Det er så kedeligt at snakke om vejret, men det er svært ikke at snakke om det, når det endelig er blevet forår i København. Alt springer ud for tiden, det dufter fantastisk, og det skal du nyde de næste par dage – her er inspiration til din weekend København.
Af Louise Bro
TORSDAG
Torsdag aften er der fernisering på Kunsthal Charlottenborg, hvor du kan se den årlige afgangsudstilling. I år dimitterer 34 kunstnere fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og deres værker præsenteres på denne udstilling, som kurateres af Natalia Sielewicz fra Museum of Modern Art i Warszawa. Der er gratis entré, og til ferniseringen kan du udover kunst opleve musik af Hasfeldt og performance af Aske Thiberg.
HVAD: Fernisering: Afgang 2023, Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler
HVOR: Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, KBH K
HVORNÅR: Torsdag kl. 17-20
FREDAG
Fredag fejrer Øens Have, at de igen åbner efter en lang vinter for den ny sæson. Bylandbruget og restauranten byder derfor indenfor og udenfor til en dag med høj stemning, mad, drikke, live-musik og hyggelige aktiviteter – for både børn og voksne. Der vil være rundvisning, lækre kolde drikkevarer, mad og snacks hele dagen og musik fra Freetown Social Club og Willam Torp.
HVAD: Øens Have – åbningsfest ’23
HVOR: Refshalevej 159b, KBH K
HVORNÅR: Fredag fra kl. 15
LØRDAG
Hvornår har du sidst set byen fra oven? Det kan du lørdag, hvor Nikolaj Kunsthal laver en en guidet tur op i det gamle kirketårn. Herfra kan du nyde et glas bobler og en panoramisk udsigt over hele København! Fra udkigsposten i 35 meters højde kan du se udover byen tage og få en fantastisk udsigt over byen samtidig med, at du nyder et glas boblende, kølig og økologisk Cava.
HVAD: Bobler og byudsigt i 35 meters højde
HVOR: Nikolaj Plads 10, KBH K
HVORNÅR: Lørdag kl. 15.00-15.45
PRIS: 40-80 kr.
SØNDAG
Søndag skal du starte dagen med morgenyoga på kajen ved Broens Gadekøkken fra kl. 10-11. Det er helt gratis at deltage, du skal bare huske din egen yogamåtte. Herefter skal du tage over på den anden side af havnen og nyde foråret. Som du måske har opdaget på samtlige sociale medier, er de smukke kirsebærblomster begyndt at blomstre. Og det er ikke kun på Bispebjerg Kirkegård, hvor mange flokkes til, at du kan se de blomstrende kirsebærtræerne. Dem kan du bl.a. også nyde i Langelinieparken, og der er igen i år Sakura Festival lørdag og søndag for at markere forårets kommen. Du kan gratis deltage i festivalen, som også fejres på Seaside Toldboden. De serverer både brunch, frokost og middag, som du kan nyde indenfor eller i forårssolen på deres terrasse.
HVAD: Sakura Festival
HVOR: Langelinieparken og Seaside Toldboden, Nordre Toldbod 24, KBH K
HVORNÅR: Lørdag og søndag