COPENHELL 2025 nærmer sig, og festivalen har nu offentliggjort et program, hvor nostalgi og ny energi går hånd i hånd. Der er både garanti for de hårdtslående riffs, skråleklassikere, 90’er-nostalgi og en fed fest for alle rock- og metalentusiaster.
Af Louise Bro
Jeg har besluttet mig for, at de senest indkøbte patches først skal syes på vesten, når majsolen kysser København. Bl.a. Opeth-patchen fra koncerten i fredags. Der skal jo være noget at se frem til – og nu har jeg lidt mere! COPENHELL har netop tilføjet de sidste hovednavne til årets plakat.
Der er noget for enhver smag – og stadig en ledig plads. Vi her på LoveCopenhagen ved godt, hvem vi inderligt (og sikkert forgæves) håber, det bliver.
Nostalgi og fælleskrål: The Prodigy, Dizzy, Skunk Anansie & Billy Idol
For nogle er COPENHELL lig med moshpit-kaos og headbanging, men for andre handler festivalen mindst lige så meget om festivalfællesskabet og de sange, vi har skreget med på i årevis. I 2024 fik vi rigeligt af det med bl.a. The Offspring og Limp Bizkit, og 90’er-nostalgien er bestemt også til stede på programmet i år.
-
The Prodigy bringer rave-punken tilbage og forhåbentlig en af de fedeste koncerter på årets festival. Det var i hvert fald alt andet end kedeligt, da jeg sidst så dem på Roskilde Festival i 2010 – men denne gang må vi desværre feste uden Keith. Men én ting er sikkert – når beatet falder, går Refshaleøen (eller bare jeg!!) amok.
-
Der er også skruet godt op for punken! Skunk Anansie sørger for både attituden og nostalgien – og vi ved godt, at Weak kommer til at give kuldegysninger. Selvom jeg nok allermest glæder mig til muligheden for at høre Hedonism live. Hvis Anouk også havde været på programmet, så havde der med Nobody’s Wife og The Prodigy’s Firestarter været fuld plade for mine teenage-vrede-tophits.
-
I den mere klassiske ende har vi fået Billy Idol, en af de helt store punkrock-ikoner. Han er måske også med sine 69 år en af årets ældste artister, og det siger ikke så lidt, da gennemsnittet på hovednavne ofte er i den høje ende. Men sådan er det jo med de gode gamle… Og det er ikke for at alders-shame. Jeg er kæmpe fan af det grå (eller platinblonde) guld – de sprudler af energi og attitude – og de kan deres kram! Men COPENHELL gør klogt i at spejde efter en ny generation – for selv legender holder vel ikke evigt? Eller hvad…
Og når vi så har rundet det nostalgiske hjørne på Helviti, skal der nok blive plads til nogle vilde moshpits med Cattle Decapation, Lorna Shore, Carcass og Blood Incantation foran Hades.
Dizzy vender tilbage – og setlisten er op til dig!
Programmet favner bredt, men Copenhell er jo ikke kun en festival for dem, der er til death, doom, trash osv. Det er også for dem, der er til glam, puddel, punk og god gedigen rock.
Dizzy Mizz Lizzy vender nemlig tilbage – denne gang med en By Request-koncert, hvor publikum bestemmer setlisten. Bliver det Silverflame eller nogle deep cuts? Hvis du IKKE vil høre alt det, vi andre kender og kan synge med på, så skynd dig ind og stem på de gemte og glemte perler! Afstemningen starter i marts.
Slipknot topper listen over gengangere
En af mine gode nørdede venner har med Excel-præcision opgjort, at 43 ud af 75 bands på årets program ikke har spillet på COPENHELL før. Blandt de 43% gengangere har vi King Diamond. Men Slipknot topper listen, da de spiller på festivalen for fjerde gang.
Jeg kan vist, uden at fornærme nogen, sige at Slipknot og Corey Taylor efterhånden er ved at blive for COPENHELL, hvad Damon Albarn er for Roskilde Festival. Men hey, hvis vi skal have en fast husgæst, kunne vi have gjort det værre. Og nu kan selv jeg efterhånden synge med på Psychosocial.
Men det store spørgsmål er: Hvem får fredagens headliner-slot?
Selvom ALLE hovednavne er på plads, så mangler vi stadig en vigtig brik: Der er stadig en ledig plads på Helviti fredag aften. Og vi siger det bare – Bon Jovi på ville være episk!!
Hvis COPENHELL smider Bon Jovi på plakaten, kan vi godt begynde at forberede os på et gigantisk fællesskrål og brøl – og ikke bare fra os på LoveCopenhagen – men Living on a Prayer med tusindvis af hæse stemmer og skummende fadøl i luften.
Det er hverken hårdtslående eller brutalt. Men det ville være legendarisk at flytte Jovi-festen fra Biergarten til Helviti. Men så heldige er vi nok ikke – så vi må vente i spænding og se, hvem der får pladsen fredag.
Indtil da kan vi kun gætte – og håbe.
Uanset hvad, tegner det som altid til at blive en festival, vi ikke glemmer… selv hvis vi ikke kan huske det hele. 🤘
COPENHELL 2025 brager løs på Refshaleøen fra den 18. – 21. juni.
Billetter finder du via COPENHELLs officielle hjemmeside