WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #30

0
241

Money make the world go ’round, money make your girl go down*. Weekenden står i hip-hoppens tegn, så hvis du lige som mig er vild med tunge beats, håndtegn, graffiti og en afslappet attitude, så læs med her og få idéer til, hvordan din weekend kan se ud.

Jeg havde altid været en rocktøs, hvis man ser bort fra 1990-1993, som primært handlede om hiphop-dans, Salt’n’Pepa, Kris Kross, Arrested Development og Naughty by Nature – men en bleg fyr med blå øjne skulle ændre det. Med afbleget hår og en flabet attitude stjal han min opmærksomhed væk fra de langhårede gutter i øvelokalet. Eminem. Pludselig var det hip-hop, der var the shit, og heldigvis kommer en succes sjældent alene. Med sin mainstream-rap trak Eminem en del andre rappere og hiphoppere op ad hitlisterne, så de små piger i provinsen også kunne lære, hvordan det var at være hårdkogt kriminel i Compton med adskillige skudhuller i kroppen, masser af babymamadrama og alt for mange stoffer. Vi tog det ind, mens vi nikkede med hovederne og rystede røv på dansegulvet.

Det er mange år siden nu, men hip-hoppen kan stadig få mig til at spidse ører, især når den har noget på hjertet. Dengang, hvor Eminem kom frem, var det ikke kun hans blå øjne, der kunne få det hele til at danse indeni. Hans leg med ord var genial! Jeg slugte det, sad med pladecover og lærte hans rap udenad. Han var dejligt ligeglad og provokerende, sexet og hamrende usympatisk. Men hans ord, de overgik alt det andet.

Marshall Mathers LP kørte i fast rotation på discmanen, ofte med gentagelser af Remember Me, Drug Ballad, Amityville og Bitch Please II (holder alle sammen stadig i dag, tjek dem ud), og da The Eminem Show udkom, faldt jeg især for teksten i White America:

Og så står han der i sine alt for store bukser og sin alt for store hvide t-shirt. En rigtig stofmisbruger, som min far vil sige (get it?)

Du ved, du har klaret den, når du laver en musikvideo med en parade af klip fra udsolgte stadions, krydret med vilde fester, studietid med verdens største producere, træning, tonsermange fans, damer og kendte mennesker. You’ve made it! Derfor er den her video lidt irriterende, men er man fan, som jeg indrømmet er, så er det fedt at se, hvor sej (han selv synes) han er. Men Sing for the Moment, med et genialt sample fra Aerosmith, kan andet end at være en visuel sejrsrunde. Lyt igen til teksten.

Nå, det skal ikke handle om Eminem længere, desværre. For hvor meget jeg end ville ønske, at en Eminem-koncert på dansk jord blev en realitet denne weekend – så er det ikke sådan. Vi må lave noget andet og så ellers krydse fingre for, at han snart tager sig sammen og smutter forbi sine danske fans.

FREDAG

GRAFITTI FESTIVAL I PUMPEHUSETS BYHAVE

meeting of styles

Igen skal jeg tilbringe en aften i Pumpehusets Byhave. Det er efterhånden fjerde gang, at jeg besøger byhaven i år, men sådan er jeg – når jeg først er faldet for et sted, så skal det hurtigst muligt gøres til et stamsted. I denne weekend er der endda hip-hop på programmet, når Meeting of Styles Copenhagen inviterer graffiti-malere til at dekorere området, mens forskellige dj’s spiller tung hiphop, der kan males til. Jeg skal bare hænge ud, drikke drinks og se på og tale med dygtige og søde mennesker.

Hvad: Meeting of Styles Copenhagen Hvor: Pumpehusets Byhave Hvornår: Fra i dag fredag den 24. juli fra kl. 15.00 til og med søndag den 26. juli kl. 22.00 Pris: Fri entré

LØRDAG

HIP HOP FEST PÅ NØRREBRO

flavour

Lørdag skal jeg slappe af og arbejde lidt. Der har været så meget knald på den sidste måned, at jeg i den grad trænger til en stille dag. Men helt stille bliver det jo aldrig, og siden jeg bor lige overfor Kødbyen, kommer jeg sikkert til at spise lidt mad på Kødbyens Mad & Marked, eller evt. i den nyåbnede restaurant, Fleisch.

Når jeg har spist mig mæt, arbejdet en smule og sovet omkring fem lure på altanen, vil jeg strække mig og kaste mig selv ud på cyklen mod Nørrebro, hvor Rust inviterer til hip hop fest med blandt andre Pharfar og DJ Graded. De lover at sætte gang i natten med klassisk hiphop og r’n’b – med et skvæt af dancehall. Det lyder som en alletiders måde at spendere en lørdag nat på.

Hvad: Flavour & Brooklyn Zoo Hvor: Rust Natklub Hvornår: Lørdag den 25. juli kl. 23 Pris: 60 kr.

SØNDAGSVENNERNE FESTER IGEN

søndagsvenner #2

Når jeg er udmattet efter dans hele natten, vil jeg slænge mig i græsset til Søndagsvenner på Refshaleøen. Sidste år, da vi havde en fuldstændig vanvittig fantastisk sommer, var det næsten for varmt, og så er det jo, at man skal glæde sig over, at det problem får vi i hvert fald ikke i år. Jeg håber på tørvejr, men ellers danser man jo også udmærket i regn. Ikke så godt i blæst, men det kan på den anden side også blive en underholdende affære, sådan at bumpe ind i hinanden mere eller mindre tilfældigt.

Hvad: Søndagsvenner #2 Hvor: Refshaleøen Hvornår: Søndag den 26. juli kl. 10-24 Pris: Gratis

Det er, hvad jeg skal bruge min weekend på. Kan godt se på det hele, at mandag og tirsdag i næste uge bliver nogle lange, trætte dage, men sådan er det, når byen er fyldt med lækre events og sjove fester. Og så vil jeg i øvrigt også forsøge at presse ind i en samtale, at jeg tilfældigvis kan Eminems ‘My Dad’s Gone Cracy’ udenad (andet vers er SÅ morsomt, I freakin’ love it). Jeg demonsterer det gerne, hvis du møder mig.

GOD WEEKEND!

/Louise

*Rae Sremmurd: This Could Be Us

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here