Blogs

Joachim Knop | Københavnersnuden #280

Joachim Knop | Københavnersnuden #280

by 24/05/2020
Ugens Københavnersnude er den jazzdebuterende skuespiller Joachim Knop. Han er en yderst erfaren sanger og har blandt andet sunget Wilhelm i Betty Nansen Teatrets udgave af Tom Waits’ The Black Rider, Fiddelihut i Det Kgl. Teaters uropførelse af Fuzzys Heksemutter Mortensen og den Fede Kalkun, Ping i Turandot på Malmö Musikteater og Schaunard i La Boheme på Den Jyske Opera. Nu udkommer hans jazzalbum, Fortællinger fra en jazztid, men først skal vi lære hans København at kende lige her.

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
JK: Den 29. maj udgiver jeg mit første jazzalbum, og i den forbindelse er jeg godt i gang med at line den mærkeligste pladerelease op i Bådklubben på Christianshavn. Albummets titel er ”Fortællinger fra en Jazztid”, men burde nok hedde ”Fortællinger fra en Coronatid”. Jeg må invitere 10 publikummer og resten må følge med på JazzDanmarks livestreaming ”Baggårdsjazz”. Men det bliver med cyberskål og Zoomtårer, og så går det nok alt sammen.

Det nye album har jeg lavet i samarbejde med Chris Minh Doky. Vi hylder sådan set de evergreens, som bor i de fleste danskeres hjerter. Sammen viderefører vi den stolte arv efter fx ”baggårdspumaen” Otto Brandenburg og ”Nørrebros Bing Crosby” Gustav Winckler. Vi fortolker bl.a. numre som ”Forelsket i København”, ”På den vej hvor du bor” og ”Jeg sætter min hat som jeg vil”.

Jeg skulle egentlig også have optrådt ugentligt ude i Operaen med Ariadne fra Naxos, men men men. Nu bliver det i stedet rent cyber-jazzhygge med min magiske jazztrio.

LC: Hvor bor du?
JK: Jeg bor på Olufsvej ved Trianglen på Østerbro for anden gang. Jeg boede på vejen som barn i 70’erne og vendte stærkt tilbage i 00’erne. Så 26 år på samme vej! Jeg tør ikke tænke på, hvad en psykolog ville sige om den slags manglende horisontudvikling, men det er Københavns bedste vej, og her bliver jeg boende. Punktum.

LC: Hvor går du tur?
JK: Jeg elsker Fælledparken. Den park kan alt. Hundene kan være løse, fodbold kan spilles, piger kan kysses, og pladsen foran Posthuset er den perfekte petanquebane. Jeg går dog sjældent, men løber derovre et par gange om ugen. Ellers går jeg mine daglige ture i nattøj til Føtex Food, da der altid mangler lidt til børnenes madpakke og mælk til forældrenes kaffe. Føtex Food er det store amerikanske køleskab, jeg aldrig får plads eller råd til og min absolutte favoritbutik på Østerbro.

LC: Hvor drikker du kaffe?
JK: Kaffen drikker jeg helst hjemme i egen have. Jeg kan ikke give 40 kr. for noget, jeg selv kan lave lige så godt. Alle, jeg kender, er altid velkomne til kaffe, hvis de medbringer kagen og snakketøjet, og så kan vi sammen nyde alle de penge, vi sparer.

LC: Hvor spiser du?
JK: Jeg går meget sjældent ud og spiser, selv om Østerbro vist bugner med gode restauranter. Jeg (min kone) laver helst mad hjemme, men byens bedste pizza hos L’Imperatore på Olufsvej og Saint Jacques treretters menu på Skt. Jakobs Plads nydes med glæde et par gange om året, hvis økonomien tillader det.

LC: Hvor fester du?
JK: Hver dag er en fest i mit lille drømmehus. Der kommer altid god musik ud af iPad’en, og når solen skinner, kan man danse rundt om bålfadet i haven og nyde hverdagen i dejlige KBH. Vejens dundyner skal dog helst advares, da røgen er svær at styre. Fest, café og restaurantbesøg er mest, når jeg på turné i Jylland. Århus er sgu også en dejlig by.

LC: Hvor inspireres du?
JK: I Fælledparken, når jeg løber, eller når jeg tager nye omveje på min elcykel rundt omkring i skønne København. Så får jeg tit travlt med at komme hjem igen og skrive dem ned, inden min nyvundne corona-demens har glemt det hele.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
JK: Jeg elsker hele København. Jeg savner dog de gamle Olsen Banden-lignende baggårde på Vesterbro (min 2cv mekaniker havde værksted på Amerikavej, Vesterbro) og mindes også med vemod den smukke udsigt over til Island Brygge fra kajen ved H.C. Andersens Boulevard, som nu er overplastret med kontorer og hoteller.

Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at flere og flere gerne vil bo og arbejde i skønne København, og at man derfor må bygge nyt. Men måske skulle man udvide byen i stedet for at overbebygge centrum…

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
JK: Jeg bliver heldigvis stadig forelsket i min kone gennem snart 20 år, og det sker gerne i vores eget hjem med kaffe eller bobler i haven. Jeg er en håbløs romantiker men en sparsommelig (fornuftig?) en af slagsen. Så blomsterne må nydes i bedet. og boblerne er de gode billige fra Holte Vinlager.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
JK: Min operaskoletid på Det Kgl. Teaters gode gamle scene var en magisk tid. Jeg boede i Skt. Paulsgade og cyklede hver morgen ned ad St. Kongensgade til synet af verdens smukkeste teater på Kgs. Nytorv.

Jeg kommer nok aldrig helt til at forstå, hvad vi skulle med et nyt operahus i København, men det må man sikkert ikke sige højt.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
JK: Man skal på kanalrundfart en gang om året – hele livet. Jeg har selv i forbindelse med Operafestivalen flere år sejlet rundt og sunget i kanalerne med Operettebåden, og man ser ikke København fra en smukkere vinkel end fra vandet.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
JK: Vi mangler en bro eller gennemsigtig tunnel fra Skuespilhuset til Operaen. Nu er jeg som sagt ikke den store fan af Operaen, men så ville den i det mindste hænge bedre sammen med resten af byen. Og det ville nok være ret sjovt at gå under vandet over til Operaen og sammen med fiskene og gamle cykler glæde sig til aftenens forestilling.

LC: Dit soundtrack til byen?
JK: Uuuh det er svært at vælge, så her kommer en hel stribe.

Bo Kasper Orkester – Köpenhamn:

Bent Fabricius Bjerre – Forelsket i København

CV Jørgensen- Sæsonen er slut

Sneakers- Efter Festen

Sting Live – Bring on the Night

Elis Regina/Antonio Carlos Jobim-Aquas De Marco

Gasolin-Kloden drejer stille rundt

Shubidua-Sommergryder

Rugsted/Kreutzfeldt-Sad i parken

Søren Kragh Jacobsen-Bebs og mig

Monica Zetterlund- Sakta vi gå genom stan

 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Joachim. Vi glæder os til at høre dit album!

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.