WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #4

WEEKEND BY LOVECOPENHAGEN #4

by 28/01/2016
Wow wow wow … så blev det da nok lige weekend, hva’? Og hvis det står til mig, så skal den sidste weekend i januar sluttes af med et brag af en fest, der godt må være med ukendte rytmer og på usikker grund.

Min fest starter på VEGA med en håndfuld af de nyeste i den danske musikklasse og slutter under diskokuglen på Nørrebro iført rulleskøjter og mikrofonhår. Herudover skal jeg have et indblik i, hvem der har designet mange af de ting, som jeg bruger i min hverdag som buskurer, toiletter og blindestriber (jeg kan godt lide at træde på dem) og vil derfor tage turen ud på Kløvermarken, hvor en imponerende udstilling om en af Danmarks mest produktive designere netop er åbnet.

FREDAG
VEGAS UDVALGTE

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 19.22.34

For sjette år i træk præsenterer VEGA VEGAs Udvalgte, hvilket vil sige de kunstnere, som VEGA mener kommer til at sætte deres aftryk på musikåret 2016. Tidligere har VEGA ramt plet med navne som MØ, Ulige Numre, Kwamie Liv, Anya, Saint Cava, Rangleklods og TopGunn, der efterfølgende har slået igennem både på den nationale og internationale musikscene. Holdet i år består af: Katie Keller, Soleima, Molly, CODE WALK, Guldregn og CHINAH, som jeg er sikker på, at du nok skal stifte større bekendtskab med i musikåret 2016. Start derfor allerede første lyt på fredag, når VEGA præsenterer deres nyeste udvalgte.

HVAD: VEGAs Udvalgte HVOR: Lille VEGA og LOUNGEN, Enghavevej 40, 1674 København V PRIS: 140 kr.

LØRDAG
RULLESKØJTE DISCO

993844_924201764299669_5744285750222837419_n

Det er mere end et årti siden, at jeg sidst slog mig løs på rulleskøjter. Dengang gjorde jeg Sydsjællands svar på Rødovre, Fensmark, usikker på rollerblades – du ved, dem med fire hjul lige efter hinanden. Lørdag vil jeg finde mit Daddy Cool-kostume frem (jep, jeg har sådan et. Se beviset herunder), når Mills afholder rulleskøjtedisko på Nørrebro. Her bliver Cafe AE’s kælder for en dag udstyret med diskokugler, DJ, glimmer og dansegulv. Der er mulighed for leje af skates, hvis du ikke selv ligger inde med et par (25 kr. for en time og 50 kr. for hele aftenen) og du vil selvfølgelig kunne købe øl, shots, vand osv., så du ikke går ned på væskemangel, når du først giver den gas. Vi ses til mikrofonhår og (nok noget usikker) diskodans!

HVAD: Rulleskøjtedisko HVOR: Cafe AE, Frederikssundsvej 7, 2400 København N PRIS: Børn: 20 kr. Voksne: 30 kr.

10501703_10156176318475442_5284853857337454116_n

Daddy Cool-kostume – tjek! Her kan tilføjes, at det er designet i rød velour med tilhørende machende buks samt plateaustøvler i ruskind. Jeg skulle have været mand i 70’erne…

SØNDAG
DESIGN FRA DIN HVERDAG

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 19.52.38

Hvis ikke der ringer er en klokke, når du høre navnet Knud Holscher, så kan jeg fortælle dig, at han er manden bag det toilet, du med garanti sad på som lille. Listen over hans design gennem tiden er ikke mindre end IMPONERENDE (sagt på Kirsten Birgit’sk). Her finder du en sanitetsserie for Ifö, metrosøjler for Metroselskabet, barnevogne, lysestager, skiltning, dørhåndtag, industriel belysning, busskure, brændeovne, lamper, kuglepenne, bestik, vaser, lydisolering og blindestriber – mange ting, som du er i kontakt med hver dag. I anledning af designerens 85 års fødselsdag er galleristen Anders Petersen gået sammen med Knud Holscher om at skabe udstillingen “Knud Holscher – Design til hverdagen”, der folder sig ud i Anders Petersens 500 kvm store galleri ved Kløvermarken på Amager. Gennem de næste godt to måneder vil udstillingen have tilknyttede arrangementer, hvor kendte kulturpersonligheder omviser og holder foredrag om Holschers design og virke. Vil du bare have lidt kulturelt indhold på din søndag, så smut bare selv forbi og se, hvad den yderst produktive designer har bedrevet gennem årerne.

HVAD: Udstillingen “Knud Holscher – Design til hverdagen” HVOR: Galleri A. Petersen, Kløvermarksvej 70, 2300 København S

Jeg forudser blå mærker og måske det, der er værre, på mandag. Men jeg er samtidig sikker på, at jeg til den tid vil tænke tilbage på en weekend, der gav mig masser af nye yndlingskunstnere, uforglemmelige disko-moves og et indblik i, hvem der står bag nogle af de ting, som jeg har brugt og set i min hverdag helt tilbage til dengang, den foregik i Fensmark.
Rigtig god weekend.
/Ditte

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.