, skal det nok blive godt.
Hvis du hellere vil have et skud kunst, så smut forbi Fernisering Copenhagen Love. Det er galleriet Pavillon 11 på Kronprinsessegade, der står bag, og hvis jeg ikke skulle til min skønnes søsters 37 års fødselsdag i Holte, så var jeg taget til Uhørt – og ellers ville jeg have taget til fernisering. What a Friday!
LØRDAG
Nu skal du høre, hvorfor min lørdag skal foregå på Refshaleøen: Uhørt fokuserer på den store talentmasse af upcoming bands og solister, der findes i det danske land. To dage fyldt med musik, du sikkert ikke har hørt før, men som du garanteret kommer til at høre mere til i den nærmeste fremtid. De vælger bandsne, før de vinder Karrierekonen, og før de spiller på Roskilde. Så hvis du vil være én af dem, der kendte dem før alle de andre, så kom med ud på øen i dag. Jeg glæder mig især til at høre Skinny Violet, som jeg måbede over, da de dukkede op i mit Facebook-newsfeed for et par måneder siden.
SØNDAG
I dag er der kun én ting at gøre – og det er at tage i biografen. Det er igen den tid på året, hvor du kan komme afsted til halv pris, og det drejer sig om samtlige film på programmet. Du kan bare ikke reservere, men kun købe billetter. Jeg skal se et par film, og jeg glæder mig virkelig meget til at se Scarlett Johansson i Luc Bessons nye film, Lucy. Jeg er kæmpe fan af Scarlett, og jeg er kæmpe fan af Luc, og jeg glæder mig til at lade mig overvælde af skønhed i både form og indhold. Og så skulle det i øvrigt regne hele dagen, så en tur ned i biografsæden er vist på sin plads.
Rigtig god weekend.
Kærlig hilsen
Louise