Weekend i København by LoveCopenhagen #4

1
198
Fotocredit: Glyptoteket

Hvad skal den sidste weekend i januar byde på? Det får du svaret på lige her, hvor vi har samlet lidt af det bedste, du kan opleve i din weekend i København. Fra startskuddet til Copenhagen Light Festival, dansefester på Cinemateket og Absalon og en guidet tur om København, som i år er Arkitekturhovedstad – glæd dig, det bliver en dejlig weekend. 

Af Louise Bro

 

TORSDAG

Copenhagen Light Festival starter først officielt den 3. februar, men allerede nu er der snigpremiere med et lysværk fra toppen af Københavns Rådhus. Og torsdag kan du opleve endnu en lysværk, når Glyptotekets kuppel bliver omdannet til en mægtig sol i anledning af museets nyåbnede særudstilling Amarna – Solgudens by. Solen kaster sine stråler over museets vinterhave fem torsdage i januar-februar i anledning af Copenhagen Light Festival 2023.

Lysinstallationen er udviklet særligt til Glyptoteket af den internationalt anerkendte lysdesigner og lysmester i Tivoli, Jesper Kongshaug og udført af Senja Ruohonen.

HVAD: Copenhagen Light Festival – Solen indtager Glyptoteket
HVOR: Dantes Plads 7, KBH K
HVORNÅR: Torsdag kl. 18-21
PRIS: 125 kr. (hvis du skal se udstillingen)

FREDAG

Fredag skal der danses til funkfest og fredagsbar på Cinemateket til tonerne af hitmesteren Prince på fire lærreder. I ’Sign ’o’ the Times’ får du Prince på toppen af poppen. Iført skulderpudepumpet læderfrakke, orange heldragt og højhælede støvler indtager han scenen med falsetstemme, groovy guitar og James Brown-splits foran et ellevildt publikum i Rotterdam 1987. Funk ud til ’Little Red Corvette’, ’U Got the Look’, ’The Cross’ og mange flere i en af alle tiders svedigste koncertfilm.

Oplev filmen på to lærreder i Asta Bar og skål og syng med dine venner – eller nyd den i stort format i biograferne ved siden af baren. Der er fri entré – og fri bevægelighed – men sæderne i biograferne fordeles efter først til mølle-princippet.

HVAD: PRINCE: SIGN ‘O’ THE TIMES m. dansegulv
HVOR: Cinemateket, Gothersgade 55, KBH K
HVORNÅR: Fredag kl. 19-23.30

 

LØRDAG

“It’s Britney Bitch!” Ja, den kan du danse til hele natten på Absalon lørdag. Så hop i din røde latexdragt for denne aften skal vi nemlig lære de originale trin til Britney Spears’ ikoniske “Oops!…I did it again”, når Absalon holder Britney Dance party. Underviser og superfan Nick Hvidtfeldt vil tage dig igennem den ikoniske Britney-koreografi fra årtusindeskiftet, som med garanti giver sved på panden og smil på dine lipsyncende læber.
Du behøver ikke være en erfaren danser for at være med. Det vigtigste er, at du elsker at danse og have det sjovt sammen med andre.

HVAD: Britney Dance Party
HVOR: Folkehuset Absalon, Sønder Blvd. 73, KBH V
HVORNÅR: Lørdag kl. 20-02
PRIS: 100 kr. (afterparty 50 kr. i døren)

 

SØNDAG

København er udnævnt til hele verdens arkitekturhovedstad i 2023. Men hvordan gør en by sig fortjent til den titel? Hvad er de vigtigste kendetegn ved dansk arkitektur? Hvad har tegnet dansk arkitektur siden forrige århundrede? Det kan du finde ud af sammen med Dansk Arkitektur Center på turen: På sporet af dansk arkitektur.

På den 5 km lange tur kommer du bl.a. forbi Københavns eneste højskole, Christiansborg og Nationalbanken. Herefter fortsætter vi rundt om Inderhavnen.

HVAD: Arkitekturhovedstad: På sporet af dansk arkitektur
HVOR: Dansk Arkitektur Center – DAC, Bryghusgade 10, KBH K
HVORNÅR: Søndag kl. 11-13
PRIS: 150 kr.

 

Hav en fantastisk weekend!
// Louise Bro

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here