Blogs

MUSIKANBEFALINGER TIL TRAILERPARK FESTIVAL 2016

MUSIKANBEFALINGER TIL TRAILERPARK FESTIVAL 2016

by 27/07/2016

Den sidste Trailerpark Festival nogensinde løber i morgen af stablen, og det bliver både vildt, voldsomt og vemodigt. Hvis du endnu ikke har dannet dig et overblik over, hvad der sker i løbet af de tre dage, giver jeg dig her mine anbefalinger til den bedste Trailerpark Festival ever!

Som noget nyt er der bygget en scene, hvor der vises film i samarbejde med Munchies Vice; Gourmet Stage. Men udover filmene kan du også opleve nogle af de bedste upcoming bands i øjeblikket.

TORSDAG

I morgen skal du næsten være der til åbningen. Ja, det er den sidste festival af sin art, og den kommer ikke igen, så jeg vil stå klar, når dørene åbnes, og jeg glæder mig til at se, hvordan de har udsmykket pladsen i år.

Musik du skal høre:

JÆRV

Jærv
Vi har tidligere haft Jærv a.k.a. Amanda Glindvad som Københavnersnude her på sitet, men jeg har desværre ikke haft mulighed for at høre hende live endnu. Hendes atmosfæiske electro-pop med danske tekster er lidt af et drømmeunivers, og hvis man tillægger den coolness, som hun naturligt har i sit udtryk, også udseendesmæssigt, kan der kun være en stor både lydmæssig og visuel oplevelse i vente.
Kl. 17.30, Soundvenue 

Lydmor & Bon Homme

Lydmor & Bon Homme
Lydmor har udgivet et af 2016’s bedste albums, som jeg nævnte tidligere på året. Sammen med Bon Homme har hun lavet et decideret sommerhit, Things we do for love, og begge kunstnere er kendt for at levere et energisk og intenst sceneshow.
Kl. 20.30, Soundvenue 

Elliphant

Elliphant
Den svenske Mø, er der nogen, der kalder hende – selvom hun jo selvfølgelig ikke helt når Møs højder. Alligevel er hun ret dejlig, hende Elliphant, som jeg så helt alene på Wonderfestiwall sidste år. Altså, ingen jeg kendte ville med, så jeg gik til koncerten alene og endte med at feste ret hårdt sammen med de dejlige Elliphant-fans, indtil min sommerflirt dukkede op og gav mig et Hollywood-kys. Helt denne samme oplevelse kan jeg ikke garantere dig på Trailerpark, men på grund af Elliphants ungdommelige, løsslupne og fandenivoldske image og udtryk kan jeg godt love dig, at denne koncert bliver en cool og festlig oplevelse.
Kl. 21.30, Royal Stage

Chinah

Chinah
Sidste sommer faldt jeg over Away With Me, som Pumpehusets Byhave-bestyrer delte på Facebook med ordene: De her bliver store. Det havde han ret i – for allerede tre måneder senere var nummeret et kæmpe monsterhit, og nu kan ingen stoppe Chinah. Jeg så dem til Raw sidste år spille for ca. 10 mennesker, og det gjorde de godt. Nu glæder jeg mig til at opleve dem foran et lidt større publikum. Forvent coolness, kant og stenerstemning. Det var det, vi fik sidste år.
Kl. 22.30, Soundvenue

Farveblind

Farveblind
Sidst på aftenen, først på natten, spiller Farveblind, som jeg skulle have set på Spot Festival, og som jeg håber at se på Uhørt Festival. Men her på Trailerpark Festival har de to fyre, Magnus Pilgaard Grønnebæk og Jens Asger Lykkeboe Mouritzen, lovet at starte det, der kan udvikle sig til en morgenfest med masser af elektroniske, tunge beats, der får alle i publikum til at miste kontrollen over både hoved og krop.
Kl. 1.30, Soundvenue

FREDAG

Wangel

Wangel
Hvis du var på Spot Festival i år, håber jeg, at du nåede forbi Wangels koncert, som var én af de bedste. Jeg håber, at de kan gentage successen her på den store scene på Trailerpark Festival, for det var intet problem at spille en stor scene og et stort publikum op i Aarhus tidligere i år. Ligesom Lydmor har Wangel begået et forrygende album i 2016, og der er ingen tvivl om, at fredagens fest – den starter lige her!
Kl. 18.15, Royal Stage

M.I.L.K.

M.I.L.K.
Jeg var ikke så heldig at nå forbi M.I.L.K. på Roskilde Festival i rising-dagene, men heldigvis får jeg nu chancen for at nyde de tilbagelænede sommerrytmer fra denne herre, der brød igennem på Soundcloud og væltede musikinteresserede firstmovers allerede sidste år. Jeg skal nyde en kølig drink og danse med alle, der gider, til denne koncert.
Kl. 21, Soundvenue

Phlake

Phlake
Det går stærkt for Phlake, som leverede den bedste koncert på Distortion under Ibyen-festen. Deres hit, Pregnant, kan ingen sige sig fri for at kunne udenad, og jeg er lige så forelsket i det nummer i dag, som jeg var, første gang jeg hørte det for snart lang tid siden – og det siger ikke så lidt, når det er SÅ stort og gennemkneppet et hit. De fungerer også live, og Mads Bo’s stemme er som fløde i publikums ører, og hvem er ikke til falds for den slags?
Kl. 21.15, Royal Stage

