Så er vi allerede et godt stykke inde i januar, og for at være helt ærlig så viser årets første måned sig ikke fra sin bedste side. Weekenden står nemlig på regn og kulde, men det skal ikke lægge en dæmper på humøret. Her får du lidt inspiration til en weekend i København, som forhåbentlig vil få smilet frem igen.
Af Louise Bro
Torsdag
Hvis du endnu ikke har været forbi Kunsthal Charlottenborgs udstilling Art & Porn, så skal du skynde dig forbi. Den lukker den 12. januar, så du har lige weekenden til at nyde denne fantastiske udstilling. Udstillingen markerer 50-året for billedpornografiens frigivelse, hvor Danmark som det første sted i verden frigav pornoen i 1969. Det er et virkeligt interessant indblik i, hvordan pornoen har udviklet sig gennem kultur, kunst og endda også har været med til at udbrede internettets store succes. Jeg har selv været forbi to gange, og der er virkelig mange tankevækkende, humoristiske og også lidt grænseoverskridende værker, så jeg kan kun anbefale dig at tage forbi.
HVAD: Art & Porn på Kunsthal Charlottenborg HVOR: Kongens Nytorv 1, KBH HVORNÅR: Torsdag kl. 12-20
Fredag
I weekenden fylder Culture Box 15 år, og det bliver fejret med fester både fredag og lørdag. Boxen er uden sammenligning det bedste sted at svinge basarmen og forsvinde i mørket med dans og fest natten lang til svedige beats. Jeg er sikker på, at weekendens fester ikke bliver nogen undtagelse. Fredag kan du bl.a. opleve Mall Grab, Tim Andresen, Baime og Anastasia Kristensen – og lørdag fortsætter festen med Kasper Bjørke og George FitzGerald.
HVAD: Culture Box 15th Birthday Wekeend HVOR: Kronprinsessegade 54, KBH K HVORNÅR: Fredag kl. 23-08 og Lørdag kl. 23-08
Lørdag
Lørdag kan du komme helt ned i gear, når Nikolaj Kunsthal tilbyder yoga i ret ekstraordinære omgivelser. På lørdag vil Leonard Cohens musik danne rammen om et meditativt Kundalini yogahold, hvor du kan arbejde med bevidstheden ved at træne og udvikle krop, sind og ånd. Billet til yogatimen inkluderer også entre til udstillingen i både Nikolaj Kunsthal og Kunstforeningen GL STRAND, hvor du lige nu kan opleve udstillingen Leonard Cohen: A Crack in Everything.
HVAD: Yoga & Cohen HVOR: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, KBH K HVORNÅR: Lørdag kl. 08.30-10.30
Søndag
Det er den helt store fødselsdag uge, både for Culture Box, LoveCopenhagens helt egen Louise T og også for Broaden & Build, som kan fejre 1 års fødselsdag på søndag. I de fede og rå lokaler på Refshaleøen kan du være med til fødselsdagen, som bliver fejret med musik, en speciel fødselsdags-menu og en særlig øl brygget til lejligheden.
HVAD: Broaden & Build First Birthday Bash HVOR: Refshalevej 175A, KBH K HVORNÅR: Søndag kl. 16-01
Ha’ en dejlig weekend!
// Louise Bro