Den sidste dag på årets Roskilde Festival, lørdag, byder på både store blasts from the past, nye superstjerner på toppen af hitlisterne og ikke mindst upcoming navne, som vi de kommende år helt sikkert kommer til at se meget mere til. Og selvfølgelig skal vi også hilse på Damon Albarn – ingen Roskilde uden den herre!
Af Louise Taarnhøj
-
Jasmine.4.T, kl. 12.00, Gaia
Jasmine.4.T. er en af alt-rockens mest lovende nye stemmer med et rørende debutalbum produceret af Phoebe Bridgers og hendes boygenius-kolleger. Med poetiske sange om identitet, ensomhed og fællesskab formidler hun erfaringer som transkvinde – men rammer alle, der har følt sig udenfor. Glæd dig til en intens og smuk koncertoplevelse med et band, der emmer af både nerve og nærvær.
2. Creekbed Carter Hogan, kl. 12.30, Gloria
Creekbed Carter Hogan forener klassisk country med dybt personlige, queer-fortællinger i sange, der både trøster og prikker til normerne. Albummet Creekbed Carter er et smukt og modigt værk, der favner alt fra smerte og håb til humor og ømhed. Du kan se frem til en koncert, hvor steelguitar og stærk sangskrivning går hånd i hånd med en vigtig stemme i countryens fremtid.
3. Dayyani, kl. 14.00, Gaia
Dayyani er en af Danmarks mest lovende popstemmer med et internationalt lydunivers spækket med kærlighed, klubbeats og stærke hooks. På debutalbummet Recipe for Love blander hun R&B, amapiano og pop med en stemme og en energi, der fænger fra første tone. Glæd dig til en koncert, hvor følelserne får frit spil, og festen får vinger.
4. Rachel Chinouriri, kl. 14.00, Arena
Rachel Chinouriri balancerer det ømme og det rå med en stemme, der føles både nærværende og uforglemmelig. Hendes guitarbårne popsange emmer af 90’er-nostalgi, selvironi og ægte følelser – uden at miste melodisk styrke. Med What a Devastating Turn of Events har hun sat sig tungt i britisk pop, og på Arena får vi hele følelsesregistret foldet ud i fuld styrke.
5. School of X, kl. 16.00, Gaia
School of X forener storladen indiepop med nærvær og intensitet – altid med melodien i centrum. Hans seneste album Seventh Heaven er både drømmende og kraftfuldt og har cementeret Rasmus Littauer som en af Danmarks mest helstøbte kunstnere. Jeg forventer, at School of X leverer en koncertoplevelse, der rammer lige i både kroppen og hjertet.
6. Anohni and the Johnsons, kl. 16.00, Arena
Selv blandt mange stærke stemmer på årets program skiller Anohni sig ud med sin rørende vokal og dybt vedkommende sange. Sammen med The Johnsons skaber hun et musikalsk rum, hvor soul, spiritualitet og aktivisme smelter sammen til noget helt unikt. En koncert, der vil sætte sig – længe efter sidste tone har lydt.
7. Mona Moroni, kl. 16.00, Eos
Mona Moroni skaber et dragende univers af drømmepop, hvor melankoli og skønhed går hånd i hånd. Deres koncerter balancerer storhed og intimitet med en sjælden musikalitet, der taler til både hjerte og sanser. Et stille højdepunkt, der helt sikkert vil sætte spor.
8. Lucy Dacus, kl. 17.15, Avalon
Lucy Dacus skriver med en ærlighed, der skærer helt ind til benet. Hendes sange forener skarp fortælling og følsom guitarbaseret indierock i et udtryk, der føles både nært og nødvendigt. På scenen leverer hun med en rolig kraft og en tilstedeværelse, der gør det svært at kigge væk.
9. African Express, kl. 17.15, Orange Scene
Africa Express på Orange Scene er en af lørdagens helt store begivenheder. Under ledelse af Damon Albarn samler det banebrydende kollektiv musikere fra hele verden til en unik koncert fyldt med energi, spontane samarbejder og ny musik skabt i den mexicanske jungle.
Med navne som Moonchild Sanelly, Joan As Police Woman, Django Django og mange flere på scenen er der lagt op til en grænseløs fest, hvor alt kan ske – og hvor man med garanti går derfra med følelsen af at have oplevet noget helt særligt.
10. Lola Young, kl. 18.45, Arena
Lola Young er en af Englands mest spændende nye stemmer – og hendes koncert på Arena bliver en af lørdagens stærkeste. Med sin store vokal, rå nerve og hits som “Messy” og “Don’t Hate Me” blander hun pop, soul og indierock i sange, der går rent ind.
Hun har allerede fans i Madonna og Tyler, The Creator – og live leverer hun ægte følelser og smittende energi.
11. Nine Inch Nails, kl. 21.45, Arena
Nine Inch Nails er tilbage – og det bliver voldsomt. Lørdag aften på Arena kan du opleve et af industrialrockens mest banebrydende bands levere et knusende, emotionelt og kompromisløst liveshow. Trent Reznor og Atticus Ross har skabt et mørkt, mesterligt katalog med klassikere og prisvindende filmmusik – og nu er de i gang med nyt materiale. Glæd dig til en koncert, der bliver både brutal og smuk.
12. Tyla, kl. 23.15
Tyla er endelig klar til sin første danske koncert – og det bliver en ekstravagant sommerfest på Orange Scene lørdag aften.
Den sydafrikanske superstjerne har taget verden med storm med sin dansable fusion af amapiano, pop og R&B. Hittet “Water” og debutalbummet Tyla har placeret hende helt i toppen af den globale popscene. Nu indtager hun Roskilde med stil, attitude og bangers nok til at gøre natten uforglemmelig.
13. The Raveonette, 23.15, Avalon
The Raveonettes er tilbage – med nyt album og deres karakteristiske mix af støj, melodier og rock’n’roll.
På Pe’ahi 2 fortsætter duoen, hvor de slap i 2014, og lørdag aften på Avalon kan du opleve både nye sange og støjende klassikere fra et af Danmarks mest stilskabende rockbands. En koncert med rumklang, rå attitude og masser af guitar – som kun The Raveonettes kan levere det.
Rigtig god lørdag på Roskilde Festival!
– Louise T.
Se hele 2025 programmet for Roskilde Festival lørdag HER.
Vil du have flere anbefalinger til Roskilde Festival 2025? Læs også de navne, du ikke må misse onsdag, torsdag og fredag. Bæredygtig mad og kulinariske oplevelser på årets festival.