Det skal du se på årets CPH:DOX!

14/03/2018

438

I dag starter årets CPH:DOX – Europas største dokumentarfilmfestival, der med en lang række verdenspremierer og over 200 film på programmet byder op til debat, eftertanke og underholdning. Louise T har nærstuderet programmet og giver dig her en stribe anbefalinger på film og events, som du ikke må gå glip af i løbet af de næste 10 dage – og så kan du lære lidt om dokumentargenrerne, mockumentary og iscenesatte eksperimenter, som er Louise T’s yndlingsgenrer.

En af mine yndlingsfestivaler i byen er endelig landet endnu engang, CPH:DOX. Det har altid været forbundet med efterår og hygge, da festivalen i mange år lå i starten af november – og vi kan vel sagtens lege, at det er efterår nu..?

Jeg har altid været fascineret af dokumentarfilm, og derfor var det heller ikke tilfældigt, at jeg kom i praktik hos Poul Martinsen på DR, da jeg læste Medievidenskab i sin tid. Poul var og er en institution i sig selv og har lavet en lang stribe af film, der både har betaget og forarget, og så var han first mover og lavede helt tilbage i 1969 et dokumentarprogram med et iscenesat eksperiment, Broen. Det, der i dag har udviklet sig til at være reality tv.

Dokumentarfilm findes jo i lige så mange forskellige genrer som fiktionsfilm. De fleste vil nok tænke på den mest klassiske form for dokumentar, den fortællende eller undersøgende, når snakken falder på dokumentarer. Og det også ofte den, der vises i tv. En form for dybdeborende, journalistisk film, der søger sandheden.

Mockumentaries

Da jeg studerede, var jeg meget fascineret af både det iscenesatte eksperiment, men også det dengang nye mockumentary. Det var faktisk slet ikke en ny genre, vi havde bare ikke talt om den så meget. Mockumentary er ganske almindeligt i dag, men det var det ikke for 10 år siden, hvor folk ofte blev i tvivl om, hvorvidt filmene var sande eller fiktion.

Spinal Tap, Forfotten Silver, Blair Witch Project, The Office – er alle eksempler på film, der benytter dokumentarens greb for at få det til at se virkeligt ud. Særligt Forgotten Silver er jeg vild med, af Peter Jackson, før han blev verdenskendt med Ringenes Herre. Da Forgotten Silver havde premiere i Australien i slutningen af 1990’erne, kom der en vanvittig debat om de ting, Peter Jackson havde fundet frem til i sin ‘dokumentar’.

Jeg kan anbefale dig at dykke ned i mockumentary-genren, hvis du ligesom mig synes, at den slags er morsomt.

Poul Martinsens iscenesatte eksperimenter

Jeg skrev speciale om Poul Martinsens iscenesatte eksperimenter, som både var interessante og overraskende, men også forargende – for hvad må man egentlig bruge ganske almindelige, uvidende mennesker til i sine forsøg?

Det var et stort spørgsmål tilbage i 1970’erne, hvor Martinsen i sit program, Lydighedens Dilemma, genskabte det berømte Milgram-eksperiment, hvor man undersøger en persons lydighed overfor autoriteter. Eksperimentet viser, at de fleste er mere autoritetstro, end vi går og tror – og vil derfor gå meget langt for at adlyde en autoritet, til trods for at det strider mod vores samvittighed og lyst.

Dette bliver i dag undersøgt i et virkelig usmageligt program, The Push, som efter min mening går alt for langt i sin iver efter at underholde og bevise sin pointe. Det, The Push beviser, er ikke nogen overraskelse, og samtidig tager den slet ikke ansvar for de forsøgspersoner, den har med.

Poul Martinsen blev også meget udskældt for sit forsøg i 1978, hvor Lydighedens Dilemma blev vist på dansk tv. Dengang var grænserne for, hvad man må og ikke må i forskningens navn, mere vide end i dag. Og da Martinsen lavede et lignende autoritetstro-program, Krigerne, i 2006, hvor jeg var praktikant, gik hele produktionen bag nærmest i stå, fordi det var så voldsomt et program at lave.

En psykolog på programmet sagde op, han ville ikke være med længere. En militærmand blev modsat grebet og ville mere. Martinsen sad med sit manuskript og vidste, hvad deltagerne i programmet ville gøre, når de fik forskellige udfordringer. Og han havde også selv lyst til at stoppe. Så det gjorde vi. Stoppede optagelserne før tid.

Krigerne handler om, hvor nemt vi kan komme til at se en anden gruppe mennesker som fjender. Det kræver meget lidt psykologisk indsigt at vende en befolkning mod en anden befolkning – en indsigt, der bliver brugt af diktatorer, men også ganske almindelige chefer og andre autoriteter. Det er så en magtfuld strategi, at vores forsøgspersoner med det samme responderede på Martinsens udfordringer, som han havde forudset.

Martinsen lagde til sidst et ekstra lag på sine udsendelser, hvor han forklarede, at den virkelige bøddel var ham selv: ham, der styrede slagets gang. Ham, der manipulerede. Ham, er skabte splid og forventede splid mellem folk. Du kan finde programmerne på Filmstriben eller hos Cinemateket.

Dokumentarfestivalens mange genrer

CPH:DOX præsenterer virkelige mange forskellige film inden for forskellige genrer – og der er mange spændende af slagsen. Eksempelvis Fake Confessions, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen. En skræmmende fortælling om, hvordan politiet i USA – med præcise metoder – kan få uskyldige mennesker til at tilstå mord.

Men udover de klassiske, undersøgende dokumentarer, er der på årets festival også masser af poetiske, kunsteriske, obskure og syrede film. Og så er der jo de mange events; koncerter, fester og debatter. Og ikke mindst udstillingen på Charlottenborg.

I går så jeg The Work, som fik mig til at tude flere gange. Og jeg tænkte, at mange af de bedste filmoplevelser, jeg har haft, har været dokumentarfilm. For de formår både at underholde, forarge, røre, skabe debat og glæde. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtig denne festival er. Og så er den tilmed Europas største af sin slags!

Jeg har flippet programmet igennem en håndfuld gange, og jeg har haft umådeligt svært ved at vælge, hvilke film jeg skal se i år. Jeg har valgt en hel del ud, som jeg regner med at se live – og så har jeg sat mig for at anmelde resten hjemmefra.

God fornøjelse!

/Louise T