Udstillingen Kvinder i opbrud på Arken har allerede trukket mange, rosende overskrifter i de landsdækkende medier. Kan den udstilling så, hvad kunstanmelderne lover – også for os almindeligt dødelige, der nogle gange skal have forklaret kunst, så den rigtig kan komme ind og sætte sig i sindet. Det korte svar er ja. Men der er også et men.
Af Louise Taarnhøj
Jeg er så glad for, at jeg lever i denne tid og er forholdsvis ung, mens endnu en bølge af feminismen ruller ind over verden med #Metoo, øremærket barsel, kampagner fra jordemødre, kvoter og reel kamp for ligeløn. Det er ikke alle, der er lige enige om det gode her, nuvel, men jeg kan personligt ikke andet end at klappe i mine små hænder over alle de mange seje kvinder og mænd, der lige nu skriver historie for at give kvinder bedre vilkår.
Netop bedre vilkår er et tema, som Kvinder i opbrud-udstillingen tager op på den mest vellykkede facon. Vi stifter bekendtskab med kvinder i kunsten for 150 år siden, kvinder, der var både modige, kreative og inspirerende, men som ikke arbejdede på samme vilkår som mænd. Overhovedet.
Det gør de kvindelige kunstnere heller ikke i dag. Der er langt færre kvindelige kunstnere på kunstmuseerne landet over, og langt færre værker af kvinder bliver solgt på gallerier. Er det så fordi, at kvinderne ikke vil lave kunst, eller er de bare ikke så dygtige?
Nej, det er en strukturel udfordring, som gør, at kvinderne ganske enkelt bliver valgt fra, FORDI de er kvinder. Fjerner man navnene på værkerne, så er der langt flere kvinder, der får plads på museerne og gallerierne. Det faktum har adskillige medier dækket de sidste mange år; Politiken, Information, DR, Berlingske – og både Statens Museum for Kunst, Charlottenborg og Louisiana har sat fokus på dette problem med udstillinger, der netop fokuserer på kvinder i kunsten.
Jeg har blot ikke set et så stort galleri af kunst lavet af kvinder, som jeg ser her på Arken. Så veldokumenteret og mangfoldigt, at jeg og min ledsager går rundt med åben mund og polypper, som man siger, meget af tiden. Vi er fascinerede og fanget af de både sørgelige, sårbare, provokerende og smukke værker – og overrasket over, hvad kvinder i tidernes løb har måtte stå model til (og ikke kun for mandlige malere, men også i overført betydning).
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er forskelsbehandling i kunstverdenen – eller om kvinders kunst er noget værd, så se udstillingen her. Du bliver overbevist.
Og nu kommer vi til men’et.
For jeg manglede måske et større formidlingselement, og det er jo en smagssag. Der var helt sikkert værker, som jeg slet ikke fangede dybden af, og jeg følte mig ind imellem hægtet af. Udstillingen er også kæmpestor, og der er meget at tage ind, og det bliver faktisk for meget. Så meget, at man må komme igen. Måske er det helt tiltænkt 😉
I hvert fald vil virkelig anbefale alle – både feminister og ikke-feminister – at se udstillingen. Smuk, vedkommende, provokerende, stærk.