Hvorfor jeg viser håndboldkampen til min fødselsdag

0
432
Der findes sportsgrene, som kan samle danskerne – og de sportsgrene fylder byen med glade mennesker, der elsker at feste og glæde sig over de sejre, som vores seje sportsfolk hiver hjem til os. Derfor er vigtige kampe altid på dagsordenen, når jeg holder fest.

I går blev VM i herrehåndbold fløjtet i gang – og hvilken start! Danmark bragede derudaf som en kraftfuld orkan, stålsat på at underholde og vinde point. 39-16 var resultatet over Chile, og allerede i morgen spilles en ny kamp. Og til min fødselsdagsfest – dér skal vi se kamp!

Mads & Monopolet

For år tilbage havde jeg et dilemma i Mads & Monopolet. Det drejede sig om, hvorvidt man kunne tillade sig at blive væk fra en fest, hvis man vidste, at værten eller værtinden ville vise en landskamp. Det var lige midt i en slutrunde, og jeg havde diskuteret dilemmaet med en veninde aftenen inden. Vi var helt uenige. Så jeg skrev om aftenen til Mads & Monopolet og blev morgenen efter ringet op af produceren.

I Monopolet sad blandt andet Joachim Boldsen, som selvfølgelig var på min side, men ellers kom der godt gang i diskussionen i studiet. Deres konklusion blev, at man ikke kunne kræve at se en landskamp til en fest, men at man altså heller ikke holdt sig væk, hvis en kamp blev vist.

Jeg er vokset op med et fodboldlandshold, som var europamestre. Jeg var som barn nede at se dem træne i Vedbæk og få deres autografer. Da jeg kom i gymnasiet blev jeg en del af en større vennegruppe, som altid så landskampe sammen og festede bagefter. Og da herrelandsholdet i håndbold blev europamestre i 2008, stod jeg naturligvis inde på Rådhuspladsen i bidende kulde for at hylde dem.

Landskampe betyder med andre ord noget for mig. Ligesom de gør for mange andre danskere.

Den infamøse finale

For en del år siden havde jeg inviteret min daværende kæreste på spaweekend i Nordtyskland. Uheldigvis lå opholdet midt i en VM-slutrunde i håndbold. Danmark spillede semifinale, mens vi sad og spiste middag i restauranten på hotellet – og smuglyttede til radioen for at følge med i kampen. Danmark vandt, og vi fortsatte aftenen med at feste på værelset med masser af bobler.

Dagen efter kørte vi mod Danmark og skulle nå hjem til min søster og svoger i Virum, hvor vi skulle se finalen. Desværre kom undertegnede til at misse en afkørsel, så vi endte med at køre en kæmpe omvej op til Virum. Jeg lover dig; der blev råbt og skreget og skældt ud, og bagefter sad vi og var roligt rasende på hinanden, mens vi begge stirrede vredt ud af forruden. Den slags missere, jeg foretog der, kan jo medføre skilsmisser og det, der er værre!

Vi nåede op til Virum – med min kæreste, der nærmest trak håndbremsen, da vi nåede villavejen, så bilens bagende svingede på plads, og han kunne løbe ud og op til fjernsynsskærmen. Ret dramatisk.

Kampen var i øvrigt en af de mest nervepirrende kampe, hvor vi kun med nød og næppe blev slået af Frankrig.

Sport og sammenhold

Sådan kan landskampe altså lige pludselig blive meget vigtige i vores liv. Fordi det skaber glæde, det skaber sammenhold, og det er en leg. Som da min far fyldte 60 år og havde stillet et stort telt op i haven og inviteret alle vennerne til fest. Hvad min far ikke kunne gøre for var, at hans fødselsdag ligger i juni og dette år lige præcis på en vigtig kampdag.

Derfor havde han tændt for fjernsynet i stuen, så folk lige kunne tjekke kampstillingen på vej til toilettet.

Og jeg skal lige love for, at gæsternes blærer var i udu den dag. Der var et rend af mennesker ind og ud af stuen, og sjovt nok gik snørebåndet notorisk op på vejen, og det skulle jo lige bindes dér foran tv’et, ligesom skjorten og manchetknapperne lige skulle rettes på midt i stuen på vej til toilettet.

Til sidst satte jeg mig i sofaen og begyndte at se kampen. Ikke lang tid efter kom den første gæst: “Nå, kan man lige tjekke, hvad kampen står mon?” spurgte gæsten undskyldende. Næste gæst udbrød stille og en anelse misundeligt: “Nå, der sidder I da meget godt, er der mon plads til én til,” og til sidst var vi otte mennesker foran skærmen. Inklusiv fødselsdagsbarnet, min far.

For hvis flertallet vil se kamp, så kommer vi jo ikke langt ved at forbyde det. En kamp varer i halvanden time, og hvis vi vinder, bliver festen med et slag 75 % sjovere.

Så når jeg i morgen skal holde fest, vil jeg kompensere for mit manglende fjernsyn og i stedet sætte projektoren op inde i mit soveværelse. Jeg vil købe adgang til TV 2 Play og tænde for kampen, så snart klokken er kl. 20.15. Så kan dem, der vil se kampen, se den, og de andre kan feste inde i stuen, indtil vi andre kommer ud igen, muntre og opstemte.

God kamp i morgen og god slutrunde!

/Louise T.