Podcasts du skal høre denne sommer

2
349
Tid til fordybelse, lange morgener i sengen, gåture i naturen og eftermiddagspauser. Og hvorfor ikke have spændende historier som lydtapet, når sommeren udfolder sig i det danske land? Jeg er storforbruger af podcasts, og jeg har fundet dem frem, som jeg nyder allermest i øjeblikket. Her får du 7 stærke podcasts til din sommerferie.

MØRKELAND

Verden er gået amok i true-crime fortællinger. Siden Serial bragede igennem i 2014, og true-crime-genren er blevet den mest populære podcastgenre, er antallet af true-crime-podcasts steget støt – også på tv.

En af mine absolut yndlings-podcasts er Mørkeland, som jeg kun for nyligt har opdaget. Camilla og Kristine har dyrket true-crime siden, de var teenagere og har altid haft mange og lange samtaler om forskellige mordsager. Det er der nu kommet en fremragende podcast ud af, hvor de hver uge diskuterer to mordsager og derefter kommer med en anbefaling hver til andet spændende true-crime-stof i form af podcasts, film, bøger, tv-serier eller twitterprofiler.

Hvert afsnit er (indtil videre i hvert fald – jeg er på ottende afsnit) så spændende, at jeg flere gange har udbrudt et ‘nej!?’ på cykelstien, stoppet med at vaske op for at give programmet min udelte opmærksomhed, eller sågar ligget vågen i mange timer efter uhyggelige historier om bestialske mord, der ikke altid er blevet opklaret.

Derudover har begge kvinder behagelige stemmer, der gør, at man tvinges til at lytte godt efter. Også selvom det nogle gange bliver hård kost.

det næste kapitel

DET NÆSTE KAPITEL

Jeg elsker intime samtaler, hvor jeg kommer tættere på den, jeg taler med. Derfor holder jeg ekstra meget af at se venner på tomandshånd, så vi kan diskutere interessante emner, men også lære hinanden bedre at kende.

Og derfor er mit yndlings-interviewprogram Det Næste Kapitel, hvor Hassan Preisler interviewer en person ad to omgange med én uges mellemrum. Præmissen er nemlig, at der altid er noget, man kommer til at tænke over efter en interessant samtale, eller noget man glemte at spørge om. Det får man så mulighed for her.

Tidligere var det Iben Maria Zeuthen, der var vært på programmet, og det er hun igen her i sommerperioden.

Sendes på Radio 24syv

et langsomt mord

ET LANGSOMT MORD

Jeg slugte denne podcast på en dag, efter jeg havde læst et interview med tilrettelæggeren i mandags. En mand bliver i 1991 fundet i en kælder med kraniebrud og brud på brystkasten. Politien har ikke kunne opklare sagen, og man ved ikke, hvorvidt der er tale om et uheld eller et mord. Manden efterlader sig en 4-årig søn, og denne søn er i dag en voksen mand. Han er tilrettelægger af podcasten.

Jeg kan ikke sige mere, fordi sagen udvikler sig flere gange meget uventet, og jeg vil ikke ødelægge spændingen for nogen her. Men den er godt fortalt og har en virkelig dramatisk opbygning, så den holder lytteren fanget under alle seks afsnit. Du gætter aldrig, hvad der skete.

Sendes på DR P1

GRÆNSELAND

Der snakkes meget om seksuelle overgreb, og gudskelov for det. Endelig, kan man sige, for der skal debatteres og diskuteres, indtil vi finder ud af, hvordan vi sørger for, at det ikke accepteres nogensteder at begå nogen former for overgreb mod hverken mænd eller kvinder.

De fleste seksuelle overgreb begås mod kvinder af mænd, og derfor er det virkelig vigtigt at lytte til mændene her. Det gør de i Grænseland fra Radio Information. Her har den dygtige journalist Rasmus Bo Sørensen snakket med en række mænd om seksuelle grænser og gråzoner.

