Robbie Williams har altid været meget mere end en popstjerne, hvis du spørger mig. Fra sin tid som Take That’s bad boy til sin status som en af de største solokunstnere, har han fanget millioner med sin karisma og flabede charme. Men bag glansen og glamouren gemmer der sig en kompleks og plaget person. Filmen Better Man giver et ærligt og råt indblik i denne kontrast, og hvordan berømmelse kan være både en gave og en forbandelse.
Af Louise Bro
I juleferien havde jeg fornøjelsen af at se filmen Better Man – og det er sjældent, jeg forlader en biograf med så mange tanker. Det var ikke bare underholdning, men en påmindelse om musikken og en artist, der engang betød så meget for mig. Jeg forlod popcorn-dunsten med masser af god musik i hovedet og ramt af nostalgi på en måde, jeg slet ikke havde forventet.
En rejse tilbage til 90’erne
90’erne hitter alle steder, og for mig, der voksede op i den tid, er det mere end bare nostalgi. Det er et gensyn med en tid, hvor musikken og dens kunstnere formede min ungdom og identitet. For mig blev Robbie Williams en del af den historie – og filmen Better Man minder mig om hvorfor. Men også hvor sindssygt underlig en størrelse berømmelse er.
Hvordan de store helte og artister, jeg så op til, omvendt blev påvirket af den betagelse, vi kastede den anden vej. Det er mørkt, det er dystert, og alt andet end den “bubble gum popsky”, jeg svævede rundt i.
Dengang havde man jo ikke streaming. Man fik et par CD’er til jul og fødselsdage, og det var det, så min samling var noget sparsom. År senere, da jeg gik i gymnasiet, fandt jeg et sted, hvor man kunne købe 10 brugte CD’er for 100 kr., og her gik det op for mig, hvad jeg var gået glip af. Jeg samlede stort set ALT det bedste fra 90’ernes britpop, pop, grunge og alt derimellem, som jeg “manglede”. Den samling blev af mine venner kaldt “the big bag of fun”, fordi det altid var den pose, der blev hevet frem til fester, når dansegulvet skulle sættes i gang.
Take That’s badboy
Det var her, jeg virkelig blev fan af Robbie – ikke bare fra hans tid i Take That, men som solokunstner. Jeg var lidt for ung, da Take That brød igennem, og begræd derfor ikke deres opløsning. Jeg fik først for alvor lyttet til musikken i 00’erne, og blev ret overrasket. Det var jo slet ikke den “Back for Good” lyd, jeg kunne huske. Tværtimod lød de første album som showtunes på steroider blandet med Gary Barlow i front, der til forveksling lød som Rick Astleys endnu mere kiksede bror.
Det var komisk, men jeg elskede, at det var så kitschet, og at se hvordan de fem fyre dansede rundt i crop tops, mesh og chaps. Det er episk! Og det var også her, jeg opdagede Robbie. Samtidig med at jeg lyttede til det gamle Take That, lyttede jeg også til hans soloalbums.
Han var alt det, Take That ikke var. Med et “cheaky” glimt i øjet, var han vild, og samtidig en fantastisk tekstforfatter og entertainer med så meget karisma (og ego), at han ikke behøvede at dele scenen eller rampelyset med andre. Det opdagede jeg selv, da jeg første gang så ham live i Parken i 2003.
“Better Man” – sangen og filmen
Filmen tager udgangspunkt i min yndlingssang fra hans repertoire, Better Man. Den er smuk, sårbar og giver et indblik i en mand, der altid har været plaget af tvivl på sig selv. Filmen skildrer Robbie Williams liv gennem den måde, han ser sig selv: en lille dreng, der aldrig følte, han passede ind. En pauseklovn, der altid har set sig selv som en dansende abe fanget i berømmelsens cirkus.
I filmen er han derfor portræteret, som han ser sig selv – en behåret abe. Det greb med en CGI-abe som hovedperson virker overraskende godt. Efter de første fem minutter glemmer man det næsten og accepterer det som en del af historien.
Det underlige er, at filmen først viser hans kamp for at nå toppen – og derefter hans kamp for at flygte fra den selvsamme berømmelse.
