mandag, august 15, 2022
HomeDet sker i KBHWeekend i KBHWEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #20

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #20

Altså, det var lidt den weekend, hvor jeg ikke skulle lave det store udover mit årsregnskab. Men som altid med København, så er udvalget af begivenheder simpelthen for stort og fristende til, at man kan sige nej tak, lukke døren og åbne det kedelige excelark. I stedet for fakturatjek vil jeg derfor slippe min indre post-feminist løs, drikke mig fuld i et drivhus og tjekke byens smukke mænd ud til fødselsdagsfest på byens bedste klub.
FREDAG: RØVLÆKRE KVINDEPOLITISKE EVENTS

talktown

TALK TOWN

Onsdag åbnede Talk Town, der afholdes i anledning af Danmarks værtskab for konferencen ”Women Deliver”, der organiseres af NGO’en af samme navn. Her er netop nu samlet godt 5.000 kvinder, kvindeorganisationer, forskere, menneskerettighedsorganisationer mv. i Bella Center for at diskutere kvindepolitiske problematikker. Talk Town kører parallelt med Women Deliver og skal give den danske kvindepolitiske dagsorden fokus og et internationalt perspektiv. En række af de internationale konferencegæster er derfor blevet inviteret til at deltage i de mange gratis events i Den Grå Kødby – et sted du helt sikker finder mig fredag. For er der noget, der kan få mig op af stolen, så er det, når emnet falder på hverdagssexisme, køn, arbejde, kunst, sex, ligestilling og moderne feminisme. Fredag skal jeg helt sikkert til Gin&Gender #5, der er arrangeret af Selskab for Ligestilling og Dansk Kvindesamfund, og som denne gang har fokus på ‘røven’. Omdrejningspunktet er drinks og litteratur og konceptet simpelt: arrangørerne beder de mennesker, som de selv finder inspirerende, om at udvælge og på dagen læse (eller på anden vis fremføre) tekststykker, der på den ene eller anden måde handler om køn, kønsroller, feminisme, sexisme, kønsidentitet, ligestilling med mere. Alle Talk Towns events er gratis og du kan se hele det inspirerende og spændende program her. Skål, go’ røv og go’ start på weekenden siger jeg bare!

HVAD: Gin&Gender #5 HVOR: Det hvide rum, Slagtehusgade 11 KBH V HVORNÅR: 20 – 22 PRIS: Gratis

Pssst!

Torsdag bliver Den Grå Kødby lavet om til en gadefest, når Rising bands fra årets Roskilde Festival som Shy Shy Shy og FMK spiller op fra kl. 19!

LØRDAG: TØJ-, VIN- OG FØDSELSDAGSFEST

gul

ÅBNINGSFEST I ‘GUL’

Louise fortalte mig tidligere på ugen, at der åbner en gul butik på Nørrebros ellers blå gade. Blågårdsgade får nemlig nye indbyggere i form af tre danske brands, som er gået sammen om at åbne butikken, gul. Her kan du købe cool tøj til kvinder fra Best Behavior, sejt drengetøj fra Mallow, samt behageligt og økologisk yogatøj fra Re-sources (oh jæs!), mens der på åbningsdagen vil være musik, underholdning, drinks og snacks.

HVAD: Åbningsreception i ’gul’ HVOR: Blågårdsgade 18, 2200 København N. HVORNÅR: 12-17

vildvin

VILD VIN FESTIVAL

Hverken Louise eller jeg siger nej tak til et glas vin – eller flere. Derfor vil du også finde os til Vild Vin Festival på lørdags i den yderst charmerende herskabsvilla KW3 med drivhus på Østerbro. Festivalen er et samarbejde mellem Vinhacker og Bite Me Crew og en masse andre seje vin- og mad-folk. Her vil forskellige importører stå klar med godt 50 forskellige flasker vilde vine (dvs. både bio-, øko- og til tider natur på demeter-måden), som vi selvfølgelig agter at smage så mange af som muligt inden, at vi begiver os ud i den store bestillingsseddel – for man kan naturligvis bestille vin til hjemmebrug, ligesom man også vil kunne smovse sig gennem matchende små retter, hvis man køber en tillægsbillet.

HVAD: Vild Vin Festival HVOR: Krausesvej 3, 2100 KBH Ø HVORNÅR: 17 – 21 PRIS: 200 kr.

WHAT HAPPENS 9 ÅRS FØDSELSDAGSFEST

Hvad er det smarteste at gøre, når du først har shoppet og derefter drukket vin i fire timer? At gå hjem, stille poserne, hoppe i danseskoene og så skifte radikalt over til øl. Lørdag aften hiver jeg derfor Louise med ned på boxen for at høre det musik, som jeg holder allermest af – og for at fejre Københavns bedste klubaften, What Happens, 9 års fødselsdag med gratis gyldne damer fra kl. 23 – 00. Her kommer den engelske DJ Nick Warren og vores egen Tim Andresen til at spille elektroniske fødselsdagssange i Black Box til langt ud på morgenen, som, hvem ved, måske kommer til at byde på en høj og smuk fremmed ligesom sidste gang, at jeg besøgte yndlingsklubben.

HVAD: What Happens 9 års fødselsdag HVOR: Culture Box, Kronprinsessegade 54 HVORNÅR: 23 – ? PRIS: 100 kr.

SØNDAG: ICE ICE BABY

CHOKO

SOCIAL ICE

I år har jeg lært begrebet at ‘ice’ folk. Det er egentlig et ret prollet koncept, men også mega sjovt – så sjovt, at jeg kraftigt overvejede at gøre det på en date tidligere på året i Emmery’s (måske skulle jeg have gjort det? Han blev jo alligevel ikke til noget…) Nå, men kender du ikke konceptet, så går det kort ud på, at du tager en Smirnoff Ice (som du jo altid har på dig, ik’?), og så ‘gemmer’ den eller pludseligt lader den dukke op overfor den person, som du ønsker at ‘Ice’. Når dette sker, skal den, der er blevet ‘iced’, død og pine bunde den. Det ondeste er selvfølgelig at gøre det på en søndag, hvor folk har tømmermænd. Så det tip er hermed givet videre. Selv tak. Vil du hellere være sød, så smut ned i Social Foodies på Gammel Kongevej 115 eller Nørrebrogade 41 og forkæl i stedet med en ‘social ice‘ med to kugler, hjemmelavet vaffel med mørk eller hvid chokolade (i hele vaflen, ja tak!) samt hjemmelavet flødebolleguf på toppen med enten vanilje, lakrids eller hindbær. Er du ligesom mig utroligt vægelsindet, så beslut dig hjemmefra og se isudvalget her. Min favorit er klart Sommerkys.

HVAD: Social Ice HVOR: Social Foodies HVORNÅR: søndag kl. 11 – 20 PRIS: 38 kr.

 

Jeg ved ikke helt, hvornår jeg skal få tid til det der årsregnskab. Men jeg ved, at det bliver en fantastisk weekend, og jeg håber, at din bliver det sammen. Vi ses ude i byen!

/Ditte

Love Copenhagen
Love Copenhagen
Louise Taarnhøj. Presserådgiver hos Koalition. Stifter og redaktør. Fluffer og ildkugle. Sørger for, at der er indhold på sitet, som du kan lide. Holder derudover meget af smukke ting - mad, musik, vin. Kan ikke leve uden spændende samtaler med interessante mennesker.
RELATED ARTICLES

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev - fyldt med lækre sager og inspiration til alt det, der sker i København.

Mest læste