En hyldest til Papirøen

4
535
Den 22. december har Papirøens madmarked sidste åbningsdag, og det er ikke kun et farvel til det yderst populære Copenhagen Street Food og de mange andre kreative virksomheder, der har haft kontorer på øen. Det er et farvel til Papirøen og et stykke Københavnerhistorie, som er værd at huske, inden det er væk. Så her er en hyldest til Papirøen, et tilbageblik og kig på hvor du nu skal finde street food.

Jeg er ikke typen, der er bange for forandring, tværtimod. Men det gør altid lidt ondt i hjertet på mig, når København forandrer sig til, hvad der for mig virker, som det værre. Og jeg ser ikke frem til udsigten af endnu glasfacade, specielt omkring Københavns havn, hvor det efterhånden er svært at se det gamle København for bare bygninger, der enten skygger for det originale eller er resultatet af nedrivning til fordel for noget nyt. Det kan være, at jeg tager fejl, og bliver positivt overrasket over det nye byggeri på Papirøen. Men jeg ved, at der er mange, der som mig er yderst skeptiske og ville ønske at Papirøen kunne forblive, som den er.

Fra januar 2018 bliver Papirøen, som vi kender den nemlig jævnet med jorden for at gøre plads til et nyt projekt, som arkitekterne COBE står bag. Så efter næsten fire år med street food, fed stemning, kunst, kreativitet og noget helt igennem ægte, ærligt og æstetisk, er her en lille hyldest til Papirøen – og en lille opsang. Nogle steder er nemlig efter min mening bevaringsværdige, også selvom de måske er slidte og rå, og ikke er de samme arkitektoniske skønheder, som mange andre bevaringsværdige bygninger. Det er jo netop ofte de rå og urbane steder, der giver plads til det originale, det kreative, det mangfoldige og den spontane og ægte gode stemning, som man altid har svært ved at få, når man bygger noget nyt. Det har i hvert fald lange udsigter og tager ofte mange år, når alt er lidt for nyt og poleret og mangler sjæl og personlighed. Derfor er det vigtigt, at vi også husker at gøre plads til det skæve, det rå og autentiske – det er nemlig også dét, der er med til at gøre København så skøn.

IMG_5262 (1) kopiHistorien
Vi kender det alle sammen som Papirøen, men i virkeligheden hedder det Christiansholm, og den lille ø har mere end 300 år på bagen. Du har måske aldrig tænkt over, hvorfor den kom til at hedde Papirøen, men den har også været igennem en del, inden den kom dertil og sidenhen blev så populær for madglade københavnere og turister. Den kunstige ø blev anlagt i 1696 af Kaptajn Johan Georg Motzmann som en kølhalingsplads, og blev i 1723 opkøbt og overdraget til Marinen. Herefter havde øen mange forskellige funktioner bl.a. krigshospital og oplaringsplads for kanoner, indtil Marinen i 1866 solgte øen til en grosserervirksomhed, hvorefter et salt- og kulfirma havde fabrikker på øen. I 1958 rykkede Den Danske Presses Fællesindkøbsforening ind på øen og opførte de store halanlæg, som vi kender dem i dag til at have oplag af papir til landets aviser og dagblade – og deraf kom kælenavnet Papirøen. Øen er ejet af By & Havn, og efter at lejeaftalen med papirlageret ophørte, blev den ellers lukkede ø i 2013 åbnet op for københavnerne, og der blev gjort plads til en masse kreative virksomheder. Øen har siden 2014 udover Copenhagen Street Food bl.a. også huset Experimentarium, COBE, Purpose Makers, Henrik Vibskov, &Tradition, Tommy Hilfiger, Netto-bådene og Canal Tours. Lejeaftalen med alle disse virksomheder ophører med udgangen af 2017, og derfor har By & Havn valgt at restaurere og modernisere øen med det helt nye byggeri Byens Haller, som skal huse boliger, erhverv, et hotel og svømmeanlæg.

Street Food og en kreativ legeplads
Da Copenhagen Street Food åbnede i maj 2014, var det Danmarks første street food marked. Indtil da så vi mere food trucks, som noget der dukkede sporadisk op i sommermånederne på festivaler og i forbindelse med madmarkeder. Men det ændrede Copenhagen Street Food på med deres indendørs marked med mere end 39 gadekøkkener i de rå haller. Ambitionen var at skabe et sted, hvor hver street food bod kunne sætte sit personlige præg både, når det kom til maden og til design af boden – og det må man sige lykkedes. Da jeg kom på Papirøen første gang efter åbningen i sommeren 2014, var det ganske stille og roligt. Boderne lukkede ret tidligt, og ofte var der udsolgt, hvis du kom efter kl. 19. Der var ingen kø, når man skulle have mad eller en kold øl og toiletterne var stort set øde. Der var altid plads til at sidde både indenfor og udenfor og nyde solnedgangen og den smukke udsigt over havnen og byen. Det var inden Inderhavnsbroen stod færdig, og hvor Papirøen stadig føltes som en hemmelig lille oase, som ingen havde opdaget. Det blev hurtigt ændret, og i de sidste par år, har Papirøen været vanvittig populær blandt københavnere og især turister. Så populær at det næsten var for meget til sidst – det var én lang kø til alt, og du kunne ikke længere finde en plads uden at vente – hverken indenfor eller udenfor, hvis vejret ellers var nogenlunde ok. Men det tog nu ikke alt det gode fra stedet, hverken maden eller stemningen, og måske har den længe varslede lukning kun været med til at gøre Copenhagen Street Food endnu mere populær i de sidste par år. Men jeg tror nu, at den store popularitet udover den flotte placering også skyldes, at de gamle papirhaller i alle fire år fik lov til at stå ganske upoleret og var med til at give en afslappet og god stemning.

copenhaegen-street-food_lovecopenhagenFotocredit: Copenhagen Street Food

Nye madmarkeder åbner i 2018
Nu er det ikke fordi, at det hele skal være trist. Lukningen af Papirøen åbner ikke kun op for et nyt byggeri, men også for nye street food markeder i København. Folkene bag Copenhagen Street Food har nemlig allerede planer om at åbne nye madmarkeder. Jesper Møller har allerede fundet nye lokaler i hallen Riggerloftet på Refshaleøen, og efter planen åbner et helt nyt kreativt madmarked i foråret 2018. Derudover har Nik Kongsø og Jakob Nygaard også planer om at åbne et madmarked i Boltens Gård, som også efter planen skal åbne i foråret 2018. Så det ser altså ud til, at København ikke blot mister et madmarked men tværtimod får en hel del nye. Hvis du ikke kan vente indtil de nye street food markeder åbner, så er det bedste, omend lidt mere polerede bud, WestMarket, Tivoli Food Hall, Torvehallerne og til foråret Kødbyens Mad & Marked.

Papirøens madmarked har sidste åbningsdag den 22. december, og så holder Copenhagen Street Food i øvrigt et brag af en afskedsfest lørdag den 16. december med gravøl og musik fra en lang række DJs.

Tak for denne gang Papirøen og for fire år med lækker street food og fed stemning.

/Louise Bro

4 COMMENTS

Comments are closed.