Anne Hjermitslev | Københavnersnuden #20

0
390

Årets første søndagsinterview er med mig, Anne, og jeg håber, I vil nyde at læse lidt mere om mit København.

Anne Hjermitslev
Anne Hjermitslev

LC: Hvor bor du?
AH: Jeg bor på Vesterbrogade, lige ved Værnedamsvej.

LC: Hvor går du tur?
AH: Jeg elsker klassikerne – Frederiksberg Have, Søndermarken og Søerne

LC: Hvor drikker du kaffe?
AH: Jeg er vild med Estate Coffee på Gammel Kongevej, Granola på Værnedamsvej og Hotel Central & Café på Tullinsgade

LC: Hvor spiser du?
AH: Sidst jeg var ude og spise, var jeg på Mêlée, som jeg absolut ELSKER. Derudover er Pluto, Bror og Bar’Vin blandt mine absolutte favoritter – og så vil jeg gerne snart prøve at spise på Amass.

LC: Hvor fester du?
AH: Allerhelst fester jeg hjemme sammen med gode venner – om det er hos os selv eller hos vennerne. Når jeg går ud er jeg virkelig glad for Lidkoeb. Sidst jeg var ude, endte jeg dog på Riesen for første gang i meget lang tid, og jeg må bare konstatere – Riesen holder stadig!

LC: Hvor inspireres du?
AH: Jeg kan finde inspiration alle steder. For mig kommer det mest an på, hvor god tid og hvor meget ro jeg har til at være til stede i nuet og suge stemning og omgivelser til mig. Hvis tiden og roen er på min side, kan jeg blive inspireret alle steder i byen!

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AH: Jeg elsker åndehuller! Assistens Kirkegården er mit absolutte yndlingssted, men sidste år fik jeg også øjnene op for Valbyparken, som jeg forventer at besøge noget mere i år, når foråret og sommeren igen er over os.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AH: Det kan jeg ikke svare på, for jeg er forelsket i København hele tiden. Når jeg sidder i min vindueskarm og falder i staver over livet på Vesterbrogade, når jeg løber en tur i Frederiksberg Have, når jeg kører ad Store Kannikestræde og ser Rundetårn for enden på vej til arbejde om morgenen. Jeg føler mig forelsket i København, så snart jeg træder ud i byen. Fra Amager over Frederiksberg til Østerbro.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AH: Jeg har så mange gode minder om København, at jeg har svært ved at vælge. Men et af mine bedste minder var min og Louises sejltur i vandcykel på Peblingsøen for nogle år siden. Det var bare så hyggeligt – og skørt at sejle rundt på Søerne!

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AH: Kør en anden vej, end du plejer, så du ser noget nyt. Eller lad cyklen stå hjemme og gå i stedet – kig op og nyd det langsommere tempo. Og næste gang du går eller løber en tur i Frederiksberg Have, så husk at stop op og kig på elefanterne (hvis de er ude) – det er måske lidt plat, men jeg elsker at kigge på det store dyr!

Tak, fordi I ville læse med om lidt af mit København.