Weekend by LoveCopenhagen #14

0
238
Påsken byder i år på alt fra øl og heste til biler og kaffe. Det bliver, som Suspekt ville have sagt det, 100% Jesus med et festligt og skønt mix af afghanske kvinder, blomstrende kirsebærtræer, fritter i sofaen og verdenskendte dj’s på dansegulvet. Ditte er krøbet ud af sidste års fosterstilling over påsken for i år at hylde livet, kærligheden og ikke mindst Københavns velsmagende, dansable og mangfoldige tilbud.
ONSDAG
MARK KNIGHT PÅ CULTURE BOX

Jeg har tænkt mig at sparke – eller måske nærmere danse – påsken igang på Culture Box, hvor den Grammy-nominerede dj, producer og pladeselskabsejer, Mark Knight, gæster pulten i Black Box som det første spillested på sin ‘All Knight Long’ verdensturne. Kender du ham ikke, så er han en af de helt tunge drenge indenfor house, hvor han har vendt plader igennem mere end ét årti og i dag rangerer som den andenbedst sælgende kunster på Beatport. Med andre ord er det lidt at et scoop, som Culture Box har gjort sig onsdag aften, og jeg glæder mig til at danse påskeferien igang til ‘Your Love’ og langsomt men sikkert lægge i ovnen til en gedigen omgang tømmermænd.

HVAD: Mark Knight ‘All Knight Long’ verdensturne HVOR: Culture Box HVORNÅR: kl. 23.00 – 09 PRIS: 100 Kr.

IN ENGLISH: Culture Box present Mark Knight’s ‘All Knight Long‘ Tour. Mark Knight is the second highest-selling Beatport artist of all time with no less than eight No.1’s. Don’t miss his special and extended set!

SKÆRTORSDAG

KB18 PÅSKETECHNO

 

PÅSKEFROKOST I SOFAEN OG PÅSKETECHNO I KØDBYEN

Sidste år startede min veninde og jeg vores egen tradition med påskefrokost i sofaen foran fjerneren. Vi havde kærestesorger og troede, at vi måske kunne finde trøst i bunden af en (læs: flere) pose(r) chips. Det hjalp lidt og i løbet af et år, har vores hjerter fundet fornyet håb og blomstrer nu om kamp med kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård. Alligevel hopper vi endnu engang op i sofaen Skærtorsdag, hvilket bliver tiltrængt efter en lang og hed nat med Mark Knight. Her skal tømmermændene plejes med en yderst nærende og meget påskegul frokost bestående af chips og dip til forret, fritter og remo til hovedret og is til dessert. Jep, det er monsterklamt og muligvis noget, som kunne optræde i et afsnit af Girls, hvis 6. og sidste sæson vi da også skal se fra start til slut akkompagneret af vores misundelsesværdige festmåltid i sofaen. Hvis vi trænger til lidt luftforandring og mere bas i øregangen, så kunne vi dog godt overveje at lette røven og tage på KB18 til ‘Påsketechno‘, når sidste afsnit (nogensinde) af Girls er rullet over skærmen.

HVAD: Påsketechno HVOR: KB18 HVORNÅR: Kl. 23.00 PRIS: Gratis

IN ENGLISH: Join the Easter techno party at KB18 with a big lineup of DJs. The party starts from 11 PM. Free admission.  

LANGFREDAG
Afghansk filmfestival Cinemateket
AFGHANSK FILMFESTIVAL MED TEMAAFTEN OM KVINDER

Da Cinemateket annoncerede, at de ville køre David Lynch tema i anledning af, at Twin Peaks er tilbage med 3. sæson den 21. maj, meldte jeg mig straks til rub og stub af deres særarrangementer med mesteren. Det blev til mange (virkeligt mange) timer i biografsædet med hænderne foran øjnene og ørene slået ud. Nu er tiden inde til, at jeg kaster mig over noget nyt, hvilket bliver Cinematekets nye festival, Afghansk Filmfestival, der fredag starter med en temaaften om kvinder i tæt samarbejde med foreningen AYAD. Fra 16.00 er der afghansk café med udstilling, gratis te, kaffe og snacks i Asta Bar (underetagen), hvor der bydes på kardemomme-te og Noqul (karamelliserede mandler). Kl. 16.45 til 18.15 vises den afghanske kvinde-kortfilm. Zarlasht K. Habib introducerer med en kort digtoplæsning, og derefter vises tre smukke og tankevækkende kortfilm: ‘Playing the Taar’ (Roya Sadat, 35 min), ‘Qamar’ (Nima Latifi, 20 min) og ‘Beyond the Burqa’ (Sahra Musavi, 22 min.). Fra kl. 18.15 til 19.00 er der debat om filmene med Khaterah Parwani, Madina Parmach og Mursal Khosrawi i Asta Bar. Som afslutning på aftenen vises ‘Osama’ (Seddiq Barmak, 2003) introduceret af Mursal Khosrawi. 

