Bloggen blev for en måned siden kontaktet af en fyr, som tænkte, at vi kunne være interesserede i et møde med tre kunstnere fra Aserbajdsjan. Til at starte med takkede vi nej. Jeg vurderede, at der var noget politisk over det hele, og den slags holder vi os fra her på bloggen. Vi fokuserer jo netop på alt det, som fungerer i København. Men efter en kortere korrespondance kunne jeg se, at jeg havde misforstået henvendelesn. Dette handlede ikke om politik – langt hen ad vejen – det handlede om at se København med andre øjne.
Det kunne jeg ikke sige nej til, så vi fik stablet et møde på benene. Jeg tog min kreative ven Anders Ladegaard med, som ville filme interviewet, og så troppede vi ellers op i Kongens Have på en kold og blæsende forårsaften med lidt solskin på himlen og forventningsfulde smil på vores læber. Det skulle vise sig at blive et både interessant og hyggeligt møde.
Historiske København
De tre herrer hedder Ayxan Tan, Azad Heydarow og Ata Man, og de arbejder alle i filmmiljøet i Aserbajdsjan. Senest har de lavet en kortfilm, der netop er udtaget til Cannes Filmfestival. De er erfarne unge mænd, ja, den ene, Ata, er endda en berømthed i hjemlandet. Alle tre er veloplagte, glade og ivrige efter at udveksle erfaringer med folk, som ikke umiddelbart lignede dem selv; os.
Dette er jo et glimrende udgangspunkt for et møde og et interview, og snakken starter også med at komplimentere de danske forfattere, digtere og filosoffer – især Kirkegaard var en herre, de holder meget af. Ayxan, Azad og Ata bor på Regensen, Københavns ældste kollegium, hvor mange af vores største digtere har boet, blandt andre Kingo, Brorson og Blicher. Azad fortæller begejstret om stedet: ”Jeg skrev til en af mine venner, at jeg bor på Regensen, hvor mange store forfattere og digtere har boet, og han skrev tilbage: ’You’re lucky!’ Det er en meget spændende oplevelse at bo sådan et sted.” Azad er selv digter, og hans taknemmelighed over at bo et så historisk sted, stråler ud af ham.
Plads til mangfoldighed
Deres besøg i København var til at begynde med ikke rigtig planlagt. De var i Amsterdam og havde talt om også at tage til Danmark. Da de blev inviteret til at komme og holde et oplæg om deres film og kunst af danske Annika fra foreningen, Silba, kunne de ikke sige nej. Men det var dog først og fremmest vennerne i København, som de havde mødt på et universitet i Georgien, som de glædede sig til at gense. ”Jeg er her først og fremmest for at se mine venner,” siger Ata. ”Unge i Aserbajdsjan har ofte ikke mulighed for at få venner fra andre lande, så jeg er lykkelig for mine venner rundt omkring i verden. Jeg stiller altid virkelig mange spørgsmål, når jeg mødes med disse mennesker, og de svarer altid åbent og ærligt. Til Silba-eventet mødte vi rigtig mange spændende mennesker, blandt andet nogle fyre fra det gamle Sovjetunionen og et ældre dame, som tidligere har boet i Azerbaijan. Jeg elsker at møde nye folk.”
Og Azad supplerer: ”Selvom vi naturligvis holder af venskaberne, fordi den slags giver noget helt basalt til livet, så faldt brikkerne også bare på plads for vores københavnske venskaber, da vi blev inviteret herop for at holde et foredrag om Aserbajdsjans unge, og hvordan vi kan lære af hinanden i den østlige og vestlige verden.”
Der er ingen tvivl om, at de unge i Aserbajdsjan lever et anderledes liv, end de unge i København. Noget af det, som virker mest påfaldende for drengene er, hvor mange forskellige subkulturer vi har i København, der kan leve side om side. Det undrer mig, at de synes det, da jeg faktisk synes, vi er meget ensrettede her i Danmark. Men åbenbart ikke i forholdt til Baku (Aserbajdsjans hovedstad), hvor drengene bor til daglig. ”Aserbajdsjan har været rigtig meget igennem og blev først en republik for 20 år siden,” fortæller Azad. ”Folket i landet har lyst til at være en enhed, det ligger dybt i os, og det er også godt nok. Men bagsiden af det er, at vi måske ikke accepterer hinandens forskelligheder så meget. Jeg kan tage mig selv i at forsøge at overbevise andre om, at min holdning er den rigtige – i stedet for at acceptere, at andre måske mener noget andet. Her i København har I mange små communities, som kan fungere ved siden af hinanden. Der er plads til alle her, og man kan selv bestemme, i hvilket community, man har lyst til at bo. I de tidligere sovjetiske lande er der slet ikke plads til den forskellighed længere, og det bliver mere og mere tydeligt – de små subkulturer forsvinder.”
Ata er enig – der mangler en accept af, at ikke alle er ens i Aserbajdsjan: ”Det er en skam, at der ikke er plads til forskelligheder i Aserbajdsjan. Hvis man skiller sig ud, bliver der snakket om det – højt. Jeg er eksempelvis overvægtig, og det har været et stort kompleks for mig tidligere. Ikke mange mennesker er overvægtige i Baku, og derfor står jeg ud fra mængden. Det bliver kommenteret højlydt, og det gør mig ked af det. Det er mangel på respekt. Vi kan godt mærke, at vi er måske 100 år tilbage i tiden i forhold til jer. Det er et stort samtaleemne i Baku, at vi er så langt bagud, for det har vi jo ikke lyst til at være, ikke den unge generation. Ingen i Aserbajdsjan har heller markeret sig internationalt. Alle lande har nogle profiler, som er berømte uden for deres eget land, men det har Aserbajdsjan ikke.”
Vi kan lære af hinanden
Interviewet er ved at være ovre, og jeg spørger dem til sidst, hvad de vil tage med sig hjem fra deres besøg i København. Hvad kan vi her i den nordiske storby? ”Noget af det, som vi vil tage med os hjem til Aserbajdsjan er, at København er en åbensindet by, sammenlignet med hvor vi kommer fra. Her er plads til forskelligheder. Vi besøgte blandt andet Bolsjefabrikken – hvad er det lige for et sted?! Det eneste, I mangler her er: god mad og masser af solskin,” griner de. Det er nemlig noget, de har lagt specielt mærke til. ”Solen skinner dagligt måske i 15 minutter? Det er alt for lidt, det er vi ikke vant til. Til gengæld er det sjovt at se folk stoppe op helt spontant, lukke øjnene og nyde 10 sekunder i solskinnet. Det ser man ikke i Aserbajdsjan.” Med hensyn til maden er det ikke nødvendigvis fordi, den er dårlig her; drengene har bare ikke smagt så meget af den traditionelt danske mad. ”Vi skal nå det, inden vi tager hjem, men jeg har indtil videre ikke været særlig begejstret,” siger Ayxan. ”Der kan I godt lære noget af Aserbajdsjan.”
Tusind tak for en hyggelig aften, Ata, Azad og Ayxan – håber I kommer igen. Og opfordringen til at lære af andre kulturer er hermed givet videre.
Vil du se mere, så klik her: https://www.youtube.com/user/LavashGroup
[…] You can read about my meeting with them on Lovecopenhagen.com. […]
Comments are closed.