Bag om Wonderfestiwall –

0
392

Mere end blot et provinsbal

I dag begynder Bornholms største kulturarrangement, Wonderfestiwall. En festival, der startede for syv år siden ved, at otte bornholmske drenge havde lyst til at holde en stor fest. I dag kommer der over 4.500 gæster fra hele Norden, og de kan se frem til mere end blot ’et provinsbal’. Vi har talt med én af bagmændene.

AF LOUISE TAARNHØJ

Wonderfestiwall

Bornholm er for alvor kommet på danmarkskortet – eller rettere verdenskortet. Jo, lad os bare være lidt store i slaget. Solskinsøen er ikke kun den dejligste ferieø, den har de seneste år også været kendt for sin kunnen udi det gastronomiske, og nu markerer de sig sørme også på kultur- og musikfronten.

Daniel Mühlendorph Jensen har sagt ja til at medvirke i et interview torsdag aften, hvor vi fanger ham på mobilen med masser af travlhed i baggrunden. Ingen tvivl om, at tidspunktet er dårligt – de sidste detaljer skal på plads, inden festivalen åbner i morgen kl. 17.30 med bornholmske Chorus Grant som første band. Alligevel giver Daniel sig tid til at fortælle om den lille festival, som slet ikke er så lille mere.

Fest blev til festival
Wonderfestiwall finder sted i slutningen af sommeren, og det har den gjort siden 2008, hvor otte friske unge drenge, født og opvokset på Bornholm, fik den idé at holde en stor fest – Bornholm var simpelthen et for stille og kedeligt sted for de unge. Daniel Mühlendorph Jensen er én af de otte drenge, hvoraf seks stadig er en del af den hårde kerne, der arbejder frivilligt året rundt for at stable den efterhånden ret store festival på benene.

”Jeg har arrangeret mange fester, så allerde dengang i 2008 vidste jeg, at vi måtte starte med at skaffe nogle sponsorer, så det kunne blive en ordentlig fest,” fortæller han. ”Pludselig sad vi med 70.000 kr., og så udviklede det sig til en mindre festival med 300 gæster. Det var i 2008. I år kommer der omkring 4.500 gæster, som ved tre forskellige scener kan opleve både de mest spændende upcoming acts i landet, men også en del af de etablerede kunstnere, i løbet af de næste tre dage.”

Wonderfestiwall 2014 5 Wonderfestiwall 2014 2

Bedste venner bag festival
Holdet bag festivalen tæller efterhånden 20 mennesker, som året rundt lægger mindst 10 timer om ugen i det arbejde, det kræver at stable en festival som Wonderfestiwall på benene. Seks af de otte founding fathers er stadig med og udgør bestyrelsen. Men det er stadig frivilligt arbejde, da alle studerer eller har fuldtidsarbejde ved siden af.

”Jeg er ved at uddanne mig til filmproducer på Filmskolen i København, men der er egentlig ikke den store forskel på at lave festival og at lave film. Ikke for en producer, i hvert fald. Vi har alle hvert vores ansvarsområde, som vi gennem årene har fået fordelt. Og noget af det, jeg er allermest stolt af ved festivalen er faktisk, at vi aldrig er blevet uvenner. Det er et enormt pres at sætte en større festival op, og der er mange ting, der kan gå galt; økonomi, fejlbookinger, tidspres, søvnunderskud – der er mange faldgrupper. Men vi er stadig venner, og det hele fungerer. Det er jeg stolt af,” fortæller Daniel.

Som ingen anden
Der findes et hav af festivaler i Danmark, hvor man faktisk også kan opleve en del af de samme navne, som Wonderfestiwall har på plakaten i år. Så hvorfor har vi brug for en festival som Wonderfestiwall – hvad kan I?

”Vi synes, at vi laver en unik festival hvert år, det er meget vigtigt for os. For det første er der omgivelserne – Skanderborg har virkelig fået kamp til stregen på deres slogan. Vi ligger jo ved Hammershus, hvor solen går ned, og der er virkelig smukt. Det er også unikt for mange folk at tage så forholdsvist langt for en festival, og fordi vi ligger uden for Bornholms normale turistsæson, kan vi tilbyde ret billige festivalbilletter med transport inkluderet. Derudover går vi meget op i at være first movers, når det kommer til alt den nye musik fra Norden. Vi var først med Mads Langer i 2009, hvor ingen andre festivaler havde ham på programmet. Nu kommer han igen i år, og det glæder vi os helt vildt meget til. I år har vi Truls fra Norge, som hitter deroppe, og han skal nok også blive et hit her,” siger Daniel. Der er også helt særlige regler på festivalen, når det kommer til drikkevarer. Dem må man nemlig ikke selv medbringe, heller ikke på campingområdet. Men det er der en grund til: ”Vi har sat priserne på drikkevarer ned, så det ikke bliver surt at skulle købe fadøl på festivalen. Men for også at kunne tjene lidt på ølsalget, har vi helt fra start valgt, at man ikke må tage sine egne drikkevarer med ind på campingpladsen. Til gengæld kan du købe fem store, iskolde fadøl til kun 100 kr. overalt på festivalen. Dem, der har været på festival, ved, at det er billigt. Og det fungerer fint for os og vores gæster.”

Vær med fra starten
Spørger man Daniel, hvad man som Wonderfestiwall-gæst får af en oplevelse, svarer han med det samme: engagement og gejst! Festivalens unge alder kan nemlig mærkes, på en ganske særlig – og god måde: ”Jeg forestiller mig, at det var det samme, du fik, de første 10 år på Roskilde Festival. Folk bag festivalen er virkelig engagerede, og du kan som gæst sagtens mærke deres gejst – vi vil alle sammen skabe en unik festival! Derudover er der allerede mange gæster, som har gjort Wonderfestiwall til en tradition. Jeg tror, at omkring halvdelen af gæsterne – ca. 2.000 – kommer fra Sjælland, og jeg kan nærmest kende dem alle sammen ved navn. Det er bare lidt ligesom én stor familie. Og så er der jo også det unikke ved størrelsen, at nogle af koncerterne med de mere etablerede kunstner kan virke som intimkoncerter, fordi du her kan opleve dem i en mindre ramme med færre mennesker. Det har også noget at sige,” slutter Daniel, inden han løber ud for at færdiggøre de sidste detaljer på festivalspladsen, der åbner i morgen.

RIGTIG GOD FESTIVAL!

FAKTA:
Site: wonderfestiwall.dk
21.-24. august
Pris for pakkerejse – KBH-Allinge (inkl. Camping): 820 kr.
Bands på dette års festival: Ukendt Kunstner & S!vas, Mads Langer, Ulige Numre, Cody, Christopher, Mont Oliver, Oh Land, Lukas Graham, Suspekt, Teitur, Søren Huss o.m.a.