Robbie eller rettere Robert Williams beskriver, hvordan man bliver “frosset i tiden”, når man bliver berømt, og hvordan hans alter ego “Robbie” blev en rolle, han kunne gemme sig bag. Han blev fanget i en 15-årigs sind. Evig og altid grænsesøgende og drevet af en hunger efter mere – men samtidig en dyb usikkerhed. En plaget mand, der på toppen af sin berømmelse er dybt alkoholiseret, proppet med alverdens stoffer og slet ikke ænser, hvad der egentlig sker omkring ham.
Bagsiden af berømmelsen
Hans største drøm var at spille på Knebworth. Både for at nå en milepæl, men for at slå Oasis, hans rivaler og inspirationskilde. Over tre aftener samlede han 375.000 fans, et rekordtal, der oversteg Gallagher-brødrenes koncerter i 1996. Men selv i dette overvældende øjeblik af succes, var Robbie stadig plaget af en følelse af utilstrækkelighed. Koncerterne på Knebworth bliver i filmen et symbol på berømmelsens paradoks. Selv når han står på toppen af verden, er der stadig en tomhed, der følger ham.
Dæmoner er der nok af i Robbies hoved, og de følger ham filmen igennem. Alligevel er det hele så banalt som en lille dreng, der hungrer efter accept og kærlighed fra sin far. Og selvom den historie ikke er ny, er Better Man absolut værd at se.
Hans had og kærlighedsforhold fylder en del i filmen. Ikke kun til Take That, men også Liam Gallagher, som finder sammen med Robbies ekskæreste Nicole Appleton fra bandet All Saints. Hun fylder utrolig meget i filmen som hans helt store kærlighed, hvilket undrer mig lidt. Den romance kunne næsten have været en film i sig selv med scener, der får tankerne til at vandre over på La La Land og Moulin Rouge i en storladen kærlighedsoverflod. Derimod var der ikke et ord om andre romancer fra den tid, som eksempelvis hans veninde og senere kæreste, Geri Halliwell aka Ginger Spice fra Spice Girls.
En konklusion om nostalgi og kunst
Filmen er smuk, og det havde jeg ikke forventet. Nogle scener viser en grå barndom i Stoke-on-Trent, mens andre er flamboyante og deroppe med de bedste musicals. Især scenen med 500 dansere på Regent Street midt i London er formidabel. Filmen er underholdende, men også rå og brutal i sin ærlighed. Det er netop dét, der gør den så stærk. Den viser, at berømmelse ikke handler om, hvad man kan, men om det, andre ser i én og forventer, man er.
Jeg gik fra biografen med en genoplivet kærlighed til en artist, der stadig formår at røre noget i mig gennem hans sange. Better Man viser, at der bag musikken og glimmeret gemmer der sig et menneske, der stadig kæmper for at finde sit sted i verden.
Koncerten, jeg aldrig kom til
Mine bedste minder med Robbie er de koncerter, jeg oplevede i Parken i 2003 og 2006. De er stadig i min top 5 over de bedste liveoplevelser, jeg har haft. Han har alle dage haft en unik evne til at eje scenen og tryllebinde publikum. Som han altid siger, “I’m a singer, I’m a songwriter, and I’m a born entertainer!”
Jeg skulle også have set ham med Take That i 2011. Men mens ekstra koncerten blev til noget, så blev den “ægte” koncert, jeg skulle til dagen efter, ikke til noget. Fordi Robbie efter sigende lå og kastede en blå hummer op på Nimb Hotel. Av, den sved, og svider stadig!
Better Man får de varmeste anbefalinger herfra. Uanset om du er fan eller ej, så er det en underholdende film. Og hvis du ikke får set filmen, så skal du se doku-serien “Robbie Williams” på Netflix, og give Robbies musik et genlyt. Hans sange og tekster fortjener det. Filmen fik mig til at indse, hvor dygtig en sangskriver Robbie Williams er, både med og uden Guy Chambers, og nu har teksterne fået en helt ny og meget dybere betydning for mig.
// Louise Bro