Ugens Københavnersnude er Fie Eike. Hun sætter lyd til menneskelivets dybeste følelser og største kontraster af sorg, mørke, lys og håb med sine melodiske og stemningsfulde engelsksprogede sange og instrumentale kompositioner. Hendes debutalbum ‘Water’, som netop er udkommet, udforsker vandets og havets eksistentielle visdom om heling og transformation. Kompositionerne er anført af Fie Eike’s rørende og kraftfulde vokal og klaver tilsat elektroniske elementer og lydoptagelser af vand og hav fra forskellige steder i Danmark – helt fra Københavns havn til Vesterhavet på Saltum Strand. Mød hendes København her.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Fie Eike (FE): Jeg har lige udgivet mit debutalbum ‘Water’ og er i gang med at promovere albummet og spille koncerter. Derudover forbereder jeg flere koncerter og spændende samarbejder for 2025. Nogle af mine kommende koncerter kommer til at integrere musikken med oplevelser omkring naturen og tilbyder publikum et rum for fordybelse, refleksion og nærvær. Den 21. november 2024 udforskede jeg f.eks. sammen med publikum mørket i den indre og ydre natur, da jeg spillede koncert på Kunstcentret Silkeborg Bad i mørke med Ørnsø som bagtæppe.
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Fie Eike (FE): I København K.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
FE: Næsten altid i nærheden af vand, og det er der heldigvis meget af i København. Jeg går eller løber en tur flere gange om ugen omkring Kastellet. Derudover går jeg ofte tur omkring Københavns Havn fra Langelinie hen til Skuespilhuset og over cykelbroen til Christianshavn. Når jeg går tur i København K, elsker jeg at udforske smutveje, gennem gårde og “hemmelige” stisystemer væk fra hovedgaderne, som man først rigtig lærer at kende, når man bor her. Det føles lidt som at træde ind i en stille tidslomme, hvor man har byen for sig selv et øjeblik.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
FE: Jeg tager min kaffe to-go fra Taste eller fra Original Coffee i Store Kongensgade og tager den ofte med ned til min “hemmelige” bænk ved Kastellet, hvor jeg tit sidder med musik, jeg arbejder på, i ørerne, eller med min notesbog. Jeg er også vild med at drikke kaffe på terrassen ved Skuespilhuset på den første forårsdag og kigge på livet omkring havnen.
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
FE: Allerhelst til middag hos venner eller hjemme med min mand og venner, hvor jeg elsker at lave mad. Ellers en frokost ude, på f.eks. Beau Marché café à Vins eller Bottega Barlie.
LoveCopenhagen: Hvor fester du?
FE: Jeg går ikke rigtig “i byen”, men er god til at fejre i hverdagen og livet generelt med venner til middag og festligheder privat. For mig føles det altid særlig festligt at gå til koncerter både som publikum, og når jeg selv spiller koncert, hvor jeg elsker at tale med folk efter koncerten.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
FE: Jeg inspireres af mennesker, når jeg går rundt i Københavns gader, men mest af alt inspireres jeg af byens natur, hvor de mange sanseindtryk fra byen bliver sat på pause. Jeg går særligt på Kastellet, i Kongens Have, Søerne, Østre Anlæg, Botanisk Have eller Assistens Kirkegård, hvor tankerne får fri og naturen spejler livet og minder mig om forbundethed.
Jeg inspireres også af kulturen i byen. Jeg elsker at gå til koncerter, i teatret, i biografen og til udstillinger. Hvis jeg har en pause i hverdagene, kan jeg godt lide at gå forbi nogle af gallerierne i København K på min vej gennem byen.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
FE: Uden tvivl Kastellet, hvor jeg er næsten hver dag. Ikke på selve forhøjningen, men rundt om kastellet langs volden, hvor jeg følger naturen og dyrelivet tæt hele året og har min faste bænk. I år har jeg fulgt svanernes ællinger fra æg og helt indtil nu, hvor de er næsten voksne.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
FE: I laddet på min venindes Christianiacykel sammen med min mand og gode venner på vej til koncert med Douglas Dare en aften igennem Københavns smukke oplyste gader, efter hyggelig middag hjemme med grin og en følelse af frihed, og at natten er uendelig.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
FE: Der er mange. Men gåture med min gamle hund Helmuth (som desværre ikke lever mere) og min mand i Kongens Have og på Kastellet, hvor vi sludrer med lokale venner og naboer på vejen en forårsdag, imens kirsebærtræer springer ud, og livet udfolder sig efter vinterens dvale.
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
FE: Jeg elsker selv at udforske byen efter mørkets frembrud. Ikke som en bytur, men en gåtur i de mørke gader særligt i julemåneden hvor der er endnu flere lys i mørket. Jeg løber faktisk ofte tur efter mørkets frembrud, fordi jeg elsker stilheden og den skønhed, som kommer til syne i mørket. Byen bliver på alle måder eventyrlig, og særligt i Københavns havn, hvor byen lyser op i det mørke vand, og gadelamperne oplyser byens natur, så den bliver levende på en ny måde.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
FE: Jeg kunne måske godt savne noget mere mystik. Jeg har boet i London en del år, hvor der findes “hemmelige” barer og spillesteder, og der sker mange ting i “hemmelighed”, som jo egentlig ikke er rigtig hemmelige, men der opstår en stemning af noget helt særligt, når man skal lede lidt efter det.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
FE: Mit soundtrack til en gåtur i København efter mørkets frembrud er nummeret ‘The Nile’ fra mit debutalbum, som netop handler om at turde konfrontere mørket og udforske mørket i os selv igennem naturens mørke. For når vi udvider vores kapacitet for mørke, udvider vi automatisk også vores kapacitet for lys, skønhed og glæde.
Tusind tak, Fie Eike, fordi du ville dele dit København med os!
Du kan lytte til Fie Eikes album ‘Water’ her – og du kan følge hende på Instagram og Facebook. Tjek også hendes hjemmeside.