Det sker i København | Oktober 2024

0
100
Din guide til oktober i København

Oktober er lig med en masse kulturelle højdepunkter og efterårshygge i København. Uanset om du er til oktoberfest, halloween, efterårsferie eller Kulturnatten, så er der noget at glæde sig til hele måneden. I denne guide får du et overblik over nogle af de største oplevelser, du kan se frem til i oktober.

 

1.-5. oktober: Oktoberfest på Lygtens Kro
Lygtens Kro inviterer til Oktoberfest alle dage fra den 1.-5. oktober med et proppet program hver dag. Fra quizzer, ostebingo, og banko til livemusik – foruden en masse kolde øl på hanerne. Der er også gratis øl og curry-wurst til alle der dukker op i deres bedste tyroler-outfit!
1.-5. oktober: Særudstilling om same-sex vielser på Københavns Rådhus  

Den 1. oktober er det 35 år siden, at de første personer af samme køn, ’ja’ til hinanden på Københavns Rådhus og Danmark blev det første land i verden til at tillade vielser mellem personer af samme køn. Det fejres med en særudstilling på Københavns Rådhus, hvor du gennem billeder og dokumenter kan se historien om de par, der tog del i en banebrydende forandring. Udstillingen kan ses fra den 1.-5. oktober 2024 i Rådhusets åbningstid, og der er gratis adgang.

1.-20. oktober: World Press Photo
Nu har du igen mulighed for at besøge World Press Photo udstillingen i Pressen i Politikens Hus og se de pressefotos fra hele verden.
4. oktober: Smagedag hos Løgismose
Løgismose inviterer til smagedag fra kl. 15-19, hvor du bl.a. kan smag dig gennem pasta, små spanske patéer, friskrøget laks, specialbryg, te, kaffe og søde sager.
4.-5. oktober: Husted Vinfestival
Den 4. og 5. oktober inviterer Husted Vin i Sydhavnen til deres årlige vinfestival. Her kan du smage frit blandt +85 VINE og købe dine favoritter til en skarp tilbudspris på dagen.
6. oktober: Rita Blå’s Lopper på Sønder Boulevard
Søndag d 6. oktober indtages Sønder Boulevard af loppemarked, der er åbent og gratis for alle gæster. Det er årets sidste loppemarked på Sønder Boulevard, hvis du vil gøre gode loppefund udendørs.
10. oktober til 3. november: Halloween i Tivoli

Traditionen tro forvandles Tivoli til en fortryllende Halloween-oase, der byder på alt fra uhyggelige oplevelser til magiske stunder for hele familien. Fra den 10. oktober til den 3. november kan du bl.a. opleve over 22.000 græskar, boder med Halloween-specialiteter, håndværk og uhyggelige godter, samt det store Monsters Night Out optog.

11. oktober: Kulturnatten 2024

Den 11. oktober kan du få et helt unikt indblik og tage på besøg på mange ellers lukkede steder i København til Kulturnatten 2024. Her kan du deltage i en aften fyldt med kulturelle oplevelser over hele byen, herunder museer, teatre og historiske bygninger. Perfekt til en sjov og lærerig start på efterårsferien.

11. oktober: Lyd og Lysværk “Som Ild og Vand” i B&W Hallerne
På Kulturnatten kan du opleve et helt særligt og gigantisk lyd- og lysinstallation i B&W-hallerne. SOM ILD OG VAND er en immersiv oplevelse af musik, lyd, lys og laser i de imponerende industrihaller, der normalt er lukket for offentlig adgang. Har du et Kulturnat-armbånd kan du besøge lyd- og lysinstallationen løbende hele aftenen.
14.-20 oktober: Efterårsferie i København

Uge 42 er lig med efterårsferie for mange i København. Vi har samlet en lille guide med en masse sjove aktiviteter hele ugen for store og små. Læs mere her.

16. oktober: Gratis adgang til Københavns museer

Fra den 16. oktober, kan du hver onsdag opleve byens kulturskatte i København – helt gratis. På Københavns Museum, Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal genindføres den populære “gratis onsdag” ordning, så du fremover kan tage gratis på Københavns museer og nyde fantastiske udstillinger midt på ugen uden at betale entré.

18. oktober: Efterårsmarked på BaneGaarden
Der bliver skruet helt op for efterårshyggen på BaneGaarden, når de inviterer til marked. Det bliver en dag med alt det bedste fra efteråret og en hyldest til sæsonens grøntsager, varm kakao og hygge i varmestuen.
24. oktober: Støttekoncert i Holmens Kirke

Den 24. oktober oktober arrangerer Lone Dybkjær Fonden en støttekoncert i Holmens Kirke, hvor kantor Jakob Lorentzen vil skabe en stemningsfuld og rørende koncert i det smukke og velklingende kirkerum til støtte for undertrykte kvinder. Billetter kan bestilles HER til en grundpris på kun 30 kr. Så bestemmer man selv, hvor meget man vil støtte fonden med. Alle indtægter går ubeskåret til legater.

25. oktober: Secret Screening – horrorfilm på Ungdommens demokrati hus
Ungdommens demokrati hus afholder Secret Screening, hvor de viser en horrorfilm. Men du får ikke at vide, hvilken film der bliver vist, før lyset dæmpes og filmen begynder. Filmen er udvalgt til at skræmme selv de mest hærdede horror-fans, så hvis du er klar til at blive rystet ind til benet, er dette event for dig.
26. oktober: Halloween fest på Klub Werkstatt

Lørdag den 26. oktober kl. 20 kan du komme til en uhyggelig god halloween-fest, når Klub Werkstatt blænder op for Haunted Warehouse Party. Den står på betagende horror-dragshow, tattoo pop-up, læsning af tarot, blodig Death Valley-bar, udsøgt power horror house og selvfølgelig masser af dans.

Vi opdaterer løbende guiden, så husk at gemme linket og vende tilbage for endnu flere spændende events i oktober.