Årets mest magiske måned begynder denne weekend, og jeg glæder mig! Som vært for julen og alle de hyggelige traditioner omkring denne, introducerer december måned ikke blot for nye kroner på kontoen, men for min yndlingsårstid, nemlig vinteren. Læs med, når jeg deler ud af min første juleweekend, der bl.a. står på kunst, cuisine og comedy.
FREDAG
One-man show “Dårlig feminist”
Fotocredit: ANR
Jeg elsker kønsdebatten, og jeg elsker at grine, så derfor har jeg tænkt mig at tage et smut forbi Comedy ZOO på fredag, hvor Ane Høgsbergs første one-woman show “Dårlig feminist” kører. Selvom hun identificerer sig selv som feminist, går hun på æggeskaller for ikke at træde nogen over tæerne. Faktisk føler hun, at hun er dårlig til at være feminist, hvilket godt kan forekomme lidt spøjst. Mest interessant for mig at se, er hvordan hun erkender at hun er dårlig til noget – og at det er helt okay.
Showet kører torsdag, fredag og lørdag denne uge, og billetter kan købes HER.
HVAD: Ane Høgsbergs show “Dårlig feminist” HVOR: Comedy ZOO, Knabrostræde 19, 1210 København K HVORNÅR: Kl. 20.00 PRIS: Fra 140 kr.
In English: If you want a good laugh, you should check out Ane Høgsberg’s show “Bad Feminist” in Comedy ZOO this weekend.
LØRDAG
Julemarked på Værnedamsvej
Fotocredit: Facebook-begivenhed
Et af mine yndlingsting ved julen, er al optakten. Måske er det kulden, måske er det de korte dage, eller måske er det bare mig, men det virker som om, københavnere har et helt andet overskud. Folk inviterer over til julehygge hver søndag, og der popper flere og flere invitationer op til julefrokoster – og så er der selvfølgelig julemarkederne, hvor vi alle samles under stjernehimlen og nyder denne hellige tid til fulde.
Ét julemarked, jeg glæder mig til at tage til, bliver dét på Værnedamsvej og Tullinsgade. Der er alt, det julede hjertet begærer – fra gløgg og brændte mandler til boder med antikviteter. Selv butikkerne trækker ud mod gaderne og tager del i hyggen.
HVAD: Julemarked HVOR: Værnedamsvej og Tullinsgade HVORNÅR: Kl. 9-16.00 PRIS: Gratis
In English: You should definitely set some time off to stroll by this delightful Chrismas market on Saturday.
Tivoli Food Hall
Papirøen, Torvehallerne og Westmarket deler samme koncept om at lægge hus til en masse individuelle spisesteder med hver deres kulinariske specialitet. Jeg er stor tilhænger af konceptet, og det gør, at jeg selvfølgelig glæder mig til at tage et kig forbi Tivoli Food Hall lørdag aften. Det bliver spændende at “experience fast gourmet”, som Tivoli beskriver det. Jeg har allerede planlagt et visit til Zócalo, der tilbereder mexikansk mad fra bunden med nøje udvalgte råvarer.
HVAD: Tivoli Food Hall HVOR: Vesterbrogade 3, 1630 København V HVORNÅR: Kl. 11:00-24:00 PRIS: Gratis indgang
In English: Experience gourmet cuisine in Copenhagen’s newest major food hall, Tivoli Food Hall, where you’re offered a wide variety of eatable delights.
SØNDAG
Gillian Wearing i Statens Museum for Kunst
Fotocredit: SMK
Normalt er der masser af kunstudstillinger, som appellerer til mig æstetisk, men som jeg må være ærlig at sige, jeg ikke rigtigt kan relatere til det. Men lige netop denne udstilling, “Family Stories” af Gillian Wearing, fanger mig med, hvor intimt det hele er. Wearing er meget optaget af mennesker, deres relationer og private fortællinger, og det er noget, vi alle kan relatere til. Jeg glæder mig i hvert fald meget til at blive inspireret af denne udstilling på søndag.
HVAD: Gillian Wearings udstilling HVOR: Statens Museum for Kunst HVORNÅR: Kl. 11:00 – 17.00 PRIS: 110 kr. (Ung under 30 år 85 kr.)
In English: On a rainy Sunday you should pay a visit to The National Gallery of Denmark for the intimate exhibition “Family Stories” by Gillian Wearing.
En lille note:
Vi må ikke glemme, at julen er den måned, hvor familier skaber tid og samles om god mad, skønt selskab og forhåbentlig en masse gaver. Derfor er min plan at afslutte ugen ved at tilbringe søndag aften med min kære familie. Selvom jeg kommer fra et muslimsk hjem, har vi deltaget i festlighederne og traditionerne omkring julen så langt tilbage, jeg kan huske. Så på søndag holder vi traditionen tro ved at mødes og hygge på decembers søndage, naturligvis med adventsgaver til familiens yngste.
Jeg håber du får den bedste weekend!
/Hana