HVAD: Afghansk filmfestival med temaaften om kvinder HVOR: Cinemateket HVORNÅR: kl. 16 til 21 PRIS: 75 kr. 

IN ENGLISH: The Afghan Film Festival in Cinemateket starts on Friday with a theme night about Afghan women. You can among other things experience three short films, poetry readings and debates while you enjoy cardamom tea and Afghan specialties in Asta Bar. 

LØRDAG

Olivers Garage

KAFFE TIL BILNØRDERNE

Jeg skal til det smukkeste bryllup i Dragør lørdag, hvor jeg er så heldig at ankomme i den lækreste bil. Men hvis ikke dagen havde stået på kærlighed, så var jeg taget op til Olivers Garage i Charlottenlund, hvor der er ‘Cars & Coffee’. Arne Jacobsens gamle tankstation fra 1937 fungerer i dag som isbar, og bag den står Oliver – en mand, der mildest talt er vild med biler. Til ‘Cars and Coffee’ kan du komme og vise din gamle bil (over 35 år) frem mod en velbrygget kop kaffe. Du kan også bare komme og kigge, mens du spiser en grillet sandwich med pastrami, goudaost og hjemmerørt senneps-mayo eller en is udviklet i samarbejde med Vebbestrup Flødeis i Hobro der, som navnet indikerer, er lavet med rigtig fløde. Vigtigt.

HVAD: Cars & Coffee HVOR: Olivers Garage, Kystvejen 24, Charlottenlund HVORNÅR: kl. 10 til 12 PRIS: Gratis

IN ENGLISH: Are you the owner of an old car (over 35 years) then take a drive to Oliver’s Garage on Charlottenlund coast road, where there will be ‘Cars & Coffee’ from 10 to 12 AM. If you arrive by car, you get a good cup of coffee. It’s totally free and for all car enthusiasts. 

Pssst!

Skal du feste igennem lørdag, så holder (efter min mening) Københavns vildeste klubaften, What Happens, 10 års fødselsdag på Culture Box. I Black Box spiller Tim Andresen og Pleasurekraft, mens Denis Horvat (vores snude i januar), Ian Bang og Steffen H sørger for god lyd i Red Box. Den runde fødselsdag starter fra kl. 23 og stopper ikke før, at dine fødder gør det.

PÅSKEDAG

Charlottenlund Travbane

ØL FESTIVAL & PÅSKETRAV

Jeg har aldrig været på Charlottenlund Travbane. Men når der søndag for første gang afholdes ‘Øl Festival & Påsketrav‘, så står jeg klar med fjer hatten og handsker! Festivalen er arrangeret i samarbejde mere end 20 bryghuse og konceptet går kort og godt ud på, at du får et 15 cl smagsglas, når du har betalt entré, så du efterfølgende kan købe smagsprøver hos de forskellige bryggere til 10 kr. På dagen kan du købe streetfood i trucks fra Rebel Food, hvis ikke du begiver dig ud i den store påskefrokost i VIP loungen (husk at booke bord). Festivalen kårer også den bedste bryg på dagen, hvor du kan være med i afstemingen og vinde lækre (lur mig om de ikke er flydende) præmier.

HVAD: Øl Festival og Påsketrav HVOR: Charlottenlund Travbane HVORNÅR: kl. 11 til 18 PRIS: 120 kr.

IN ENGLISH: Charlottenlund horse racing track holds its first beer festival and Easter trot where you can taste different beers and help to crown the day’s best. The admission is 120 DKK. 

GRØNTTORVETS MARKED

Grønttorvets Marked

Endnu et madmarked ser dagen lys, når Grønttorvets Marked endelig åbner op for kulinariske herligheder med masser af lokalt producerede delikatesser. Allerede fra torsdag kan du opleve det nye ‘luksussupermarked’, hvor du kan købe alt fra kunst og cykler til fermenterede grøntsager og øl. Jeg glæder mig til at tjekke det ud!

HVAD: Grønttorvets Marked HVOR: Grønttorvet HVORNÅR: torsdag til søndag fra kl. 10 til 18

IN ENGLISH: Another food market sees the day light when Grønttorvet Market finally opens up with culinary delights with lots of locally produced delicacies. From Thursday you can experience the new ‘luxury supermarket’ where you can buy everything from art and bicycles to fermented vegetables and beer.

Pssst!

Søndag er der også påskerundvisning i Botanisk have fra kl. 15 til 16.30 arrangeret af Statens Naturhistoriske Museum. Det koster 150 kr. og billetter kan købes her.

2. PÅSKEDAG

Slap af…  eller tag ligesom en million andre ud og se på de smukke og blomstrende kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegaard.

 


Rigtig god påske herfra og husk; meget kan ske, meget hurtigt; Fra fosterstilling og knust hjerte til blomstrende kærlighed og fuld fart i de fedeste biler. 

/ Ditte

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here