Da jeg for tre år siden en søvnig søndag sad og så Californication, blev jeg, som så mange gange før, fanget af musikken i afslutningsscenen. Jeg lyttede til teksten og tastede den ind på google. Nummeret var lavet af Gregory Alan Isakov, og jeg blev fan. Siden den aften har jeg missioneret på vegne af den dygtige singersongwriter, og i går kom manden endelig til Danmark.
Gregory Alan Isakov gik på scenen kl. 21.15 i en tætpakket og meget varm Ideal Bar, hvor folk stod forventningsfulde og stille og ventede på dagens mand. Med sig havde han sin bedste ven, Steve, som supportede Isakov på banjo, elguitar og kor. De åbnede med det fantastiske countrynummer, Virginia May, og lyden var så ren og crisp, at hele spillestedet pludselig blev til en bar under den californiske sol, og ikke på et tåget og regnfuldt Vesterbro. Isakovs vokal er simpelthen fantastisk, og hans smukke sange minder om det bedste fra Leonard Cohen – der er ikke så meget lir og pjat i hans relativt simple singersongerstil, men det bliver alligevel aldrig kedeligt, for melodierne og teksterne er interessante og velkomponerede.
Med humor og nærvær
De første tre numre foregik med lyset tændt, hvilket undrede mig – havde de glemt at slukke det? På den anden side virkede det netop mere intimt, end hvis vi havde stået i mørke, da afstanden til ham og os på den måde blev mindre, vi var i øjenhøjde, hvilket passede perfekt til den stille, melankolske og smukke singersongwriter-country. Dog bad Isakov om at få slukket lyset, da han skulle spille nummeret, The Universe, ”det er bare bedre i mørke,” som han sagde.
Gennem hele koncerten fortalte han mange små anekdoter og takkede ofte publikum for vores opmærksomhed og stilhed. Han fortalte, at han var vandt til at turnere i USA med band, men at de på denne Europa-turné kun havde spillet mere intime koncerter, ham og makkeren, Steve. Og så havde de også spillet på flere planetarier! ”Spacy,” som han sagde.
Det stod relativt tideligt i koncerten klart, at jeg var ikke den eneste, der havde lært Isakov at kende gennem den amerikanske tv-serie. Isakov selv jokede med det flere gange, da adskillige publikummer gentagende gang råbte på netop dette nummer. Han tog det dog køligt og med humor med denne historie: Jeg vidste ikke, hvad det var, men det var jo ganske heldigt at komme med i den tv-serie. Så fandt jeg ud af, at det er en bizar serie, som har et eller andet vildt seksuelt plot, og hvert afsnit sluttes så af med lidt god musik. Jeg sad mellem begge mine bedstemødre og så afsnittet, og det var det mest akavede øjeblik i mit liv.” Publikum grinede, og alle hyggede sig – men ’If I Go, I’m Goin’ ville han altså ikke spille lige nu – ”We’ll get to that,” smilede han. Og da flere i publikum pludselig begyndte at råbe på ’Winds of Change’, lo han blot og sagde: ”Jeg kan ikke vente med at ringe til min mor i aften og fortælle hende om denne koncert. Unbelievable. Og I ved godt, at jeg nu går hjem og lærer at spille den sang!”
If I Go, I’m Goin’
Dele af koncerten spillede Isakov helt fremme på scenen sammen med Steve på kor og banjo, og det fungerede virkelig godt. Da Isakov sang, lukkede Steve øjnene og mimede med på teksten – det var tydeligt, at de nød at stå her og spille for os, et lille begrænset publikum, som forsvandt ind i musikken sammen med dem. Og da duoen spillede ’If I Go, I’m Goin’, var der ikke et øje tørt. Både hipsterne, kæresteparrene og den lidt ældre generation, som også havde fundet vej herind på Ideal Bar, havde overgivet sig til Gregory og Steve. ”Måtte denne aften aldrig slutte,” tænkte jeg, da den sluttede. Tak Gregory Alan Isakov. Du har lige vist, hvorfor musik skal opleves live.
/Louise Taarnhøj
Tak til Beatbox Booking for billetten til koncerten.
