Weekend by LoveCopenhagen #50

0
282
Fasangården
Så er der ikke mange weekender tilbage i dette år. Og jeg må indrømme, at jeg ikke spurter derudaf, som jeg plejer – sygdom har ramt kontoret og dermed også mig for en kort periode. Hvilket ikke er så smart, når man som jeg har planer alle dage i ugen. Dog rejser jeg nu fra sygesengen og tager revanche i det københavnske kulturliv, som også i denne weekend har forfærdeligt meget at byde på. Lad Louise T. guide dig:

TORSDAG

Tove Ditlevsen

Mindegudstjeneste for Tove Ditlevsen

Som datter af en dygtig dansklærer er jeg vokset op med litteratur og har altid elsket de skrevne ord. Tove Ditlevsen har spillet en særlig rolle i mit liv, og i dag er det 100 år siden, hun blev født. Det bliver naturligvis fejret i hele København – blandt andet kl. 17-19 i Kristkirken på Enghave Plads.
Her får du mit yndlingsdigt, som stadig giver mig tårer i øjnene, ligesom første gang jeg læste det:

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt, 
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Kirkens døre er åbne fra kl. 17, hvor der er æbleskiver. Kl.17.30 er der gudstjeneste med Mia Rahr og Mette Gramstrup.
Tove Ditlevsens tekster er grundlaget for en halv times medlevende og solidarisk erindring om en kvindes verden set fra Vesterbro.

HVAD: Mindegudstjeneste for Tove Ditlevsen HVOR: Kristkirken HVORNÅR: Kl. 17-19 PRIS: Gratis

In English: One of the greatest Danish writers, Tove Ditlevsen, who died in 1976, would have turned 100 today. It is being celebrated all over Copenhagen – among other places at Kristkirken on Enghave Plads. It’s at 17.00.

FREDAG

Demonstration

Demonstration mod slaveri og menneskehandel i Libyen

Lad os bruge julen på at være taknemmelige over det, vi har, og hjælpe dem, som ikke har så meget! Jeg kan nærmest høre dig sukke og vende det hvide ud af øjnene, men jeg elsker at være politisk korrekt til det kvalmende – det er nemlig blevet stort set forbudt i de finere kredse efterhånden (og hvem vil ikke gerne bryde reglerne?).

Fredag er der demonstration mod slaveri og menneskehandel i Libyen. NGO’en, Improve Sierra Leone, har i samarbejde med forskellige organisationer, herunder det eritreanske samfund i Danmark, stablet denne demonstration på benene, hvor de opfordrer alle danskere til at møde op for at vise solidaritet og medfølelse over for de ramte afrikanske indvandrere og deres pårørende – og for at minde om resten af verden, som vi i Danmark er imod slaveri og menneskehandel.

HVAD: Demonstration mod slaveri HVOR: Rådhuspladsen HVORNÅR: Kl. 17 PRIS: Gratis

In English: Not everyone enjoys life as much as we do here in Copenhagen. That’s why we should show empathy towards the people in Liberia and demonstrate against slavery and trafficking. It’s at the town square (Rådhuspladsen), and it starts at 17.00. 

LØRDAG

Papirøen

Sidste fest på Papirøen

Som Louise B tidligere på ugen skrev her på sitet, så lukker Papirøen nu og holder derfor deres sidste fest. Det er vi mange, der er kede af, men sådan er det ofte med det allerbedste her i livet: det slutter!

I samarbejde med Royal Beer og Soundvenue holder Copenhagen Street Food en gigantisk afskedsfest, hvor de takker for fire gode år med bajere, street food og hygge på kajen. Der er selvfølgelig også diskokugle og livemusik, og så er der de dejligste dj’s, blandt andre Simon Dokkedal, Master Fatman og Frederik Lehmann. Det bliver helt sikkert et på mange måder bevægende øjeblik.

HVAD: Final Party på Papirøen HVOR: Copenhagen Street Food HVORNÅR: kl. 16-04 PRIS: Gratis

In English: Copenhagen Street Food on Paper Island is closing! After four years of street food, happy hangout and parties, it’s come to an end. This Saturday, you can join many other fans of the street food to a grand final party with lots of disco, live music and the best dj’s in town. It starts at 16.00. 

 

SØNDAG

Fasangården

Juleafslutning på Fasangården

Jeg elsker Fasangården i Frederiksberg Have – som jeg desværre først opdagede langt henne på sommeren. Fasangården er et ældgammelt hus, der i år er blevet brugt som kreativ legeplads for Aarstiderne. Her har de lavet restaurant, haft gårdbutikken og afholdt adskillige events. Huset er fredet, og det er noget af det smukkeste, jeg længe har set.

