Fulgte du debatten, da Anderes Haahr Rasmussen udgav sin debatbog, En Fandens Mand – fortællinger om nye tider, tilbage i februar måned? En bog om, hvor svært det kan være at finde sit ståsted som mand i den moderne verden. Et virkelig interessant og meningsfuldt indspark, for jeg fornemmer, at mange mænd egentlig ikke helt er klar over, hvordan de undgår at træde forkert, og hvordan de består i at være sig selv.
Af Louise Taarnhøj
Jeg ved, jeg kan virke meget bogbegejstret til tider – men der er visse bøger, som læses og ikke anmeldes her på sitet. Vores anmeldelser er velsagtens anbefalinger, og så alligevel ikke. For nogle af bøgerne, som I kan se i anmeldelseslisten, vækker ikke ubetinget begejstring, men har dog alligevel fundet vej til vores spalter.
Denne bog hører ikke til i ovenstående kategori. Denne bog er noget af det vigtigste, jeg har læst i lang tid.
Jeg har sågar læst den to gange og flittigt overstreget de passager, som jeg har lyst til at diskutere med mine mandevenner.
Bogen giver et indblik i forfatterens liv og opvækst som dreng og mand i Danmark. Hvordan det var at være tynd og ranglet og pigernes ven fremfor at være ham, de ville knalde.
Om at modnes sent, om som universitetslærer at være genstand for unge studiners opmærksomhed, om at prøve at gøre og sige det rigtige over for kvinder og alligevel træde ved siden af, om hævnporno, om homofobi og om gerne at ville gøre det rigtige.
En Fandens Mand er først og fremmest ærlig, nysgerrig og rørende. Jeg elsker personligt, når folk tør at være ærlige omkring ting, der ikke er så flatterende. For er der noget, vi har glemt i øjeblikket, så er det at være ærlige. Når ærligheden så endelig viser sig, er den så befriende, for vi er alle sammen engang imellem nogle idioter, nogle smålige og irriterende væsner, der kræver at blive elsket, når vi mindst fortjener det. Og vi er alle sammen usikre.
Udover at være ærlig, stiller Anders Haahr Rasmussen interessante spørgsmål og refererer til samtaler mellem venner, der belyser, hvor svært og komplekst det med køn, identitet og sex er. Eksempelvis når han beskriver det moderne konsensus om, at manden skal helst komme – og meget gerne meget hurtigt – hvis kvinden skal føle sig attrået.
“Ligesom Tove Lo synger i omkvædet af Talking Body. “if we’re talking body / You got a perfect one / So put it on me / Swear it won’t take you long”, jeg sværger, det synger hun, i en salgstale til en lækker fyr, hun gerne vil knalde med. Hun synes, at han skal lægge sin krop oven på hende, og argumentet er, at det ikke vil tage ham – ikke dem, men ham – lang tid. Han skal kneppe hende, fordi hun er så lækker, at han kommer på et øjeblik, så er alle glade, hvilket forvirrer mig lidt, for som jeg husker det, så grinde vi alle sammen af Chrille, da han efter at have mistet sin mødom, indrømmede, at han var kommet efter cirka 12 sekunder.”
(s. 56)
“Charlotte er sidst i 30’erne, gift med Jonas på tiende år, og han kommer hver gang.
“Seriøst?” spurgte jeg.
“Ja,” svarede hun og mente ikke, at det var særligt opsigtsvækkende.
Var det ikke altid sådan, hvordan skulle det ellers være, mænd kommer da, når de har sex, sagde hun, og jeg spurgte, om hun også altid kom, og det gjorde hun selvfølgelig så langtfra, men sådan var det med sex mellem mænd og kvinder, det er nemmere for mænd, sagde Charlotte, og jeg spurgte, om det måske kunne være, fordi de havde sex på hans præmisser (…)
(s. 60)
Som du nok kan fornemme, så er bogen fyldt med morsomme betragtninger, og netop ovenstående har jeg diskuteret både med mine venner og veninder. Alle veninder er enige om, at mandens orgasme er vigtig, og at man kan få nærmest dårlig samvittighed og føle skam, hvis han ikke kommer (hvilket jo er et ENORMT pres at lægge på ham), og alle venner er enige om, at det er ganske normalt ikke at komme hver gang. Såå…
Bogen handler ikke kun om sex, selvom det fylder en del. Det giver sig selv, når det ofte er her, heteroseksuelle mænd føler sig forvirrede.
Anders Haahr Rasmussen interviewer eksempelvis også Emma Holten om hævnporno, og Eini Carina om feminisme og sexarbejde, og de to interviews, i slutningen af bogen, handler måske mere om, hvordan det er at være en fandens kvinde, men det giver også et indblik i de problematikker, der dukker op for måske særligt unge mænd, når det handler om feminisme. Og særligt Einis interview er bundærligt og modigt. Det tager jeg hatten af for.
Hvis vi skal blive klogere på hinanden, mænd og kvinder og eller de andre køn, så skal vi turde at åbne op for, hvordan det i virkeligheden er at være os. Og vi skal ville nærme os hinanden og ikke stædigt holde fast på vores egen opfattelse af virkeligheden.
Jeg føler, at jeg er blevet en del klogere, en del mere nysgerrig og også en del mere kærlig over for mænd og deres usikkerheder, af at læse denne bog. Tusind tak for det, Anders Haahr Rasmussen.
/Louise T.