AyOwA

AyOwA
På Gourmetscenen spiller Hannah Scheider og Nicolai Kornerup – tilsammen AyOwA. Deres nummer, Sommer, har været på hitlisten hos mig, siden det udkom i maj måned. Et drømmeunivers, der udvikler sig undervejs i koncerten, og vi ved ikke, i hvilken retning duoen vil tage os. Men det skal nok blive godt.
Kl. 23.45, Gourmet

Smerz

Smerz
Jeg hørte første gang Smerz, da jeg sad og lyttede de forskellige artister på årets festival igennem. Deres nummer, Because, er übercool, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal danse her, når klokken bevæger sig over midnat. Jeg er vild med den slags mørke deep house lyd og en kælen, hviskende vokal, der slæber sig hen over beatet.
Kl. 0.15, Soundvenue

Liss

Liss
Her er tale om et band, der udseendesmæssigt har formået at kopiere mine klassekammerater fra folkeskolen i slut-80’erne helt perfekt! Lyden er anderledes fabelagtig, men stadig med klarer referencer til 80’erne, og jeg tænker altid på Terence Trent D’Arby og Sade, når jeg lytter til Liss. De kommer til at skabe en hipsterfest med piger, der er iført new mother jeans, sweatshirts, ultra kort pandehår, rippede mavebluser og glimmer over det hele.
Kl. 0.45, Royal Stage

LØRDAG

Dj’s på Rebel Stage
Anika Lori, Louisa Nieves, Fedty, Christel Pixi, Dullen & Dyken – det bliver vildt på Rebel Stage allerede fra kl. 17 og helt frem til kl. 23. Jeg glæder mig især til at opleve Dullen & Dyken, som jo består af Josephine Philip og selveste Miss Artrebels, Carla Cammilla Hjort. Det bliver en powerful start på aftenen med den ene fantastiske dj efter den anden, og selvom jeg normalt ikke vil fremhæve kvinder, bare fordi de er kvinder, så er der altså her tale om en opvisning i, hvor seje de danske dj-ladies er. Not to be missed!!
Kl. 17-23, Rebel Stage

Soleima

Soleima
En r’n’b-cool Mø-type, uden at være en kopi – Soleima er nemlig langt mere feminin og piget end Mø, og den sødme hun udstråler fungerer så godt. En cool og ung lyd, der nok skal få salen til at koge.
Kl. 17.45, Royal Stage

Gents

Gents
Jeg har skrevet om Gents før, tror jeg fik kaldt dem de syngende rullekraver – men det er ikke en sviner. Det er blot bemærkelsesværdigt, hvor skarp stilen er hos rigtig mange af de opkommende bands i Danmark lige nu, og det er klart 80’erne og 90’erne, der styrer her. Gents er mørk, tidlig Depeche Mode og måske endda New Order, Bryan Ferry og Talk Talk. Det lyder i hvert fald som noget, man har hørt før, men det er som et dejligt genhør fra en tid, der var mere simpel. Og der går rygter om, at de skulle være fabelagtige liv.
Kl. 20.30, Soundvenue

Kentaur

Kentaur
Jeg har lige været i Island, og her lyttede jeg til Kentaur, som jeg efterhånden har oplevet en del gange live. Deres atmosfæiske lyd passer perfekt til storslået natur, men helt sikkert også til et rum fyldt med tankevækkende kunst og glade, åbne mennesker. Når jeg har set Kentaur, er jeg dog gået en smule ned i gear, så jeg ser denne koncert som en kort pause fra Rebel Stage.
Kl. 19.15, Royal Stage

Jamaika

Jamaika
Den 20-årige rapper sad stadig i fængsel, da hans første nummer begyndte at røre på sig i undergrunden. Den unge fyr fra Vejle, der synger og rapper om det hårde liv, er autentisk og nærværende med en melankolsk og insisterende vokal, som fortæller os, der er langt mere i ham, end det, vi har hørt indtil videre. Det kan være starten på noget stort, og derfor skal du høre ham på lørdag.
Kl. 22.30, Soundvenue

Gilli

Gilli
Denne unge herre har allerede den del hits bag sig, og han er blevet spået en kæmpe karriere – selv dagbladet Information er vild med ham! Desværre har han ikke helt levet op til sit ry, når jeg har set ham live. Eller måske har han netop, for han er kommet for sent og har været bagstiv og ikke rigtig til stede, hvilket måske nok er autentisk, men også lidt respektløst. Jeg holder dog stadig med ham, og jeg glæder mig til at se ham på den store scene, som jeg mener, at han fortjener at stå på. Den unge mand skal bare finde sit sted på den danske musikscene, og det kan være, at han leverer det, vi ved, han kan på lørdag.
Kl. 23.15, Royal Stage

Kasper Bjørke
Der står Kasper Bjørke på det første streaming-album, jeg købte nogensinde, tilbage i 2007. En lørdag hørte jeg nummeret Back & Spine, og alle butikker var lukkede, men jeg måtte bare have det album. Dengang vi brugte fysiske butikker og købte fysiske plader og cd’er, var vi jo stadig vant til at få et lille cover med, så vi kunne se, hvem der egentlig stod bag det nyindkøbte album, og jeg skulle vende mig til at undvære det dengang i 2007. Nu er det helt latterligt at tænke på. Men jeg har fulgt Kasper Bjørke tæt lige siden og glæder mig til at være med til endnu én af hans fester – det bliver den perfekte måde at afslutte 10 år med Trailerpark Festival.
Kl. 3.15 Soundvenue

Vi ses!

/Louise


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273