Anmeldelse: Er der en voksen til stede? Signe Lindkvist og Iben Hjejle

0
484
Endnu en samtalebog er på gaden – denne gang af de to muntre kvinder, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, der sammen driver podcasten, Sitter. I deres samtalebog taler de om livet, døden, karrieren, og hvad de har lært indtil videre af livet. Er det interessant og vedkommende? Ja. Faktisk.

 

Af Louise Taarnhøj

Jeg lægger lige kortene på bordet. Jeg havde ikke høje forventninger til denne samtalebog. Både fordi jeg er lidt træt af konceptet, som til tider virker udvandet og tyndt. Der skal virkelig nogle store personligheder til for at udfylde formatet. Derudover var jeg bange for, at jeg ikke ville kunne lide de to kvinder, når jeg læste dem på skrift. Jeg holder nemlig meget af dem, særligt Iben Hjejle som skuespiller er jeg glad for – så hvad hvis deres holdninger lige pludselig ligger meget langt fra mine, og jeg ikke kan sætte mig ind i deres synspunkter?

Der er nemlig det ved samtalebøger, at de helst ikke må være alt for kontroversielle. De skal helst give os nogle sandheder om livet, de skal få os til at smile eller fælde en tåre, og så skal de give os et lille vindue ind til dem, der taler sammen. Så man føler sig inviteret og en del af samtalen. Det er faktisk vanskeligt. Ikke mindst at gøre det interessant.

Heldigvis er det interessant – hvorfor skulle det ikke være det, når det er Iben og Signe, der sidder bag mikrofonerne? Det er interessant, fordi de begge giver noget af sig selv. Vi hører om, da deres mødre gik bort, hvordan de håndterede det. Vi hører om, hvordan de begge taklede deres respektive skilsmisser, og vi hører om, hvordan det er at være kvinde i deres brancher.

Selvom jeg ind imellem også griner, så sad jeg mest af alt og nikkede og slugte siderne – som i øvrigt er skrevet med meget stor font, så der står ikke så meget på hver side, fordi jeg blev nødt til at blive ved med at være en del af deres selskab.

Jeg tror også, jeg blev overrasket, fordi forordet virkelig varslede om en dårlig bog. Det er skrevet af Lisbeth Wulff, som ellers plejer at have ret gode ting på hjerte. Men hele forordet er skrevet i en for mig sindssygt irriterende let tone, som om, at nu skal vi rigtig grine på en jovial og onkelagtig måde. Og det er slet ikke det, man får i bogen (#gudsketakoglov). Bare starten: “Jeg ææææelsker at være i cirkusvogn sammen med Signe og Iben.” Nej. Bare nej. Aldrig skriv elsker med æ. Heller ikke for at understrege en pointe. Så lad være med at læse forordet.

For at opsummere, så får du her en bog, der gerne vil have dig til at tænke over livet, men også nyde det. Du griner, men det er ikke det eneste, du gør. Du bliver også rørt, når du læser bogen, og du får måske lyst til at tage dig lidt sammen. Det er en sommerferie-bog, som du kan tage frem igen og igen. Ikke noget mesterværk, men en god snak med en veninde, som er ærlig over for dig, og som slutter af med at give dig et kram og sige skål.

Jeg glæder mig til at læse den igen.

/Louise T

Er der en voksen til stede?

 

Pris: 250 kr.
171 sider
Lindhardt & Ringhof
Udkommer i dag den 10. juli

Billede af Signe Lindkvist og Iben Hjejle: Les Kaner.