Maria Montell | Københavnersnuden #511

0
148
Fotocredit: Heidi Maxmiling

Ugens Københavnersnude er sangerinde, sangskriver og selvstændig iværksætter, Maria Montell. Hun er mor til tre og bor i Humlebæk med sin mand. Maria kan i år fejre 30-års jubilæum i musikbranchen og udgiver i den forbindelse ny musik, bl.a. en ny version af hendes legendariske hit ’Di da di’. I forbindelse med jubilæet udgiver hun en opsamlings-dobbeltvinyl og tager på turné i starten af 2025. 

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Maria Montell: Jeg er ved at samle mine sange og “Hits” til en opsamlings dobbeltvinyl, der udkommer i november. Samtidig skal jeg råbe højt op om, at jeg skal på turné med mit band i starten af 2025. Det er LANG tid siden jeg har været på Danmarkstour, men musikken har dog fyldt professionelt i 30 år nu. Jeg har faktisk jubilæum i år.

Den 20. september udgav jeg et remake af mit nummer ’And so the story goes (Di da di)’ i både engelsk og spansk version. Jeg har på singlen allieret mig med den legendariske københavner-duo Laid Back.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Maria Montell: Jeg bor på landet i Humlebæk, men der er ikke langt til København og jeg er hurtig på motorvejen….

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Maria Montell: Hjemme går jeg tur rundt om markerne ved årstiderne med mine to hunde. I København nyder jeg, at gå i Kongens Have.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Maria Montell: Granola på Værnedamsvej. Jeg har igennem årene været tilknyttet Studier på Gl. Kongevej, så det er lige om hjørnet og man bliver fristet til, at købe lækkerier med hjem til aftensmad etc.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
MM: Godt, lækkert og til, at betale Le Petit Rouge (Fransk køkken) Kristen Bernikows Dade og Delphine på Vesterbro, der serverer græsk og italiensk. Super god betjening, mad og atmosfære.

Jeg kan også godt lide Nørrebro, da jeg boede der i en del år på Meinungsgade. Der er sket meget siden og der er åbnet en masse nye steder. Jeg bliver altid nostalgisk, når jeg er i mit gamle hood. Så en tur til Sct. Hans Torv på Sebastopol og spise en frokost med en god veninde, er altid et hit.

Fotocredit: Heidi Maxmiling

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
MM: Det er et stykke tid siden jeg har haft et stamsted, hvor jeg fester i KBH. 🙂 Men har hørt godt om Museo, som er et mix af Young ones og Old Spice og gode DJ´s. Min søn er i hvert tilfælde også fan.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
MM: Jeg må jo nok indrømme, at jeg finder stor glæde og inspiration i naturen, der hvor jeg bor lidt ude på landet i Humlebæk. Men en god bytur i København kan også noget og nogle gange føles, som en lille ferie. Det handler om frihed og ungdom, når jeg er i byen i København. Dejlige minder fra ungdommen, hvor jeg ikke havde så fandens mange forpligtigelser overfor familie og alle mulige voksenopgaver.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
MM: Altså faktisk er det fantastisk at sejle i en GoBoat eller lignende og se København fra vandet og i Solskin. At stoppe ind forskellige steder, hvor der er stemning. Vintertid er det jo nok Kongens Nytorv og Nyhavn der trækker. Eventyrligt og magisk i november og december. Have lidt mønt på lommen og sidde og kigge på folk på Fru Remmens Hotel D´angleterre, som en anden turist.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
MM: Det må være i Tivoli, hvor jeg spillede på plænen i sommer.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
MM: Der er nogle stykker, men en koncert med Prince i Vega efter hans officielle koncert i København. Helt tæt på med det fedeste band. Han valgte dog at stå med ryggen til publikum. Ret arrogant, men også helt cool, at se de bare nød at spille på en intim scene. Og der var heller ikke noget galt med,at se Prince bagfra der hvor jeg stod 🙂

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
MM: Besøg alle broerne Vesterbro/Nørrebro/Østerbro og du får stemningen af Københavnerne og København.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
MM: Gratis parkeringspladser.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
MM: “Songs in the key of life” dobbeltalbum fra 1976 med Stevie Wonder 🙂

 

Du kan følge Maria Montell på mariamontell.dk, Facebook og Instagram. Vil du gerne opleve hende live, så har du mulighed for det på hendes turné i 2025.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Maria!