Sara Indrio | Københavnersnuden #131

0
497
Den 24. februar udgav Sara Indrio, dansk-italiensk sanger, sangskriver og musiker, sit tredje solo album ‘Blodrød Måne’.
Sara Indrio har tidligere udgivet to albums i eget navn. Det første, Dark Clouds Silver Linings, blev et anmelderrost album, ugens album på P4, og udgivet i DK samt alle GAS landene. Flere af sangene har været anvendt i diverse film og serier i ind- og udland. På det næste album, While We Dream, udråbte Soundvenue hende til en af Danmarks mest lovende sangskrivere. Siden blev det to projektalbums: Break of Day i tæt samarbejde med producer og musiker Fridolin Nordsøe og dernæst Sara Indrio & The Latin Collective Vol. 1, som samler en gruppe musikere, der kender hinanden fra og omkring øvelokalefællesskabet “Hullet” i København, og her leger med den cubanske ‘filin’ genre. Derudover er Sara kendt fra filmen, Italiensk for begyndere, hvor hun spillede kokkepigen Giulia, og som backing musiker bag en lang, lang række danske og svenske artister. Heriblandt Erik Gadd, Rebecka Törnqvist, Alberte, Savage Rose og senest Niels Hausgaard, som hun har turneret med de sidste to år. I denne uge er hun vores københavnersnude:

LC: Hvor bor du?
SI: Jeg bor på Istedgade på Vesterbro om vinteren og i en kolonihave ved Amager Strand om sommeren. 

LC: Hvor går du tur?
SI: Jeg kan godt lide parkerne og kanalerne i København. Særligt bruger vi Frederiksberg Have og Kongens Have. Og så kan jeg godt lide indre bys pladser og små gader, hvor jeg elsker at kigge på butikker. 

LC: Hvor drikker du kaffe?
SI: Mest på Petrol, vores lokale, lille bitte kaffebar med de super søde mennesker bag baren og en fantastisk cheesecake, men ellers ofte i take away kop fra tilfældige steder. 

LC: Hvor spiser du?
SI: Vi spiser virkelig meget på vores lokale restauranter. F.eks. Fu Hao, Jagger og Sticks n Sushi lige nedenfor eller Goodmorning Vietnam ved Det Ny Teater. Skal vi lidt længere væk går vi gerne på Gao eller Ranees i Blågårdsgade og min all time favorite er Atlas Bar i Larsbjørnsstræde. 

LC: Hvor fester du?
SI: Jeg fester mest hjemme hos venner efterhånden. Sara Indrio

LC: Hvor inspireres du?
SI: Andre mennesker, deres tanker og historier – enten fra min omgangskreds eller det jeg ser eller hører om i litteratur, film, billedkunst osv. Andet musik og andre musikere er også meget vigtigt for mit arbejde. Jeg er ikke typen, der tager på vandretur, men jeg bliver kunstnerisk rørt, lidt som i den romantiske periode, af af se en smuk solnedgang eller lyset glimte i havoverfladen. Naturens skønhed er svær at hylde på konkrete niveau, synes jeg, så det bliver for det meste et stemningsanslag. Mere det, der sker i mødet med os mennesker, kan man måske sige … 

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
SI: Kanalerne, tror jeg. Måske Christianshavn nede ved dækket lige over vandet, når bådene ligger og skvulper på en sommerdag. I det hele taget kan jeg godt lide, når byen åbner sig på pladser og broer.  

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
SI: Sammen med mine børn nede ved vandet på Amager Strand sidste sensommer. 

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
SI: Uhhh, den er svær. Det må blive en top 3: Det kunne være sejlturen i min ven Sunes jolle ud i kanalerne efterfulgt af et besøg i en af hans venners vinhandel, hvor vi delte en 30 år gammel Krug. Eller dengang jeg spontant kørte med bag på min ven Niclas cykel fra Vesterbro og til mit livs første og eneste fodboldkamp i Parken. Eller da min kæreste og jeg sad på en bænk i Frederiksberg Have på en smuk efterårsdag og aftalte at få vores første barn sammen. 

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
SI: Efterhånden oplever jeg byen meget gennem aktiviteterne med mine børn, men jeg tror nok under alle omstændigheder den bedste oplevelse, i stil med dem jeg nævner ovenfor, er dem der bare opstår. Derfor er det også vigtigt, at vi holder områder i byen fredet for forbrug, at vi sikrer mangfoldigheden i erhvervsliv, bybillede og beboerskare, at vi sørger for, det er muligt bare at ‘være’ i byen. Til udenlandske venner siger jeg altid, kom om sommeren.  

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
SI: Styr på eskalerende bilisme og parkeringsproblemer for os der bor her. På Istedgade bliver de ved med at fratage beboerne deres parkeringspladser. Vi skal i det hele taget være opmærksomme på den udvikling, der gør det svært at have en hverdag i byen, for det er det, der gør den levende. Jeg tror, det bedste nærmiljø er der, hvor trendy møder nede på jorden, ung møder gammel, sort møder hvid osv. Sidst, men ikke mindst, mangler vi at fylde noget værdigt i det gabende hul, som Ungdomshuset efterlod. 

LC: Dit soundtrack til byen?
SI: Det skønne band Vildnis. Og helt klart jazzens dage med Dexter Gordon, Ben Webster osv. Den tid har sat enormt stort aftryk på byen og været toneangivende for dens musikliv. 

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Sara – vi glæder os til at nyde dit nye album i det forårsspirende København! 

GOD SØNDAG!