Jeg er mit følsomme hjørne i øjeblikket og tuder simpelthen af ALT – om det er Mads & Monopolet, Malala eller Magic Mike – selvom jeg absolut intet har at tude over. Og når jeg først er kommet i gang, kan jeg næsten ikke stoppe. Derfor skal denne weekend være proppet med usentimentale ting – som øl, Bond og Bearnaise. Og måske lidt efterårsfarve i skoven (hvilket sikkert får gang i tårerkanalerne igen).
HE CALLED ME MALALA
Jeg skulle fortælle min veninde om den fremragende dokumenter, He Called Me Malala, som har premiere i dag. Jeg kunne mærke en klup i halsen, og pludselig sad jeg og hulkede… Jeg så dokumentaren i Grand i søndags, og det var en gribende oplevelse. Hun er inspirerende, og det er en frygtelig historie, hun har været igennem i sit kun 18-årige liv. Suk. Jeg får tårer i øjnene bare af at tænke på den kamp, som hun og hendes far kæmper. Du bliver nødt til at se den dokumentar, lov mig det!
SPECTRE
I morgen vil jeg beskæftige mig med en ‘misogynistisk’, sexistisk, hårdtslående og aldeles tiltalende mand. Nej, der er ikke tale om en ny bad boy, der har stjålet mit hjertet. Det er naturligivs Bond, der får min udelte opmærksomhed på denne fredag. Jeg er stor fan af manden, især i skikkelse af Daniel Craig, som er for meget på mange områder, men det er på de helt rigtige områder, og det gør kun minusserne til plusser. Jeg elsker, at Bond-universet aldrig ændrer sig – at det altid er de gode mod de virkelig onde, at kvinderne er voldsomt smukke og sexede, at heltens gadgets er så vanvittigt flotte og seje – og at han samtidig har overarme på størrelse med mine lår. Og isblå øjne og lyst hår. Jeg er faktisk tæt på at tude igen… Og nu får vi lov til at nyde ham på det store lærred, i selskab med Jesper Christensen, som på sin egen måde er lige så sej som Bond. Det er da rørende!
Øl på Dialegd
Når jeg har sukket over James Bond, vil jeg dulme nerverne og genfinde roen med øl på Dialegd. Hvorfor har jeg aldrig besøgt den ølbar? Jeg er vild med øl, og jeg bor på Vesterbro. Det giver ikke mening, men jeg tror faktisk, at svaret skal findes i, at byen efterhånden byder på så mange spændende øl- og vinbarer, at man jo ikke kan nå det hele på én gang. Nu er turen kommet til Dialegd på Viktoriagade, hvor jeg vil nyde en almindelig pilsner og glæde mig over, at julebryggen endnu ikke har raseret gaderne med sin søde humle. Bvadr!
HELL-OWEEN
Ifølge overtro er natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden. Det skal jeg åbenbart fejre på Escobar. Det plejer jeg faktisk ikke at gøre, men hvis jeg skal undgå at falde ned i sofaen med en film, der med garanti vil få gang i tuderiet igen, så må jeg hellere tage til en fest fyldt med heavy metal fans, der er klædt ud som lig. Det kan bare ikke gå galt, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Og nu, hvor jeg har sagt det tilpas mange gange, tror jeg efterhånden på det – og jeg glæder mig. Det er åbent for alle, og du behøver ikke at være klædt ud. Jeg skal klædes ud. Som hvad, siger jeg ikke – og jeg lover dig, at du ikke kan genkende mig, hvis du kommer. Uuuhhh.
PODCASTSØNDAG
Dagen efter udklædningsfesten skal jeg bare slappe af, mens jeg arbejder på nogle artikler. Og så vil jeg høre mine yndlingsmennesker, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og Rasmus Bruun i Den Korte Radioavis, og Martin Kongstad i Bearnaise er dyrenes konge. Derudover kaster jeg mig over en juicekur, Cleanse, fra 42Raw. Fem dage kun med juice. Det er det rene selvmord for sådan én som mig, der ikke kan spise et måltid uden at slutte det af med en dessert (om det så bare er en Oreo – der SKAL være noget sødt), som elsker mandags-scones fra Meyers, tirsdags-vin og onsdags-vin og torsdags-vin og fredags-vin og lørdags-vin og søndagsslik. Men lige netop derfor er det på tide, at jeg lige nulstiller systemet, så det ikke mindst er klar til en lang CPH:DOX-festival, der løber af stablen fra på tirsdag.
Og når jeg så ligger der og beklager mig over, at jeg ikke kan leve kun af juice, så skal jeg nyde Drake – en mand, der danser. Jeg er VILD med hans nye musikvideo – jeg får lyst til at danse med ham. Han gør det godt, især i slutningen, når han danser med sine dansere. Men mænd, prøv ikke at efterligne det, det kan kun gå galt. Drake-dans og jogging-bukser – det er ikke trends, vi skal have de danske mænd ud i. Og det er fuldstændig ligegyldigt, hvad Euroman fortæller dig. Svaret er NEJ.
GOD WEEKEND!
/Louise