3 havnebade i København

0
469
godt vejr og vejrudsigten i København

Vejrudsigten siger sol, sol og atter sol de næste par dage, så det er med at støve fryseboksen af, finde strandsandalerne og badetøjet frem – for nu er det sommer! Men hvor tager man hen for at få lidt tiltrængt farve til stængerne? Jeg har fundet tre havnebade, hvor det er lækkert at være, når temperaturen overstiger de 20 grader.

Islands Brygge havnebad er lækkert om sommeren

Havnebadet ved Islands Brygge
Havnebadet er placeret lige i midten af det hele med udsigt til byens tårne og livet i havnen. Islands Brygge har det hele undtagen sand. Havnebadet kan blære sig med fem bassiner, hvor to af dem er tiltænkt børn. Det største bassin måler 75 meter, hvor der er rig mulighed for at svinge armene. Til børnene findes et soppebassin og et lidt dybere børnebassin, og foran havnebadet er anlagt græsplæner, så der er plads til både strandløver, motionssvømmere og børnefamilier.

Havnebadets udspringstårn udfordrer med sin tre- og femmetervippe. Til de mindre vovehalse er der opsat en vippe på en meter, så alle har mulighed for at få luft under fødderne. Der er desværre ingen omklædningsrum, men der findes offentlige toiletter mindre end 100 meter væk fra havnebadet. Der er til gengæld is, livreddere, græs og muligheden for at skylle sig efter en tur i havnen.

Hvor: Islands Brygge 14, 2300 København S. Hvornår: 1. juni – 31. august, mandag til fredag: kl. 7 til 19, lørdag til søndag: kl. 11 til 19. Pris: Gratis.

koralbadet ved slusehavnen er et havnebad i københavn

Havnebadet ved Sluseholmen – Koralbadet
I 2012 åbnede Københavns nyeste skud på stammen, Koralbadet, der ligger ved Sluseholmen i Sydhavnen. Den er bygget af træ på fyldende pontoner, der tilsammen danner en lille lagune – eller koralrev om man vil. Du kan kun få adgang til havnebadet ved at passere en landgangsbro, der er hængslet til kajkanten. Havnebadet har tre bassiner; et lege- og soppebassin til de mindste, et børne- og ungdomsbassin med en meter dybt vand og et hovedbassin til motionssvømning. Det store bassin måler 25 meter på langs, og for enden kan man øve sit hovedspring fra 3,5 metervippen. Jo jo. Havnebadet har sit eget livreddertårn, så du kan sagtens tage de små størrelser med.

Hvor: Teglholmshavnen, København SV. Hvornår: 1. juni – 31. august fra kl. 11-19. Pris: Gratis.

Havnebadet ved fisketorvet er lækkert om sommeren i København

Havnebadet ved Fisketorvet – Copencabana
Anlægget på Vesterbro var Københavns andet havnebad. Havnebadet lå tidligere foran Fisketorvets biograf, Cinemaxx, men er nu rykket 50 meter, og er nu placeret foran hotellet Copenhagen Island. Det er et af Københavns store havnebassiner, og består af tre bassiner på i alt 650 m2. Du kan glæde dig til; et børnebassinet, springbassin på ca. 5 meter dybt, som også har vipper på en, to og tre meter. Det sidste bassin er til motionisterne, og er cirka fem meter dybt. Også her er det trygt at bade, da der er livreddere, der holder øje med havnebassinet.

Hvor: Kalvebod Brygge 55, 1560 København V. Hvornår: 15. juni til 31. August fra kl. 11-19. Pris: Gratis.

Tjek vandkvaliteten
Det siges, at vandet i Københavns Havn i dag er ligeså rent som i Øresund, men jeg vil nu alligevel holde øje med hjemmesider, der fortæller om vandkvaliteten. På Københavns Kommunes hjemmeside kan du finde et kort over den aktuelle badevandskvalitet. Klik på et flag for at se en badevandsprognose for de næste 4 dage.

Vi ses derude!

/Maria