Ugens københavnersnude Sinne Eeg er en af Danmarks mest anerkendte jazzvokalister – både herhjemme og internationalt. Med en række anmelderroste albums har hun cementeret sin position som en af Europas førende jazzsangere. Hendes mange hædersbevisninger tæller bl.a. hele fem Danish Music Awards for ‘Bedste Vokal Jazzudgivelse’ samt Ben Webster Prisen i 2014. Sinne Eeg og pianisten Jacob Christoffersen udgiver nu det fælles jazzalbum ‘SHIKIORI’ – indspillet live i Japan og båret af det tætte samspil, der kendetegner deres 20-årige samarbejde.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Sinne Eeg (SE): Jeg er ved at udgive et album med pianisten Jacob Christoffersen. Vi indspillede musikken i september sidste år på en helt vidunderlig location i Japan. Et smukt traditionelt hus ude på landet, som betyder rigtig meget for os begge. Det synes jeg, man godt kan fornemme på indspilningen, der har en helt særlig intens energi.
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Sinne Eeg (SE): Jeg har boet på Amager siden 2005 – dog med en kort afstikker til Vesterbro. Jeg bor på Amagerbrogade i et byggeforeningshus, med en lille have bagved. Jeg har ikke specielt grønne fingre, men jeg elsker at nusse rundt i den have.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
SE: Jeg elsker at gå rundt i det gamle København – især på Christianshavn. Jeg går også mange ture i mit eget kvarter ved Sundbyøster og på Amager Strandpark.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
SE: Ingolfs Kaffebar er nok mit foretrukne kaffested. Det ligger lige tæt på mit hjem, og det er den fineste lille oase, som har været min kaffestue al den tid, jeg har boet i København.
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
SE: Hvis jeg spiser ude, er det ofte på Palægades Restaurant. Maden og betjeningen er altid helt i top, og så minder stedet og stemningen mig lidt om Paris og New York. Men jeg spiser for det meste hjemme, da jeg elsker at lave mad selv. Det er det, jeg gør, når jeg skal koble af.

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
SE: For det meste fester jeg i privat sammenhæng hos venner eller hos mig selv. Men hvis jeg går i byen, er det som regel på jazz-stederne – især La Fontaine. Jeg elsker kombinationen af fest-stemning og cool live jazz.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
SE: Når jeg har brug for inspiration, går jeg ofte til koncert. Det kan både være jazz og alt muligt andet. Jeg får masser af ideer når jeg hører og ser andre musikere optræde. Jeg finder også rigtig meget inspiration ved at gå eller cykle rundt i København. Kombinationen af indtryk fra byen og det at være i bevægelse sætter gang i min hjerne.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
SE: Uuhh, jeg har mange yndlingssteder i København…Men et af de bedste steder for mig er nok Kayak Bar. Der er ikke meget, der kan overgå, at sidde der en sommeraften sammen med gode venner og kigge på min smukke by fra vandsiden.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
SE: Hvert år når det lune vejr kommer og solen tager fat, er der en helt særlig optimistisk stemning i byen. Folk begynder at pible frem fra deres små huler og storsmilende indtage byens uderum Der bliver jeg altid lidt forelsket i København.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
SE: Det er svært at komme i tanke om et enkelt minde.. Men jeg har utrolig mange gode minder fra dage og aftener, hvor jeg bare har cyklet rundt i byen, glemt tiden og har ladet mig rive med at, hvad der nu måtte ske.
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
SE: Sørg for at være hjemme i byen under Copenhagen Jazz Festival. Det er de 10 fedeste dage på året, hvor der sker sindsygt meget i hele byen. Jazz er jo så mange ting, så der er helt sikkert noget, du vil være helt vild med.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
SE: Jeg synes, der mangler flere lækre svømmehaller. Og så mangler der seriøst en stor jazzklub, hvor de større internationale og nationale navne kan spille for 200 + mennesker.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
SE: Langebro med Gasolin
Tusind tak, Sinne, fordi du ville dele dit København med os!
Du kan følge Sinne Eeg på Instagram her og se, hvor hun spiller live.