Kan du mærke det? Julemåneden altså… På den fede måde! Ikke den der stress, stress, stress-måde, men mere den idylliske, overskudsagtige og smilende, ikke? Nå ikke?
OK! Jamen så kommer LoveCopenhagen dig til undsætning her op til weekenden, hvor vi guider dig i en retning af hygge, velvære, shopping, sjov og ballade. Er du med på dén så? Herligt, jamen så går vi i gang! 🙂
FREDAG
BARBARA I GONGINI X-MAS SAMPLE SALE
Det trendy fashion brand, BARBARA I GONGINI holder julesalg med de HELT store besparelser til hende – 50% på årets varer, og 20% på de nye designs. Det er sgu ret sejt – og så op til jul. Nu er jeg ikke den største modekender i København, men jeg kender brandet og har da også været til modeshow hos dem for nogle år siden. Det er stilrent og lækkert, og når man får det serveret på et sølvfad, så bør man tage for sig 🙂
JULEVÆRKSTED I COPENHAGEN FABLAB
Jeg ville ønske, at alle var så heldige som jeg selv – for jeg både elsker at give og få julegaver. Desværre er det ikke alle forundt, og det agter Copenhagen Fablab at gøre noget ved. Således kan du tage din kæreste, venner, familie eller børn med i det kreative julegave-værksted og skabe julegaver til børn, hvis forældre ikke har de økonomiske midler til at give dem gaver. Det er ikke ‘bare’ klippe-klistre-opgaver, nej her er tale om 3D-printere og laserskærere og meget mere, så hvis du føler for at gøre noget godt for nogle andre, så kig forbi Valby Kulturhus’ 4. sal 🙂
Copenhagen Fablab, Toftegårds Plads, Valgårdsvej 4-8, 2500 Valby
JULEMUSICAL FOR HELE FAMILIEN – “I DINE JULEDRØMME”
Musicalteatret er fremme igen, og de dygtige mennesker bag har det altså med at levere varen. Dette års musical er af gode grunde tilegnet det lidt yngre publikum, men både storyline og sange er så absolut også egnet til os, som måske ikke helt vil indrømme, at vi er voksne. Der er ihvertfald en utrolig masse juleklassikere på repetoiret, og man kan næppe undgå at gå derfra med et kæmpe smil på læben.
Der er forestillinger fredag og lørdag kl 10, 12, 14 og 16, så kig ind på Musicalteatret og sørg for dine billetter. (de koster kun 50 bobs)
Musicalteatret, Charlotte Ammundsens Plads 3, 1359 København K.
UDSTILLING OM NATASJA
Mange har sunget om København, men langtfra ligeså mange har sunget så energisk og passioneret om København som afdøde Natasja. Der er ingen tvivl om, at Danmark mistede en kæmpemæssig stjerne og mindst ligeså stor personlighed, da hun kørte galt i en bil på Jamaica. På trods af Natasjas relativt korte karriere gjorde hun så markant et indtryk både i Danmark og udlandet, at hendes store passion for musikken og for hendes by, København, lever videre. På Kulturcentret Assistens kan du få et indblik i, hvor hun mon ville være idag – som 40 årig – og mindst ligeså vigtigt; hvordan hun voksede i netop – København.
Entré 20 kr. Kultrhuset Assistens, Kapelvej 4, 2200 København N
FLAVOUR PÅ RUST m. PHARFAR (og mange andre!)
Nå, men det er blevet lørdag, og det er gået op for dig, at du allerede har spist flæskesteg med brun sovs 3 gange siden 1. december, og du bestemmer dig for, at det egentlig ville være en god idé at tage i byen og tabe dig ved at danse og drikke julebryg – og det er en smadder go’ idé! 🙂 På altid godt bookede RUST kan du blandt andet stifte bekendtskab med, hvad jeg vil kalde en levende legende inden for dansk dancehall og hiphop, Pharfar. Han leverer et DJ-set, som sikkert kan sætte gang i julefusserne, og så er RUST altid et farverigt og uhøjtideligt bekendtskab.
RUST, Guldbergsgade, København N, 23-05, 60 kr i døren.