Hvor finder du byens smukkeste arkitektur? Det gør du bl.a. i Nordvest. De sidste to søndage har min veninde hevet mig med til Nordvest for at gå tur på Bispebjerg Kirkegård og ikke mindst for at se nærmere på Grundtvigs Kirke, som ingen af os havde været inde i før, underligt nok.
Hver gang jeg ser billeder fra den Grundtvigs Kirke, får jeg et sug i maven. Den er så smuk, og så er det sjovt at tænke på, at den ikke engang er 100 år gammel endnu. En forholdsvis ny kirke, men hvor man stadig har holdt de gamle arkitekturiske kirketraditioner i hævd.
Vi var ikke kun heldige at komme ind i kirken sidste søndag – der var også rundvisning ved kirketjener Thomas B. Hansen. En rundvisning, hvor vi også kom ind steder, som der ellers ikke er adgang til normalt, og selvfølgelig også en tur i tårnet. Vi fik en kort introduktion til kirkens tilblivelse; den stod færdigbygget i 1940, og dengang var der slet ikke noget by derude i det område. Derfor var man nødsaget til at bygge en lille by også for at overbevise Grundtvig om, at denne placering var den rigtige. Grundtvig havde nemlig forestillet sig, at den skulle ligge ved søerne, der hvor Søpavillonen ligger.
Arkitekten bag var Peder Vilhelm Jensen Klint (1853-1930). Jensen Klint døde, inden kirken blev opført, og hans søn arkitekt Kaare Klint (1888-1954) overtog efter faderens ønske fuldførelsen. Kaare Klints søn Esben Klint (1915-69) har stået for de sidste arbejder på kirken.
Grundstenen blev lagt på Grundtvigs fødselsdag den 8. september 1921. I første omgang opførte man tårnet, der 11. december 1927 blev indviet som midlertidig kirke, kaldet Tårnkirken, for det nyoprettede Bispebjerg Sogn. Man kan faktisk stadig i dag se, hvor tårnet slutter, da der er en lille markering i gulvet, og når man står der, virker det helt fjollet at kalde den meget høje, meget smalle bygning for en kirke.
Foråret 1928 blev bygningen af krypt og hovedskib påbegyndt, og hele kirken stod færdig til indvielse den 8. september 1940 – se det er jo ikke lang tid siden! Til rundvisningen var der en ældre herrer, som simpelthen havde været tilstede ved indvielsen.
Arkitektstuderende kommer valfartende fra hele verden, og danske murerlærlinger slår også et smut forbi, inden uddannelsen er slut – for at studere den smukke, elegante og meget minimalistiske kirke, da den simpelthen er så perfektionistisk opført ned til mindste detalje, at ingen kan sætte fingeren på noget som helst. Det skulle da lige være revnen i loftet, hvor murermesteren til en start havde brugt en forkert fugemasse. Upsi!
Kirken er én af de smukkeste kirker, jeg har set, på en meget atypisk måde. Se bare stolene – de er moderne klassikere og står i rigtig mange danske hjem. At det hele er gjort så enkelt, minimalistisk og minutiøst perfektionistisk giver mig nærmest en dobbelt ro og respekt for det hellige rum.
Jeg kan godt nogle gange være ked af, at mange af de københavnske kirker ikke har særlig lange åbningstider, for her kunne jeg godt tænke mig at sidde ind imellem og tænke nogle tanker og bare være. Det har vi – eller i hvert fald jeg – normalt alt for travlt til, og det kan fjerne og negligere nogle af de dybeste og mest mindeværdige oplevelser, som livet kan byde på. Og jeg tror, at uanset hvor man befinder sig i verden, eller hvem man er, så har man brug for de helt stille stunder, bare engang imellem. Det kan kirkens rum stadig give, religiøs eller ej.
Kærlig hilsen
Louise
