Anna Bogdanova | Københavnersnuden #169

0
453
Ugens Københavnersnude er Anna Bogdanova, 33 år, mor til to krudtugler på 6.5 år og 13 måneder, hustru til Jacob Søndergaard (som mange kender som vært på ‘Rigtige Mænd’). Hun kom til Danmark fra Sevastopol i Ukraine i 1998 som 13 årig med sin mor og lillesøster. Hun har skrevet to bøger, ‘Skyhøj Forbrænding’ og ‘Veldrejet’ og lært lidt over 20.000 kvinder, hvordan de træner sig stærke og frie for smerte og stress med kun 1 times træning om ugen, derhjemme på egen hånd, og med den professionelle støtte, som de har brug for på hendes onlineforløb og -fællesskaber.

Veldrejet1

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
AB: Jeg er i gang med at skrive på min tredje bog, ‘Smertefri Krop’, og har hånd i hanke med lidt over 2.000 kvinder, som er i forløb hos mig lige nu. Jeg er naturligvis ikke alene om det, men har min partner Louise Berner og mit tværfaglige team på 30 medarbejdere ved min side. Vi har også åbnet et intimt lille træningsstudio, Kål & Kugler, midt i Lyngby, og lige nu åbner vi løbende vi op for et lille antal medlemmer ad gangen, for at se, hvor mange vi kan arbejde med på én gang og bevare den meget hjemlige personlige atmosfære og kontakt. Derudover fylder familien meget – min store søn er startet i skole, og min yngste i vuggestuen, i år. Der sker de vildeste tigerspring for tiden. Min mand er selvstændig, som jeg, og har fleksible arbejdstider som foredragsholder, så vi deles om at jonglere alle boldene, og det er jeg evigt taknemmelig for. Han er min rock!

LC: Hvor bor du?
AB: I Kongens Lyngby, lidt nord for København.

LC: Hvor går du tur?
AB: Dyrehaven med den yngste i vikle, med lydbog i ørerne; Ravnsholm Skov lige bag mit kontor i Nærum, sammen med kollegaerne i en pause, eller mens jeg holder telefonmøde; Botanisk Have med min ældste, som elsker at undersøge blomster og planter; og så Frederiksberg Have og Fælledparken med alle drengene.

LC: Hvor drikker du kaffe?
AB: Cafe Sokkelund og Coffee Collective i Torvehallerne.

LC: Hvor spiser du?
AB: Sokkelund – forsøger at lægge så mange møder som muligt dér, de har bare alt, hvad mit hjerte begærer!! Ellers Palæo i Torvehallerne – eller et ‘vi orker ikke lave mad, men kan jo ikke komme rigtigt ud og spise med alle børn’-måltid i IKEA.

LC: Hvor fester du?
AB: Mest hjemme i køkkenet, småbørnsforældre-style, til Lambada og Bom-tjiki-bom. Men når jeg en sjælden gang bevæger mig i byen, så bliver det Kødbyen.

LC: Hvor inspireres du?
AB: Alle steder, hvor jeg er i bevægelse. Faktisk, når jeg går ture i raskt tempo på gader og stræder.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
AB: Torvehallerne og Israels Plads. Elsker hele det delikatesse-paradis, som det er, og så at kunne sidde og nyde en lækker espresso samtidig med, at min store dreng drøner rundt på løbehjul på Israels Plads. Ellers elsker jeg at vandre rundt på Østerbro – her boede min mand og jeg, før vi fik børn og hunde, og det er helt nostalgisk at gå en tur rundt om søerne og ved Bopa Plads.

Skærmbillede 2017-12-17 kl. 14.06.06

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
AB: I Tivolis julelandskab, hvor min mand og jeg først var ude og se ELF med den ældste, og så nød de lækreste varme æbleskiver ude i den bidende kulde. Der er bare en helt særlig stemning!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
AB: Træninger og timelange hangarounds i den gamle vægtløftningskælder under Østerbro Stadion, IK99 – og de meget lange gåture fra fitness.dk på Nørrebro til mit hjem Amager, hvor min (nu) mand fulgte mig helt hjem fra træning, da vi først begyndte at date.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
AB: Altså, jeg er det største madøre. Jeg vil klart anbefale at bestille bord på Kadeau og gå en lang tur ned igennem Christianshavn inden eller efter maden for at mærke byens puls!

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
AB: At kunne gå ud og spise lækker mad rigtigt sent – sådan ved 22-23-tiden, som man kan i Italien og Frankrig fx. Alle de gode spisesteder lukker bare alt for tidligt…

LC: Dit soundtrack til byen?
AB: Samtlige Volbeat sange, men særligt Caroline Leaving og Garden’s Tale.

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Anna!

GOD SØNDAG! 

Skærmbillede 2017-12-17 kl. 14.06.48

Previous article17. december
Next article18. december
Louise Taarnhøj. Indehaver af Lula Media. Stifter og redaktør. Fluffer og ildkugle. Sørger for, at der er indhold på sitet, som du kan lide. Holder derudover meget af smukke ting - mad, musik, vin. Kan ikke leve uden spændende samtaler med interessante mennesker.