Blogs

Sound of Copenhagen 18.10.14

Sound of Copenhagen 18.10.14

by 23/10/2014 0 comments

I lørdags var vi i selskab med musikbloggen, Musiklarm, til Sound of Copenhagens livekoncert i Koncerthuset. Koncerten var en slags showcase på nogle af de kunstnere, som Sound of Copenhagen i de seneste år har ’opdaget’, samt nogle af de navne, som de mener, man skal lægge ekstra mærke til lige nu. Og det gik både stille og vildt for sig.

Vi ankom kl. 20 og foyeren i Koncerthuset summede af forventning. Det er vist meget moderne at lytte til elektronisk musik, for det var både de mest tjekkede unge københavnere og de mest cool A-kendisser, der befandt sig i foyeren, i garderobekøen og i køen til baren.

Modsat min forestilling var der faktisk tale om en ’rigtig koncert’ i salen, hvor vi alle sad og ventede pænt, til lyset slukkedes og første act gik på scenen. Det var Sekuoia, og de skulle vise sig at være blandt dem, der imponerede allermest. Det smukke lys, de tunge rytmer og de koncentrerede optrædende satte den festlige og melankolske stemning i salen. Ikke som enhver anden koncert, hvor spændingen bliver forløst ved bandets ankomst på scenen, og publikum endelig kan flytte på fødderne – nej, her sad vi og rockede i sæderne og nikkede anerkendende til hinanden. Jo, det er godt, det der.

IMG_8978

Rejs jer op!
Det var helt sikkert ikke arrangørernes plan, at vi skulle blive siddende i sæderne. Hele dagen havde jeg skamlyttet koncertens tilhørende Spotify-spilleliste, hvor Le Gammeltoft præsenterer de optrædende. Her sagde hun gentagende gange ting som ’når vi alle sammen skal feste i Koncertsalen’ og ’det skal nok få os alle sammen op af sæderne’, og flere gange fortalte hun fra scenen, sammen med (den altid) veloplagte og morsomme Simon Jul, at vi nu bare skulle rejse os op og feste med de optrædende. Det skete bare ikke rigtigt. Hver optrædende spillede to numre, og bevares, det var jo ikke skæringer på 3,30 min., det drejede sig om, men det var alligevel som om, der ikke rigtig var tid til at rejse sig… Sådan noget skal vi danskere jo have tid til at føle os trygge i. Eller også skal vi være monster-stive, og det var der altså ingen, der brød sig om at være til dette cool event.

Det skal ikke lyde som om, at det overskyggede eventet, at vi sad ned, slet ikke, men det blev aldrig rigtig den store FEST!

Tilbage til musikken:
Jeg har aldrig været til en koncert, hvor jeg både under og efterfølgende har følt mig mere inspireret. Det ene act efter det andet kom på scenen med den fedeste elektroniske musik, jeg længe har hørt. Mange af navnene kendte jeg godt i forvejen, men det klæder musikken usansynlig godt at blive spillet live herinde i Koncertsalen – Danmarks smukkeste arena. Jeg følte mig helt overvældet og forelsket, da Kill J indtog scenen og tog pusten fra os alle med sin specielle og dybt fascinerende stemme, da Rangleklods forførte os med Behaviour, som er mit ultimative yndlings-elektro-nummer – hold op en stemme han også har. Og da Amin Karami kom på scenen i bar overkrop og sang, at han var et monster, var hele salen bag ham – ja, men du er vores monster, og vi er med dig! Rosemary hev strandstemningen ind i salen med fire drags i lakstøvler, 60er-kjoler og bikinier. Tomas Barfod fik os til at tabe kæben med sit dobbelt trommesæt, som mange efterfølgende fremhævede var ’blæret’. Hess Is More skuffer jo aldrig, og det gjorde han heller ikke i aften – men da Av Av Av kom på scenen, havde jeg lyst til at tude. Nu er jeg lykkelig, tænkte jeg! Og det fortsatte, da Brynjolfur spillede sin 90er-elektro-pop med så tunge synthrytmer, så jeg følte, min sjæl fik tæv på en vanvittig skøn måde.

FullSizeRender

Brand8-pris
Sidstnævnte blev taget på sengen, billedligt talt, da Le og Simon overraskede ham med den første Brand8/Sound of Copenhagen-pris nogensinde – artistprisen, hvor SoC hjælper med både økonomisk hjælp og vejledende assistance til at få kunstneren frem i verden. Jeg tror ikke rigtig, at han forstod helt, hvad han lige havde fået – han takkede dybt, men lignede også én, der bare rigtig, rigtig gerne ville hen til pulten og spille for publikum. Sødt. En helt velfortjent pris til ham, synes jeg.

Efter koncerten var der lagt op til en efterfest i Studie 1, men den tog aldrig rigtig fart. En del mennesker blev og hang ud, men dansegulvet kom aldrig rigtig fra start, og DJ’en på scenen tog intet opmærksomhed. Jeg kan faktisk slet ikke huske, om det bare var en spilleliste, der var sat på, eller om der stod nogen. I hver fald hang jeg blot ud ved bordene og snakkede med venner og bekendte og tog videre allerede en time senere, kl. 1., da det næsten kun var VIP-området, der havde gæster. Måske kunne man have ønsket sig et par optrædende til efterfesten, som man oplever til P3 Guld, eksempelvis. Jeg ved det ikke, og det skal heller ikke ødelægge den oplevelse, vi havde i salen.

For det var en VILD oplevelse. Smukt, sanseligt og rørende. Morsomt på grund af Simon Jul, festligt på grund af stemningen, som både arrangørerne og kunstnerne formåede at skabe. Og anderledes, fordi blandingen af nye og velkendte kunstnere svingede fantastisk godt og gav os én på opleveren. Tak for en fed aften, jeg kan slet ikke vente til næste omgang – hvornår kommer den?

 

FullSizeRender-1


Fatal error: Uncaught Exception: 12: REST API is deprecated for versions v2.1 and higher (12) thrown in /home/www/lovecopenhagen.com/wp-content/plugins/seo-facebook-comments/facebook/base_facebook.php on line 1273