Jeg så på et tidspunkt et amerikansk debatprogram, hvor en mand sagde noget i retning af: “Vi opfører os som om, det er svært at vide, hvor grænsen går for et overgreb. Det ER ikke svært. Du ved godt, når du begår et overgreb.”

Det var en meget interessant udtalelse, som jeg delvist er enig i. Alligevel sker der overgreb, og der sker også overgreb, hvor mænd ikke var klar over (påstås det i hvert fald), at de overtrådte kvindens grænser. Det bliver vi nødt til at lytte til. Hvis det er nogle mænds oplevelse, hvad kan vi så gøre for at ændre det? Hvis nogle mænd helt ærligt ikke ved, hvordan man behandler andre mennesker og ikke overtræder deres grænser, hvad gør vi så ved det? Hvad gør vi ved gråzonerne?

Stor anbefaling af denne podcast, som tager sig nysgerrigt og ærligt at mændenes modige udsagn.

Produceret af Radio Information

klimatestamentet

KLIMATESTAMENTET

Det tog sin tid, men nu er vi heldigvis alle sammen efterhånden enige om, at vi skal tage den globale opvarming seriøst. Anders Morgenthaler har i mange år gået i front som en idealistisk mand, der gør, hvad han kan for ikke at svine mere end højst nødvendigt – ja, faktisk er han gået skridtet videre og gør nok mere for miljøet, end de fleste almindelige danskere kan være med på (vi kan jo ikke alle sammen starte en friskole og køre i Tesla).

Jeg er stor fan af manden, som jeg finder meget inspirerende. Denne podcast, Klimatestamentet, er ingen undtagelse i min fascination – oplysende og inspirerende.

Når det kommer til klimaet og de ting, vi kan gøre for at passe på det, må vi for alt i verden ikke køres trætte og give op på forhånd. Jeg tror på, at vi alle kan gøre en lille forskel, og mange bække små, som man siger.

Start med at lytte til denne podcast, og du vil vide, hvad jeg mener.

Sendes på DR p1

SHITSTORM

Og nu, vi er ved emnet, at opføre sig pænt. Det er der mange, der ikke kan finde ud af på de sociale medier. Abdel Aziz Mahmoud startede for nogle år siden hashtagget #idiotermedinternet, og derfor er det nærliggende, at han er vært på dette program, sammen med Mads Aagaard. Værtsparret tager sig af de største shitstorme, der har været i ugens løb, og inviterer hovedpersonerne i studiet for at spørge dem, hvad der skete.

De fleste programmer i denne podcast er både dybdeborende og tempofyldte, nogle af dem direkte rørende og gribende. Særligt programmerne om hævnporno gav mig en klump i halsen. Og så, må jeg indrømme, er der et element af hævntørst hos mig, når nogle af dem, der virkelig har opført sig perfidt online, bliver sat på plads af de dygtige værter. Som da Kenneth Kristensen Berth, som jeg ærligt elsker at hade, var i studiet og fremstod som en kæmpe klovn. Det er god radio.

Sendes på DR P1

the guilty feminist

THE GUILTY FEMINIST

Hvorfor er feminist for mange blevet et skældsord? Hvorfor kan mange kvinder ikke identificere sig med det længere? Har vi brug for en ny betegnelse eller måske en påmindelse om, hvad det egentlig betyder at være feminist?

Jeg er feminist, men det betyder ikke, at jeg tænker ‘kvinder frem for mænd’. Jeg mener, at der er nogle kulturelle normer, der gør, at kvinder i visse tilfælde bliver fravalgt eller kommer bagerst i køen i forhold til mænd.

Det skal der gøres noget ved.

Derfor elsker jeg denne podcast, hvor Deborah Frances-White indtager scenen med humor, varme og viden – for, at vi alle sammen skal blive klogere på feminisme og feminismens udfordringer i dag.

Uanset, om du vil kalde dig feminist eller ej: Bare lyt.

GOD LYTNING I SOMMERVARMEN

/ Louise T

2 COMMENTS

Comments are closed.