Blogs

Fem fede podcast til at tage med på farten

Fem fede podcast til at tage med på farten

by 07/10/2015

Jeg mener ikke, at der er noget bedre end at gå en lang efterårstur. Ej: jeg mener, at der kun er få ting, som er bedre end at gå en lang efterårstur. Og jeg hiver gerne en podcast med på den langsommelige slentren, den hurtige cykeltur, smutturen til kiosken eller løbeturen rundt om søerne. Her får du mine fem yndlings-podcasts, som alle gør det særdeles godt til en tur ud i byen.

1. DEN KORTE RADIOAVIS

Den podcast, der får mig til at grine højest i øjeblikket, er Den Korte Radioavis med min yndlingsseniorkorrespondent, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm og min yndlingsnyhedsredaktør, Rasmus Bruun. Jeg kan lige nå at høre gårsdagens afsnit før og under min cykeltur til kontoret hver morgen. Det er guld værd!

2. PROGRAMMET OM INGENTING

Jeg er ret vild med Programmet om Ingenting, hvor altid dygtige og stilfulde Oliver Enné og hans bror, Tobias Enné, samt den smukke Tobias Kippenberger, hver måned får besøg af interessante personligheder, der diskuterer alt og ingenting. Måske mest ingenting. Perfekt til en gåtur om søndagen, hvor du også har tid til at sætte dig på græsset et sted og lukke øjnene.

 

3. FILMLAND

Jeg har vist et mindre crush på Per Juul Carlsen. Han er den eneste, som jeg helt automatisk er enig i, også selv når jeg ikke er det inderst inde. Jeg kan bare altid godt se, hvad han mener! Per er manden bag Filmland, som sendes på P1 hver onsdag, men heldigvis fås han også som podcast, så jeg kan tage ham med på farten, hvis mine løbeture skal have en blid stemme til at smøre ledene med. (hans sidekick, Christian Monggaard, er også rar)

 

4. SPROGHJØRNET

Jeg er sprognørd og elsker både at tale om sproget og at høre andre (nørder) tale om sproget. Derfor er denne podcast ren guf! Desværre sender Sproghjørnet ikke mere, men det er lige meget – der ligger masser af nørdede podcasts på DRs hjemmeside, hvor lyttere har spurgt værterne om, hvor forskellige ord mon stammer fra. En podcast er kun på ca. 4 minutter, så du kan nå at høre en del, selvom du bare skal et smut i kiosken.

5. P6 BEAT ELSKER

P6 Beat Elsker må have en direkte linie til mit hjerte, for de vælger konstant at fokusere hårdt på et band eller en genre, som jeg er vild med. Gladest var jeg, da de satte fokus på britpop, som jeg er vokset op med. Og da de tog Björk under kærlig behandling, blev jeg også ret lykkelig. De her timelange podcasts kan sagtens høres flere gange og passer rigtig fint til lange ture i forholdsvis slowmotion. Skynd dig ikke for meget, når du hører P6 Beat Elsker, for du skal primært koncentrere dig om at lytte til alle de gode historier og analyser om nogle af de allerbedste bands i verden. Det er en ubeskrivelig stor fornøjelse! (og når du lytter til P6 Beat Elsker Britpop, så lyt ekstra opmærksomt til Minds of 99s remake af The Verves The Drugs Don’t Work – suk! det er godt).

 

GOD TUR!

/Louise


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273