Requiem – 80 historier om dit sande jeg

0
281
De kommer gående… Med de ord starter og slutter den nye forestilling RequiemBetty Nansen Teatret, som er baseret Peer Hultbergs gennembrudsværk fra 1985 af samme navn. Requiem er et værk med 537 vidt forskellige monologer og historier, som i forestillingen er kogt ned til 80 karakterer alle sammen spillet af 8 skuespillere. Forvirret? Det er der ingen grund til at være, Requiem formår med en visuelt flot iscenesættelse og helt igennem fremragende skuespilpræstationer at samle det hele!

Det er umuligt at give et resumé af Requiem, som vi var så heldige at være inviteret til premieren på i sidste uge. Forestilling rummer nemlig 80 vidt forskellige monologer og historier, så jeg vil undlade at genfortælle dem alle. Men du kender dem helt sikkert. Hver historie rummer nemlig de sandheder, som vi alle tænker, men ikke siger højt. De små daglige indfald om din mand, kone, elsker, kollega, chef, forældre og alle dem, du møder på din vej – som rummer alle følelser fra had til kærlighed, sorg til glæde og jalousi til accept.

Requiem_betty-nansens-teater_lovecopenhagen_1
Fotocredit: Emilia Therese – Betty Nansen Teatret “Requiem”

Iscenesættelsen af Peer Hultbergs 537 monologer er i teaterversionen kogt ned til 80 historier, og forestillingen indledes med ”De kommer gående…” Og det gør de 8 fantastiske skuespillere også helt bogstaveligt, da scenen består af flere drejescener og et løbebånd. De kommer gående uden at komme nogen vegne – på samme måde, som vi alle kan have det, når hverdagen bliver triviel. Det er instruktør og billedkunster Jacob Schokking, der står bag iscenesættelse og det visuelle design, og dramaturg Karen-Maria Bille der står bag oversættelsen af Peer Hultbergs værk til skuespil.

Scenografien er på sin vis ganske simpel med drejescenerne og videoprojektioner, der er med til at illustrere og underbygge de underfundige og til tider dystre sider af vores underbevidsthed, som de mange historier rummer på. Men det fungerer så fint sammen med historierne, og derudover kommer otte fantastiske skuespillere (Lise Baastrup, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Solbjørg Højfeldt, Andreas Jebro, Steen Stig Lommer, Olaf Johannessen og Julie Agnete Vang – alle nævnt og ingen glemt), der portrætterer og leverer de mange monologer, og det gør de virkelig fremragende!

Requiem_betty-nansens-teater_lovecopenhagen_2
Fotocredit: Emilia Therese – Betty Nansen Teatret “Requiem”

De mange historier i Requiem spænder vidt – de er komiske, tragiske, tragikomiske, dyriske, sørgelige og sjove. Du kommer gennem hele følelsesspektret, og det er både et plus og et minus ved forestillingen. Historierne er vidt forskellige, fortalt af vidt forskellige karakterer, og hænger på ingen måde sammen, så du skal altså igennem en del på ret kort tid. Det kan være et minus at ville nå så mange historier, men det er på den anden side også et stort plus for denne her forestilling. Det var så tydeligt at høre rundt i salen, hvornår en monolog og historie lige ramte plet. Og Peer Hultbergs fantastiske indlevelse og fortælleevne i Requiem rammer noget i alle. Jeg synes personligt, at der var nogle historier i forestillingen, der ikke fungerede så godt, men det var fordi, jeg fandt dem uaktuelle. Jeg kunne jo høre folk rundt i salen skraldgrine, fordi de fandt dem højaktuelle. Og det er præcis det Requiem kan, den sætter både tankerne, følelserne og lattermusklerne i gang, og giver stof til eftertanke – og derfor er den helt bestemt værd at se!

Requiem vises på Betty Nansens Teatret frem til den 18. februar 2018. Du kan finde billetter til forestillingen her.

/Louise Bro