Oprindeligt var Fasangården for fasanmesteren, som havde til opgave at opdrætte fasaner til kongen. I midten af 1800-tallet var fasaneriet for længst nedlagt, og da boede blandt andre digteren Adam Oehlenschläger på gården i sommermånederne. Også fysikeren Hans Christian Ørsted blev tilbudt at bo der, men nåede dog aldrig at flytte ind, før han døde i 1851. Siden da har Fasangården været lejet ud til private.

Denne søndag er der juleafslutning, hvor der serveres duck-dogs – hotdog med confiteret and med et fermenteret indslag – der bages lune vafler, og de har varmet en god alkoholfri gløgg, samt kakao med flødeskum.

Der foregår selvfølgelig også andet julet, såsom julelege for børn og barnlige sjæle, du kan lære at fermentere din egen julekraut, og så har gårdbutikken åbent.

Der er åbent i hele bygningen, så du kan gå på opdagelse i det gamle hus – og det skal du!

HVAD: Juleafslutning på Fasangården HVOR: Fasangården HVORNÅR: kl. 10-16 PRIS: Gratis

In English: The Danish company, Aarstiderne, who sells organic vegetables and fruit, are having a christmas party to end the season in Frederiksberg Have where they’ve had a small shop with organic food. Come and taste a delicious duck-dog or have a glass of glüewein. 

En lille note – om det dejlige og det svære ved julen:

Jeg havde en interessant og varm samtale med min ven den anden dag – jeg lå syg og skulle have været i teatret med ham, men i stedet kom han hjem til mig for at passe mig, drikke te, spille lidt guitar og snakke med patienten.

Vi kom til at snakke om julen; både det gode og det dårlige. For selvom der er masse af lys, varme og lækre kager, så er der også melankoli, slutninger, savn og knuste hjerter. På en måde skal dem, der ikke er tilfredse, strenge sig endnu mere an for ikke at falde ned i tristessen. Det store fokus på familie, romantik og glæde kan for nogle virke påtrængende.

Hvorfor er jeg single, når jeg ikke vil være det?

Både min ven og jeg har det lidt ambivalent med julen. På den ene side elsker jeg den, særligt tiden med min familie, som jeg er så heldig at have, og som jeg er stolt af og elsker meget højt. Jeg elsker, at vi samles på arbejdspladserne, i vennegrupperne, i familierne for at fejre julen. Og julemaden – dejligt at den kun skal indtages én gang om året, men det nyder jeg til gengæld også meget.

På den anden side minder julen mig om, at jeg er single, og det har jeg faktisk ikke lyst til at være. Den minder mig om, at endnu et år er gået, og fik jeg mon gjort, det jeg havde sat mig for? At jeg bliver ældre, at min familie bliver ældre, at livet er kort og skrøbeligt.

Grund-taknemmelig

Min ven havde det på samme måde. Melankolien, der lægger sig over sindet og tankerne og får én til at føle længsel efter noget, man end ikke kan sætte ord på. Vi snakkede om, hvordan ‘Last Christmas’ er verdens værste julesang, fordi den nærmest kan gøre ondt i hjertet at lytte til, der er så mange forventninger drømme om, hvordan det hele skal være – og så lidt, der går i opfyldelse. Og midt i en sætning, stoppede han op, kiggede på mig og sagde: “Jeg bliver så grund-taknemmelig for at være her nogle gange. Vi skal jo dø, så det er bare med at være taknemmelig lige nu, hvor vi er her.”

Jeg var lidt overrasket, for det er den samme ven, som jeg altid kan have dybe samtaler med, hvor vi brokker os over alt og alle, tingenes tilstand; verden, der er af lave.

Men det passer faktisk godt ind i en melankolsk jul at være grund-taknemmelig. Jeg må indrømme, at det er sjældent, at jeg føler mig taknemmelig over selve livet, men det bør jeg nok begynde på. Ligesom Svend Brinkmann siger, så er det meget sundt at fokusere lidt på døden hver dag.

Selvom jeg er alene og faktisk netop er kommet ud af at kompliceret bekendtskab, selvom jeg endnu ikke er nogens mor, selvom jeg meget ofte savner at dele dobbeltseng med en lækker og klog mand, så er der ikke nogen, der kan tage dette øjeblik fra mig. Og ingen ved, hvad der sker i morgen – om tingene bliver bedre eller værre.

Min ven greb min guitar og spillede en stille version af Coldplays julesang, Christmas Lights, for mig, mens jeg drak af min te og glemte, at jeg var syg. Lige dér var jeg meget taknemmelig. Især forbi jeg har så god en ven.

GOD WEEKEND!

/Louise T

Previous article13. december
Next article14. december
Louise Taarnhøj. Indehaver af Lula Media. Stifter og redaktør. Fluffer og ildkugle. Sørger for, at der er indhold på sitet, som du kan lide. Holder derudover meget af smukke ting - mad, musik, vin. Kan ikke leve uden spændende samtaler med interessante mennesker.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here